Eksistentialisme er en forholdsvis moderne tankegang, der af mange anses for at være grundlagt af den danske [[teolog]] og [[filosof]] [[Søren Kierkegaard]] ([[1813]]-[[1855]]), men den slår først igennem som egentlig filosofisk retning i tiden mellem de to verdenskrige og i efterkrigsårene. Den moderne eksistentialisme grundlægges af den franske filosof, [[digter]] og forfatter [[Jean-Paul Sartre]] ([[1905]]-[[1980]]).
Som strømning har eksistentialismen haft stor indflydelse på det [[20. århundrede]]. Denne nye tilgang til mennesket og dets forhold til omverdenen har påvirket både litteratur, videnskab og filosofi. Mødet mellem [[Husserl]]s strengemetodefikserede fænomenologi og den vilde eksistentialisme har fx affødt den [[Eksistentiel_fænomenologi|eksistentielle fænomenologi]], som både [[Sartre]], [[Heidegger]] og [[Merleau-Ponty]] har bidraget til udviklingen af.<ref name="Fænomenologiens udvikling">[http://www.livsverden.dk/emnesider/introduktion-eksistentiel-faenomenologi/skriftserie-om-eksistentiel-faenomenologi/#1 Feilberg, C. (2012, s. 67f). Eksistentiel fænomenologi - betegnelsen, stilen og begrebet. In: K. D. Keller (red.), ''Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi'', s. 45-75. Aalborg Universitetsforlag.]</ref> Mange af [[postmodernisme]]ns træk, som fx fornægtelsen af universelle sandheder, er også grundlæggende eksistentialistiske begreber. Eksistentialisme er en udpræget [[individualisme|individualistisk]] filosofi, som sætter subjektet (mennesket) i centrum. I modsætning til tidlige tiders samfundsfilosofier, som tager udgangspunkt i fællesskabet og selvopofrelsen for dette, handler eksistentialisme om, at enhver må træffe sine egne valg og nå til sin egen erkendelse.
