Erik Præstehader: Forskelle mellem versioner

'''Erik Præstehader''', eller på [[Norsk (sprog)|norsk]]: '''Eirik II Magnusson''' ([[1268]] – [[15. juli]] [[1299]]), var [[konge]] af [[Norge]] i perioden [[1273]]-1299.

Erik II Magnusson nedstammede fra kong Olav II, bedre kendt som [[Olav den Hellige]]'s [[slægt]]; han (Olav den 2.) blev [[Kanonisering|kanoniseret]] i [[1031]], hvorfor han også kendes som Skt. Olav. Med Erik Præstehaders [[kroning]] sad Olav den Helliges slægt på den norske [[trone]] for første gang siden Olavs halvbror [[Harald Hårderåde]] blev eneregent efter Olavs [[frille]]søn [[Magnus den Gode]] i [[1047]]. Erik var den ældste søn af [[Magnus Lagabøte]] og [[Ingeborg af Danmark]], datter af [[Erik 4. Plovpenning|Erik Plovpenning]].<ref name=mynt/>

Han blev [[Ægteskab|gift]] med [[Prinsesse Margaret af Skotland]], datter af kong [[Alexander 3. af Skotland]], i år [[1281]];<ref name=SNL-M/> af hende lærte Erik at tale [[Fransk (sprog)|fransk]] og [[Tysk (sprog)|tysk]].<ref name=Helle>{{kilde bog|efternavn=Helle|fornavn=Knut|titel=Under kirke og kongemagt 1130–1350. Aschehougs Norges historie Bd. 3|udgiver=Aschehoug|sted=Oslo|år=1995|sprog=norsk|sider=170, 203-204, 206-208}}</ref>.

Margaret døde i barselseng i [[1283]], menmens datteren [[Margaret af Skotland|Margaret]], overlevede. Da hun på det tidspunkt var eneste efterkommer af den skotske kong Alexander 3., blev hun tre år gammel i [[1286]] kronet som [[Skotske regenter|Dronning af Skotland]]., Denkun titeltre beholdtår gammel; en titel hun beholdt til sin død blot fire år senere, i [[1290]]. Hendes død startede den konflikt om den skotske trone, der førtesenere skulle føre til [[den skotske uafhængighedskrig]].<ref name=SNL-M>[http://www.snl.no/.nbl_biografi/Margrete_Eiriksdotter/utdypning ''Margrete Eiriksdotter'' (Store norske leksikon)]{{no sprog}}</ref> Fra den 20. januar til den 2. december 1286 var Erik i [[Skotland]] for at støtte sin datter i regentskabet. I [[1289]] forsøgte Erik, med held, at sætte et giftermål i stand mellem Margrete og [[England]]s prins Edvard, den senere kong [[Edvard 2. af England]]. Da Edvard var [[søskendebarn]] til Margretes mor, fik Erik sat giftermålet i stand via en [[pave]]lig [[bulle]].<ref name=SNL-M/> Efter Margretes død rejste Erik krav om en stor delandel af Skotlands rigsindtægter, og forsøgte at bringesætte sig selv i betragtning til den skotske trone, da han betragtede sig som retmæssig arving efter Margrete; ingen af disse krav fik han held med, og eftertidens [[historiker]]e anser dem for urimelige efter datidens [[sædvane]]. I midten af [[1290'erne]] blev der skelet til disse krav under dannelsen af især den norske [[udenrigspolitik]].<ref name=SNL-M/>

Erik giftede sig igen i [[1293]] med den da 11 år gamle [[Isabel Bruce]], søster til [[Robert 1. af Skotland]]. Med hende fik Erik i [[1297]] datteren [[Ingeborg Eriksdatter]], der i [[1312]] blev gift med [[Valdemar Magnusson]] af [[Sverige]], greve af [[Finland]]. Ingeborg selv blev udnævnt til grevinde af [[Öland]].<ref name=SNL-I>[http://www.snl.no/.nbl_biografi/Isabella_Bruce/utdypning ''Isabella Bruce'' (Store norske leksikon)] {{no sprog}}</ref>

[[Fil:Eirik-Magnusson-segl.JPG|right|thumb|[[Heraldik|heraldisk]] insignia fra [[1298]] tilhørende kong Eirik Magnusson af Norge, fra [[1298]].]]

