Lydighedsnægtelse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
No edit summary |
||
Linje 3:
Lydighedspligten foreligger kun, såfremt den givne ordre er både ''lovlig'' og ''tjenstlig''. En ordre, som indebærer overtrædelse af en lov behøver man således ikke overholde, men en beordring vil sammen med [[nødværge]] kunne lempe en efterfølgende straf. En ordre, som åbenlyst ikke er tjenstlig – eksempelvis krav om, at man skal slå chefens græsplæne – skal heller ikke adlydes.
Hvis en undergiven får en ordre, som den pågældende anser for at være ulovlig eller ikke tjenstlig, kan den pågældende – efter omstændighederne – gøre indsigelse til dén der har givet ordren, klage til en overordnet eller om fornødent nægte at adlyde ordren. Da manglende lovlighed kan være et fortolkningsspørgsmål, er hovedreglen, at en ordre, som efter indsigelse gentages, skal adlydes. Men nogen gange kan ordren tilsidesættes.
Lydighedsnægtelse vil kunne have ansættelsesretlige konsekvenser og i militæret tillige udløse straf efter [[militær straffelov]]s § 11, som behandles af en militær [[auditør]]. Planlægger flere soldater eller civile besætningsmedlemmer sammen lydighedsnægtelse, foreligger der [[mytteri]].
| |||