Velfærdsmodel: Forskelle mellem versioner

Den [[liberal]]e eller residuale velfærdsmodel, der benyttes i de [[angelsakser|angelsaksiske]] lande, er karakteriseret ved forholdsvis lave skattesatser. Dermed kommer der begrænsede og lave [[overførselsindkomst]]er og især middelklassen bliver som følge heraf bundet tæt til markedet. Ideen er, at man kun får støtte, hvis man virkelig har brug for det, og således er de fattigste og svageste, der får velfærdsydelserne. Ved brug af denne velfærdsmodel sikrer staten således en minimumslevestandard for befolkningen, men der skabes samtidig et betydeligt forskel mellem rig og fattig.

 

Den selektive velfærdsmodel eller socialforsikringsmodellen sikrer borgernes velfærd gennem obligatoriske [[socialforsikring]]sordninger fra [[arbejdsmarked]]et. Da fokus er på samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og staten betegnes den også som den [[korporativ]]e model. Den centraleuropæiske velfærdsmodel fokuserer på fællesskabet. Ydelserne er bestemt af borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet over tid, og det er vigtigt at nævne, at modellen bibeholder den konventionelle familietype med hjemmegående husmor og (ene)forsørgende husbond{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Ældre- og børneomsorg bliver varetaget af gejstlige institutioner, og [[staten]]s [[subsidiaritetsprincip]] gælder kun, når familien ikke længere er i stand til at opretholde en tilværelse. Individets primære fællesskab er familien. Som tidligere nævnt er denne model kendetegnende for mange centraleuropæiske lande, herunder [[Tyskland]], [[Frankrig]] og [[Østrig]], hvorfor den også bliver kaldt den kontinentale model.