Under Erik Præstehaders regeringstid vendte formynderregeringen sig fra den fredelige [[udenrigspolitik]], som Magnus Lagabøte havde ført, og antog i stedet en mere krigerisk linje, i stil med den politik, Eriks bedstefar [[Håkon 4. Håkonsson|Håkon Håkonsson]] havde ført tyve år tidligere.

Eriks kroning i 1281 blev en begivenhed, der lagde en kortvarigmidlertidig dæmper på den strid, der var under opsejling mellem Kronen og Kirken,{{kilde mangler|dato=Uge 28, 2011}} da Eriks rådgivere førte en hårdere politik end Eriks far Magnus Lagabøte<ref name=mynt/> og lagde sig ud med [[Kirken]] om dens rettigheder i landet; især spørgsmålet om Kirkens [[Jura|retsmæssige]] [[status]] og økonomiske frihed fra Staten var der strid om.

I sin [[Ed (løfte)|kroningsed]] lovede Erik at anerkende Kirkens [[gejstlig]]e og [[finans]]ielle status, men umiddelbart efter kroningen flammede konflikten op igen, idet formynderregeringen annulerede et for Kirken fordelagtigt [[dekret]] udstedt af Magnus Lagabøte i 1277, der tilkendte Kirken nye [[tiende]]r. Ved dendet samtidige synode havde ærkebiskoppen stadfæstet Kirkens ret til at dømme i kirkeretslige anliggender, med trussel om [[bandlysning]] for enhver, der krænkede denne ret. Selv om striden skærpedestilskærpedes under Eriks regeringstid, viste parterne sig dog i stand til at samarbejde. Således blev det ærkebiskoppen, der kronede Erik og hans [[dronning (monark)|dronning]] Margrete i Bergen.<ref name=Helle/> Men samarbejdet til trods tilspidsedes konflikten fortsat, da [[rådsmand]]en [[Bjarne Erlingsson]] inddrog Kirkens ret til at [[Møntslagning|præge]] [[mønt]]er dagen efter ærkebiskoppens afrejse fra mødet, hvor denne ret var blevet tilkendt af hertug Håkon Håkonsson.<ref name=RN>[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/regest_vise_tekst.prl?b=1788&s=n&str=J%F8rund Regesta Norvegica], en bekendtgørelse af ærkebiskop Jørun, ærkebiskop Jons efterfølger, fra 12. marts 1291. {{no sprog}}</ref> Formynderregeringen førte en konsekvent anitkirkelig politik, og instruerede således landets [[jurist]]er og [[Sysselmand|sysselmænd]] i at "''kæmpe for Riget og regeringens suverænitet, samt ikke at tåle gejstlige købmænd''". Kirkens ret til tiender og til at udskrive økonomiske bøder blev søgt yderligere indskrænket under samme politik. Endelig blev salget af [[sølv]] til gejstlige forbudt.– Dermedog således også muligheden for at føre betalingsmidler ud af landet og dermed støtte [[Korstog|den hellige krig]] – forbudt. Ydermere blev kirkeretten indskrænket, og alle sager ført herfor siden Magnus Lagabøtes regeringstid kendt ugyldige. Målet var at føre Kirkens privilegier tilbage til det niveau det havde før Magnus Lagabøtes indrømmelser. Med ærkebiskoppens død i 1282 brød kirkens modstandsvilje sammen, og regeringen kunne således diktere et forlig i 1283.<ref name=Helle/>

Samtidig var der i Norge et stort udbrud af [[pest]], der dræbte mange, herunder også [[Herremand|herremænd]], og landet blev ramt af [[hungersnød]]. OgDet var på denne tid, at Erik faldttog afet hestenstyrt ogfra hest, under hvilket han blev hængende i en [[stigbøjle]], så han blev slæbt efter denhesten og pådrog sig flere [[Traume|skader]], herunder også en livstruende hovedskade. DetDette blev af samtiden tolket som en straf for den antikirkelige politik.<ref name=Keyser>{{kilde bog|efternavn=Keyser|fornavn=Rudolpf|titel=Den norske Kirkes Historie under Katholicismen Bd. 2.|sted=Christiania|år=1858|sider=47|sprog=norsk}} Bemærk at de islandske annaler ikke nævner denne pest.</ref>

Striden sendte til sidst ærkebiskop Jon Raude fra [[Nidaros]] i [[Eksil|landflygtighed]] til [[Skara]] i [[Sverige]]. Det var denne strid, der ansporede [[senmiddelalder]]lige historikere til at give Erik tilnavnet ''præstehader'', selv om han reelt stod uden for striden. Senere viste Erik sig endog meget velvillig mod Kirken, og han havde et godt forhold til [[Pave Bonifatius 8.|Paven]].<ref name=SNL-E/><ref name=mynt/>

