P.A. Alberti: Forskelle mellem versioner

For at styrke sin politiske stilling oprettede han 1892 et dagblad, ''[[Dannebrog (avis)|Dannebrog]],'' der blev et organ for [[Det Moderate Venstre]]. I Folketinget sluttede han sig straks til denne gruppe og var med at forberede det politiske forlig med [[Højre (1881)|Højre]], men trak sig i sidste øjeblik svigefuldt tilbage, da vedtagelsen forestod april [[1894]], og rettede i de følgende endog skarpe angreb på gruppens leder [[Frede Bojsen]]. I [[1895]] var han med til at danne [[Venstrereformpartiet]] og blev én af dets førere. Han blev medlem af [[Finansudvalget]] samt andre vigtige udvalg og fik derigennem stor indflydelse på lovgivningen. Han støttede [[regeringen Reedtz-Thott]], tog ivrig del i arbejdet for de ny skattelove og for [[tiende]]ns afløsning, og var [[1900]] hovedophavsmanden til, at [[Andreas Peschcke Køedt]]s liberale toldlovforslag strandede, da det ellers syntes sejren nær.

 

[[Fil:Peter Adler Alberti by Budtz Müller & Co.jpg|thumb|left|200px|Peter Adler Alberti]]

Allerede inden [[Systemskiftet]] havde Alberti aftalt med [[J.C. Christensen]] og [[Christopher Friedenreich Hage (1848-1930)|Christopher Hage]], at de skulle indtræde som ministre i den første Venstreregering. Det skete så i [[1901]]; han blev justitsminister i [[Regeringen Deuntzer|den nye regering]] og forblev i denne stilling [[1905]] ved [[Regeringen J.C. Christensen|Venstreministeriets]] omdannelse. Han modsatte sig ikke Hørups indtræden i regeringen.

Han knyttede særlig sit navn til udviklingen af [[Island]]s statsretlige selvstændighed [[1903]], til loven om forbrydersker og forsømte børn og tillægget til [[Straffeloven]] (den såkaldte pryglelov) [[1905]], samt til den såkaldte Oktoberlov om afskaffelsen af den offentlige [[prostitution]] 1906, endvidere til lovene om bekæmpelse af [[tuberkulose]]n 1905. Ligeledes tog han virksom del i arbejdet for [[retspleje]]ns omordning med offentlighed, mundtlighed og [[nævning]]er. Han huskes måske især for indførelsen af [[pryglestraf]] for volds- og [[seksualforbrydelse]]r i [[1905]]. Mænd mellem 15 og 55 år, som havde øvet [[voldtægt]] eller vold mod [[sagesløs]]e, eller havde været utérlige mod små piger, skulle straffes med indtil 27 slag på "sædet" med en stok. Pryglestraffen blev igen ophævet i [[1911]]. Især denne lov cementerede Albertis ry som regeringens mest konservative medlem.

 

 

Efterhånden blev han udsat for stærk kritik for at misbruge sin myndighed til at skaffe sig personlige fordele. [[1907]]-[[1908|08]] rejste [[Frederik Borgbjerg]] og [[L.V. Birck]] i [[Rigsdagen]] gentagne klager over hans forvaltning med nærgående beskyldninger for, at han misbrugte sin myndighed til at skaffe sig personlige fordele, men han tilbageviste dem med stor snilde, skønt de i virkeligheden var vel begrundede. Dog svækkedes derved hans stilling som minister, og hans embedsfæller ønskede hans afgang.