Niels Trolle: Forskelle mellem versioner

Efter flere gange at have været befuldmægtiget for [[adel]]en på [[stændermøde]]r, blev han i [[1638]] blevet valgt til [[landkommissær]] i Sjælland, og i [[1639]] blev han medlem af [[Admiralitetsretten]] på [[Bremerholm]]. Ved [[Torstenssonkrigen]]s udbrud i [[1643]] blev han [[Kommissær|generalproviantkommissær]], men i foråret [[1645]] tilbød kongen ham en langt større stilling, nemlig som [[rigsviceadmiral]]. Han ville dog først ikke modtage denne stilling, idet han med megen grund ''"prætenderede sin Uforfarenhed udi slig en høj Office"'', for han havde praktisk taget aldrig tidligere haft med søvæsenet at gøre, men til sidst gav han alligevel efter og overtog stillingen omkring 1. juni; samtidig blev han medlem af [[Rigsrådet]].

Han kom dog ikke til at spille nogen større rolle som flådefører; i juni fik han vel ordre om at søge at undsætte [[Bornholm]], men allerede før ordrens udstedelse var øen faldet i fjendernes hånd. Desuden var flåden i slet tilstand, og hans virksomhed kom til at indskrænke sig til at holde den inden for [[Københavns Havn]]. Han så med stor bitterhed på [[Nederlandene]]s optræden. I august sluttedes [[Freden i Brømsebro|Brømsebrofreden]], og i september deltog han i [[ratifikation]]ernes udveksling i [[Markaryd]], hvorpå flåden blev aftaklet. Krigsbegivenhederne fik dog for hans vedkommende et efterspil, idet Christian IV blev meget forbitret på ham for hans holdning under processen for [[herredag]]en i [[1646]] mod hans svigerfar Holger Rosenkrantz i anledning af Bornholms overgivelse.

[[1647]] var han medlem af en kommission til at undersøge finansernes tilstand, i august [[1648]] fulgte han [[Frederik III]] til [[hylding]]en på [[Akershus slot|Akershus]] og modtog samme år [[ridderslagElefantordenen|ridderslaget]]et af kongen. I februar [[1650]] var han end videre medlem af en kommission til at give betænkning om søstatensøetaten, men i januar [[1651]] fik han sin afsked som rigsviceadmiral på grund af svagelighed. Han hørte nu til [[Hannibal Sehested]]s og [[CorfitsCorfitz UlfeldUlfeldt]]s modstandere, og efter den sidstes fald fik han i juli [[1651]] sæde i den revisionskommission, der skulle undersøge leverancerne til holmen[[Holmen]]. I [[1655]] blev han medlem af det nyoprettede [[Admiralitetet|Admiralitet]].

En langt vigtigere virksomhed var ham dog endnu forbeholdt, idet han, der allerede havde været stærkt på tale som tilkommende statholder i Norge [[1651]] efter [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehesteds]] fald, i [[1656]] efter [[Gregers Krabbe]]s død udnævntes dertil og samtidig fik [[Akershus Len]] i stedet for Roskilde. Rimeligvis har han dog ikke heller her været den rette mand til pladsen; i alt fald angreb senere generalløjtnant [[Jørgen Bielke]] ham stærkt for hans modløshed og uvirksomhed under den [[Anden Karl Gustav-krig|anden krig med Sverige]] [[1658]]-[[1660|60]]; ikke mindre lader J.Jørgen Bielke det gå ud over hans hustru. I 1660 var han tilstede ved det store stændermøde i København; han regnedes da for en af de rigsråder, der var mest forbitrede over kongens planer; i dagene omkring [[10. oktober]] tillagdes der ham den ytring: ''"Er det saaledes ment, at vi paa denne Maade skulle miste vor Frihed?"'', mens der på den anden side gik rygter om, at han var blevet pryglet af en københavnsk borger. Som sine fæller bøjede han sig dog, var rigsrådets og vel også adelens ordfører ved arveerklæringens overdragelse [[13. oktober]], og ved arvehyldingen [[18. oktober]] bar han rigssværdet; [[7. november]] aflagde han den nye rådsed. Samtidig havde han også haft personlige fortrædeligheder i anledning af oberst [[Jørgen Løvenklaus]]' angreb på ham; i oktober var det kommet til heftige sammenstød mellem dem ved forhørene for en i den anledning nedsat kongelig kommission. I marts [[1661]] fik han dog den oprejsning, at [[højesteretHøjesteret]] frikendte ham for alle Løvenklaus' beskyldninger og dømte hans modstander til at lide som en løgner; han havde dog beklaget sig over, at han skulle dømmes af en domstol, hvori der sad andre end hans lige.