Striden kulminerede, da [[biskop]] Arne af [[Stavanger]] nægtede at betale [[leding]] til Staten, og således stillede sig uden for [[Lov (jura)|loven]]. Regeringen søgte at drage ham til ansvar. Detherfor, hvilket førte til at ærkebiskop Jon [[Ekskommunikation|ekskommunikerede]] kongen, hans mor og vigtige medlemmer af [[hof]]fet. Som resultat heraf måtte ærkebiskoppen drage i eksil, sammen med biskopperne Anders af [[Oslo]] og Thorfinn af [[Hamar]]. Deres [[Ejendomsret|ejendele]] blev [[Konfiskation|konfiskerede]] og ærkebiskoppens [[embede]] blev givet til Jon Brynjulsson, der var en af kongens mænd.{{kilde mangler|dato=Uge 28, 2011}}

Regeringens forsøg på at begrænse [[Hansestad|Hansestædernes]] [[Købmand|købmænds]] [[privilegie]]r i norske [[by]]er førte efterhånden til en åben konflikt, som også den [[Danmark|danske]] konge [[Erik 5. Klipping|Erik Klipping]] tog nogen del i, efter Erik Præstehader (eller hans formynderregering) afstedkom [[Kaper|kapring]] af nogle [[Tyskland|tyske]] [[handelsskib]]e. Det menes, at især den norske adelsmand [[Alv Erlingsson]] var ansvarlig for denne kapervirksomhed, og dermed for en stor del af provokationen af Hansestæderne.<ref name=krig>''Annales regii'' fra år 1289 til 1290: Erik brandskattede [[Langeland]], [[Svendborg]] på [[Fyn]] og [[Falster]].</ref> De [[Vender|vendiske]] stater, med [[Lübeck]] i front, slog sig sammen med Danmark og effektuerede en [[blokade]] i [[Østersøen]], der forhindrede [[import]] af [[korn]] til Norge.<ref name=Helle/><ref name=mynt/> Formynderregeringen så sig i 1285 tvunget til at indgå et [[forlig]] med Hansestæderne om handelszoner, for fortsat at have spillerum til at opretholde den danskfjendtlige politik som Håkon Håkonsson havde begyndtanlagt. Forliget, der blev indgået i [[Kalmar]] i Sverige, kostede Norge 6000 [[Mark (møntenhed)|mark]] [[sølv]] og førte til at de tyske handelsmænd blev fuldstændigt ligestillet med danske købmænd i Bergen.<ref name=Helle/> Erstatningssummen var stor nok til at sende Norge ud i den største [[Recession|finanskrise]], riget havde lidt til dato.<ref name=mynt/> Kun forbuddet for Hansestædernes købmænd mod indenrigshandel i Norge samt forbuddet mod varetransport til [[havn]]e beliggende [[Kompasretning|nordligere]] end Bergen, der var Norges [[hovedstad]] på det tidspunkt, bestod efter det indgåede forlig.<ref name=Helle/> Således endte konflikten med at de tyske købmænd opnåede flere privilegier i Norge end de havde haft før konflikten startede.<ref name=mynt/>

Da Erik Klipping blev myrdet i [[Finderup Lade]] i 1286 faldt skylden på den danske [[Opposition|adelsopposition]]. DenDa de blev dømt [[Fredløshed|fredløsfredløse]], mistede deres [[besiddelse]]r og blevsåledes tvunget i landflygtighed. Menfandt de fandt tilflugt i Norge. De stillede sig til rådighed for den danskfjendtlige [[krig]]sindsats, for på den måde at genvinde deres tabte positioner i Danmark. De blev anført af [[Greve (rang)|grev]] [[Grev Jakob af Halland|Jacob af Halland]] og [[Stig Andersen Hvide]], der tidligere havde været Erik Klippings [[hærfører]]. Stig Andersen Hvide indtog [[ø]]en [[Hjelm (ø)|Hjelm]] i [[Kattegat]], og da grev Jakob opførte [[fæstning]]en [[Hunehals]] i [[Halland|Nordhalland]] havde de kontrol over adgangen til [[Østersøen]].<ref name=Helle/>

