Kolonialisme: Forskelle mellem versioner

I 1800-tallet ændrede kolonialismen på ny karakter: liberalismen vandt frem på bekostning af merkantilismen og dermed en legitimering af den frie kamp om markeder og områder. Samtidig fremkom [[geopolitik]]ken og opfattelsen af staten som en organisme, hvis trivsel beroede på de enkelte dele af statshelheden, her under kolonierne. Man blev i stigende grad bevidst om den betydning, som kolonierne havde både som forsynere af de fornødne råvarer (og dermed forsyningssikkerhed for staten) og som aftagere af industriens produkter (og dermed markedssikkerhed for industrien og producenterne). Dertil kom en voksende overbevisning om, at besiddelser spillede en afgørende rolle for den indflydelse, som den enkelte stat kunne udøve i international politik. Følgen blev et kapløb mellem de enkelte stater om at lægge beslag på flest og størst mulige områder. Karakteristisk for tiden blev udtrykket "[[interessesfære]]r", hvor stater mente sig at have ret til i visse områder at udøve afgørende indflydelse på forholdene uden indblanding fra andre staters side. Den rolle, man tillagde kolonierne som grundlag for en stats styrke, kan ses af udfaldet af [[1. verdenskrig]]: de tabende stater - især Tyskland og Tyrkiet - måtte afstå deres kolonier og besiddelser, og disse områder blev i stedet overdraget de vindende stater som "[[mandat]]er" under [[Folkeforbundet]]. Fremmende for denne udvikling var tillige en [[racisme|racetænkning]], der anså den europide race som mere eller mindre selvskreven til at herske over andre racer.

 

 

I slutningen af det 19. århundrede satte England sin kraft ind på erhvervelser i Afrika, navnlig i [[Sydafrika]], hvor det sikrede sig herredømme mod nord indtil [[Tanganyika]]-søens sydspids, i [[Østafrika]] og på Guinea-kysten, foruden at [[Ægypten]] faktisk var en engelsk besiddelse. I samme tidsrum begyndte endnu et par magter at optræde som kolonialmagter, således Tyskland (fra [[1884]]) med besættelsen af [[Togo]], [[Cameroun]], [[Tysk Sydvestafrika|Sydvestafrika]], [[Østafrika]], [[Kaiser Wilhelmsland]] på Ny-Guinea, Bismarck's Archipel, [[Salomon-øerne]], [[Marshall-øerne]] og [[Carolinerne]]; alle disse besiddelser mistede Tyskland dog atter under 1. verdenskrig [[1914]]—1918. Endvidere [[Italien]], der foruden [[Eritrea]] (Massaua) ved det [[Røde Hav]] efter 1. verdenskrig gjorde fordring på protektoratet over [[Somalia]]-kysten, mens det har måttet opgive det daværende [[Abessinien]], hvorimod det i [[1911]] erhvervede [[Libyen]] ([[Tripolis]]) fra [[Tyrkiet]]. Endelig evnede [[USA]] efter krigen med Spanien [[1898]] at erhverve sig [[Puerto Rico]], [[Cuba]], [[Filippinerne]] samt [[Hawaii]] med flere andre øer i det stille ocean; i [[1916]] købte det [[Dansk Vestindien]]. En særegen stilling som kolonialmagt (i betydningen koloniserende magt) indtog [[Rusland]], idet denne stats ikke-europæiske besiddelser, nemlig [[Sibirien]], [[Turan]] og [[Kaukasien]], var landfaste med moderlandet og derfor meget inderligere forbundne med dette end de øvrige staters oversøiske besiddelser.