Homer: Forskelle mellem versioner

Da [[Konstantinopel]] blev erobret af [[Tyrkiet|tyrkerne]] i [[1453]], flygtede mange lærde til Vesten, medbringende bøger og dokumenter. Disse [[eksil]]-grækere, under beskyttelse af [[Medici]]-familien, slog sig for en stor del ned i [[Firenze]], der blev et centrum for [[renæssance]]ns fremvækst. Nylæsningen af de græske klassikere fik afgørende betydning i den proces. Den første bog trykt med græske typer udkom i [[Brescia]] i [[1474]]. Det drejede sig om en [[parodi]] på Homer, ''Batrakhomyomakhien'' (= Krigen mellem [[frøfrøer]]er og [[mus]]), efter alt at dømme for at bruges i græskundervisningen. Først fjorten år senere, i [[1488]], udkom en førsteudgave i Firenze. Eksil-grækeren Demetrios Khalkondyles havde samlet ''Iliaden'', ''Odysseen'', ''Batrakhomyomakhien'', samt de homeriske hymner. Da man i løbet af [[1500-tallet]] for alvor begyndte at læse Homer i Vest-Europa, syntes det dog klart, at han kom til kort overfor sin efterfølger, [[Romerriget|romeren]] [[Vergil]]. I sine syv berømte bøger om digtning, ''Poetices libri septem'' fra [[1561]], kritiserer Julius Cæsar Scaliger <ref>[http://www.newadvent.org/cathen/13506a.htm CATHOLIC ENCYCLOPEDIA: Julius Caesar Scaliger<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Homer for hans historiers umoral. Guderne hengiver sig til [[incest]] og [[hor]], og inkonsekvenserne får digtene til at virke nærmest fjollede: Fx må [[solgud]]en, som "alting kan se og alting kan høre", ''fortælles'', at Odyssevs' mænd har stjålet hans okser. Og hvilken hensigt har det at omtale Akilles som "rapfodet", når han sidder opløst i gråd? <ref>Jon Haarberg: "Brennende kjærlighet", ''Antikken i ettertiden'' (s. 80-4), Universitetsforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-15-01482-1</ref>