FraI årene fra 1289 til 1295 gennemførte kong Erik fire store [[militær]]e kampagner mod Danmark. Det primære [[mål]] hermed var at tage kontrol over [[strategi]]sk vigtige støttepunkter i Øresund og på Hallands kyst. Adelsmanden Alv Erlingssons kapervirksomhed menes at have været kraftigt medvirkende til at provokere Hansestæderne til at blokere Øresund.; Detsåledes endte det med at der i [[Hindsgavl]] på Fyn blev indgåetforhandlet et foreløbigt forlig i 1295, som blev fornyet i 1298., Detog som tjente til at normalisere de dansk-norske relationer noget. [[Nation]]erne genskabte nogle fælles bånd, og kong Erik fik atter adgang til de [[vare]]r, han tidligere havde nydt godt af via sin danske mor.<ref name=krig/><ref name=mynt/>

[[Fil:Margaret, Maid of Norway imaginary.jpg|thumb|left|Kunstners fortolkning af Eriks datter Margaret; hun døde syv år gammel, og nåede således aldrig at blive den voksne kvinde, der vises på billedet.]]

Som en del af [[Perth-traktaten]] havde Magnus Lagabøte [[Salg|solgt]] [[Shetlandsøerne]] og [[Isle of Man]] til den skotske konge i 1266. Imidlertid ophørte Skotland med at betale [[rate]]r af denne handel i 1270., Dethvilket førte til øgede spændinger mellem Norge og Skotland. Eriks giftermål med den skotske [[prinsesse]] Margrete var beregnetplanlagt til at forbedre dette forhold i [[Nordsøen|Nordsøregionen]], sammen med hendes anseelige [[medgift]] på 14.000 Mark [[Sterlingsølv|Sterling]]. Af denne medgift skulle halvdelen falde [[Kontanter|kontant]] i fire rater mellem 1281 og 1284, mens den anden halvdel skulle komme som indtægt fra handel med skotske varer.<ref name=Helle/>

Af større betydning var imidlertid [[klausul]]en i [[ægtepagt]]en, der blev til i [[Roxburgh]] i 1281., Dender gav børn af ægteskabet fuld [[Arvefølge|arveret]] til den skotske krone, i ifaldfald Alexander 3. ikke kunne producere legitime [[Kronprins|arvinger]]. Hvis ikke kong Erik [[Ratifikation|ratificerede]] aftalen, når han blev myndig, skulle Norge betale en [[Bod (erstatning)|bodssum]] på 100.000 pund Sterling i Berwick (senere [[Berwickshire]], et nu nedlagt skotsk [[len]] på [[grænse]]n til England), lige somligesom [[Orkneyøerne]] skulle afstås. Hvis Skotland ikke overholdt sin del af aftalen skulle 100.000 pund Sterling betales i Bergen. Skotland stillede Isle of Man som sikkerhed herfor. Ydermere udvekslede nationerne [[Gidsel|gidsler]] frem til Eriks myndighed. Fra norsk side indgik [[Bror|brødrene]] [[Vidkunn Erlingsson|Vidkunn]] og [[Bjarne Erlingsson]]. Skotterne stillede 12 adelsmænd som gidsler.<ref name=Ægtepagt>[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/regest_vise_tekst.prl?bind=2&rnr=275 Regesta Norvegica] Bd. 2 Nr. 275. Aftalen findes på [[latin]] i [http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst.prl?b=16261&s=n&str= Diplomatarium Norvegicum] Bd. 19 Nr. 305.</ref>

Alt dette skete i 1286. Eriks eneste ægte barn af ægteskabet var Margrete, som nu stod til at skulle arve den skotske trone, hvad Skotlands regering gav samtykke til i november 1289. Samtidig planlagde den engelske kong [[Edvard 1. af England|Edvard I.]] et ægteskab mellem sin søn og tronfølger [[prins]] Edvard II. og Margrete, såsåledes at England kunne sikre sig herredømme over Skotland. Ægtepagten mellem Edvard og Margrete blev beseglet i juli 1290. Den syvårige Margrete, der nu var Dronning af Skotland, skulle rejse til sit nye kongerige i efteråret samme år, men døde undervejs på rejsen, på Orkneyøerne.<ref name=SNL-M/>

