Kolonialisme: Forskelle mellem versioner

'''Kolonialisme''' (afledt af latin: ''colonia'' i betydningen landbrug og nybygger) er en udvidelsestørre afeller mindre befolkningsgruppes udvandring fra et [[stat|landsland]] [[suverænitet]]og overdannelsen af en bosættelse på et [[territorium (suverænitet)|territorier]] udenforuden for landets egne grænser vedi etableringform af en [[koloni]]. Kolonialisme kan opfattes som en form for [[imperialisme]]. Kolonialisme kan desuden referere til den [[ideologi|tankegang]], der legitimererforsvarer og promovererfremmer dettedenne systemhandlingsmåde.

# ''udvandringskolonier'', hvor folk af økonomiske, religiøse, politiske eller overbefolkningsmæssige årsager udvandrer og opretter egne kolonier, (disse kendes såvel fra klassisk oldtid som senere);
# ''straffe- eller landetdeportationskolonier'', hvor moderlandet anvender tvangsforvisning til en koloni som straffemetode af forbrydere og andre uønskede folkeindslag (eksempelvis blev [[Amerika]] af [[Frankrig]] og [[Australien]] af [[England]] blev anvendt som ''straffekolonier''. Som eksempler på engelske udvandringsområder kan tilføjes [[Australien]], [[New Zealand]], [[Sydafrika]], Amerika, [[Canada]]). Kendetegnende for udvandringserne er, at de som regel sker til egne, hvis klimatiske forhold ikke afviger så meget fra hjemlandets, det vil sige, at den udvandrede befolkning har gode muligheder for at akklimatisere sig. Nybyggerne vil som regel i en eller anden form medbringe deres hjemlands sædvaner og levevis og tilpasse disse de nye, stedlige forhold. De fleste udvandrerkolonier begyndte med landbrug som den bærende næringsvej men udvikler senere et mere sammensat næringsliv med vareforædling (industri) og handel, lige som det stedlige embedsvæsen med tiden udvikles. Derved forberedes udvandrerkolonien til det tidspunkt, hvor det har udviklet sig til et velfungerende, hjemme- eller selvstyrende samfund, rede til at tage skridtet til fuld selvstændighed, enten helt frigjort fra moderlandet eller i en meget løs forbindelse med dette. Skillet mellem udvandringskolonier og straffekolonier er svært at fastsætte, idet samme områder som regel har været taget i brug til begge formål.;

# ''handelskolonier'', hvor (fortrinsvis europæiske) stater oprettede støttepunkter for deres fjernhandel i [[Latinamerika]], [[Afrika]] og [[Asien]]. Sådanne(sådanne handelskolonier havde karakter af små støttepunkter for søfart og handel, undertiden med tiden i tilknytning til virksomhed i baglandet, eksempelvis i form af plantagedrift eller med udvinding af stedlige råstoffer fra jorden.);

# ''plantagekolonier'' var sådanne, hvor (fortrinsvis) "hvide" ejede jorden men lod den dyrke ved fremmed arbejdskraft i form af plantager (sukkerplantager, tobaksplantager og lignende) og ved hjælp af underkuet arbejdskraft, enten den stedlige befolkning eller ved indførsel af en sådan udefra. Sidstnævnte(sidstnævnte kendes især fra kolonierne i [[Latinamerika]] og det sydlige [[Nordamerika]], hvor en betydelig indførsel og udnyttelse af negerslaver fandt sted). En lignende form er ''bjergværkskolonier'', hvor formålet er råstofudvinding ved minedrift eller lignende;

Allerede hos oldtidsfolkene var anlæggelsen af kolonier meget almindelig. Hos [[Fønikien|fønikerne]] var det især handelspolitiske hensyn, som førte dertil, og vi finder derfor fønikiske kolonier rundt om på middelhavets kyster. Disse kolonier, af hvilke den betydeligste var [[Karthago]], var i politisk henseende ganske uafhængige af moderlandet.

Også grækerne begyndte meget tidligt at anlægge kolonier. Allerede i en forhistorisk tid medførte de urolige forhold i Grækenland en stærk udvandring, navnlig til [[Lilleasien]], hvor en talrig mængde kolonier anlagdes. Fra 8. århundrede tiltog kolonianlæggene yderligere, dels fra selve Grækenland, dels fra de tidligere anlagte kolonier i [[Lilleasien]]. Nye kolonier anlagdes nu dels langs kysten af [[Sortehavet]], dels på [[Sicilien]] og i [[Syditalien]], ja endog i [[Gallien]] (Massilia) og Spanien. Formålet var ikke alene at få handelsfaktorier i fjerne lande, men hyppig tillige at skaffe afløb for hjemlandets alt for stærkt voksende befolkning og en deraf følgende mangel på dyrkningsbar jord i hjemlandet. Grækernes medfødte lyst til eventyr, undertiden også partistridigheder i hjemmet eller fremmede fjenders indfald, kunde også have deres betydning. De græske kolonianlæg ophørte for største delen i 6. århundrede; dog anlagde [[Athen]] endnu i 5. århundrede enkelte kolonier, men nærmest med det formål at udvide sin politiske indflydelse. For de græske kolonier i egentlig forstand (græsk: ''apoikier'') gælder den almindelige regel, at de i politisk henseende udgjorde ganske selvstændige stater, hvis borgere ved udvandringen opgav deres borgerret i moderstaden. Dog vedblev der sædvanligvis at bestå et pietetsforhold mellem koloni og moderstad; men der haves rigtignok også eksempler på et vedvarende spændt forhold mellem dem. Det havde naturligvis også sin betydning, om kolonien var anlagt ved en statsforanstaltning efter en folkebeslutning, eller dens anlæggelse skyldtes misfornøjede borgeres udvandring fra hjemlandet. En særlig form af kolonier, de såkaldte ''kleruchier'', som især anlagdes af Athen, udmærkede sig ved, at kolonisterne beholdt deres borgerret i hjemmet og ikke dannede nogen ny stat. De havde væsentlig politisk eller militær betydning.

I [[Romerriget]] finder man ikke kolonier i klassisk forstand. Hvad romerne forstod ved en koloni, var omtrent det samme som grækernes kleruchier. Da romerne efterhånden erobrede Italien, lagde de hyppigt garnisoner, dels af romerske borgere, dels af latinere, i de erobrede byer. De således udsendte soldater fik anvist jordlodder midt iblandt den indfødte befolkning, men beholdt deres tidligere politiske stilling som romerske borgere. Foruden at få aflastet sit befolkningsoverskud var Romerriget samtidig imperialistisk, og garnisonsbyerne var på een gang forposter i handelen med omverdenen og forsvarere af det opbyggede imperium. Med tiden anlagdes sådanne kolonier også uden for Italien; i Tyskland er navnlig mange byer blevne til på grundlag af romerske kolonier. Dog anlagde romerne også undertiden kolonier alene med det formål at skaffe ubemidlede borgere underhold. For sådanne kolonier virkede allerede [[Gajus Gracchus]], og efter borgerkrigene uddelte de sejrrige feltherrer (således [[Sulla]] og [[Julius Cæsar|Cæsar]]) jord til deres veteraner som kolonister.

=== KorsfarerstaterneMiddelalderen ===