Efter Margretes død forsøgte Erik via juridiske argumenter at påberåbe sig retten til den skotske trone, dog uden held. Tronen blev tildelt [[John Balliol]] i 1292. Erik måtte affinde sig med finansielle erstatninger i form af den medgift, der fulgte med ægteskabet med Isabel Bruce, samt andre erstatningsforanstaltninger.<ref name=Helle/> Edvard I. var dommer i denne sag, og da han heller ikke støttede Norges krav på den skotske trone, kompliceredes forholdet mellem Norge og England som følge heraf. Hidtil havde fredsslutningen fra 1269 dannet grundlag for den engelskvenlige udenrigspolitik, Norge førte. Det var således et brud med denne politik, da Norges regering, med [[Audun Hugleiksson]] som talsmand, indgik en [[alliance]] med Englands ærkefjende [[Frankrig]] – en aftale der blev underskrevet i [[Paris]] i [[efterår]]et 1295. Audun lovede kong [[Filip 4. den Smukke|Filip den Smukke]] at Norge ville stille militær støtte til Frankrigs krig mod England i et omfang, der reelt ikke var muligt, til gengæld for 30.000 pund Sterling, af hvilke Audun fik de 6.000 pund med sig som forskud. Den modydelse Frankrig påtog sig var at læggeyde politisk pres på Skotlands konge for at genoptage betalingerne af de skyldte penge. Denne alliance havde ingen afgørende virkning på det norsk-engelske forhold, omend nationerne ikke længere var så tæt forbundne som tidligere. Norge kom heller aldrig til at yde den lovede militære bistand, da den fransk-engelske krig tabte i intensitet, og endte med en [[våbenstilstand]] i 1297.

På trods af omfangsrigt [[kilde (historievidenskab)|kildemateriale]] findes der næsten ingen [[dokumentation]] for Eriks egne politiske mål. Han blev kronet til konge som 12-årig. To år senere blev han far, og han blev enkemand i 1283, som 15-årig. Samme år styrtede han fra hestenhest og var herefter delvist [[handicap]]pet; hans [[helbred]] har i hvert fald holdt ham væk fra den politiske [[Scene (branche)|scene]] i længere perioder. Tillige var hans opvækst præget af en afhængighed af andre, i særdeleshed det "Kongelige Råd". Hans intellektuelle evner rakte heller ikke til at udstikke en selvstændig politisk linje for Rådet at følge; under Eriks regeringstid var det overvejende adelsmændende i Rådet, navnlig Audun Hugleiksson og Bjarne Erlingsson, der reelt styrede Norges udenrigspolitik.<ref name=Bjørgo>Bjørgo i ''Norsk Biografisk Leksikon''.</ref> Ikke desto mindre lagde Rådet vægt på ikke at handle i eget navn, men derimod altid at handle i kong Eriks navn. Dette kom særligt tydeligt til udtryk da [[Lodin Lepp]] blev sendt til [[Island]] i 1281 for at indføre lovsamlingen [[Jónsbók]]. Islændingene ønskede nogle ændringer i lovteksten, som Lodin Lepp kunne afvise med henvisning til at handle i kraft af kongens eneret til at udstedeudstikke love. Den lovgivende ret, [[Altinget]] hidtil havde haft, blev for al fremtid sat ud af kraft. [[Ting (folkeforsamling)|Tingsteder]] skulle således fortsat eksistere, men kun tjene til at håndhæve de allerede bestemte love over for befolkningen. Kongen udstedte love med bistand fra det Kongelige Råd („''med gode menns råd''“). Den sidste Tingforsamling fandt sted i 1302, hvor en ny Tronfølgelov blev vedtaget.<ref name=Helle/>

Det var under Erik Præstehaders regeringstid, at [[Norges rigsvåben|det norske rigsvåben]] blev udformet; [[løve]]n i [[motiv]]et stammer fra tidligere, men det var Erik der gav den [[Krone (hovedbeklædning)|kronen]] på hovedet og [[økse]]n i for[[pote]]rne., Detder skulle [[symbol]]isere Olav den Helliges helgendom.<ref name=SNL-E/>

DaEftersom han ikke fik nogen søn, blev Erik fulgtefterfulgt af sin yngre broder, [[Håkon 5. Magnusson]]. Erik blev begravet i [[katedral]]en i [[Bergen]], der blev ødelagt i [[1531]]. Stedet, der ligger i det nuværende [[Bergenhus festning]], er markeret som mindeplads.<ref name=SNL-E>[http://www.snl.no/Eirik_Magnusson ''Eirik Magnusson'' (Store norske leksikon)] {{no sprog}}</ref><ref name=mynt>[http://www.dokpro.uio.no/umk/myntherr/em.html ''Eirik Magnusson 1280-1299'' (Eirik Magnussons mynthistorie)]{{no sprog}}</ref>