Ortodokse kirke: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Autokefale kirker: sprogret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Kort historie: småret |
||
Linje 11:
== Kort historie ==
I årene der fulgte Kristus spredte apostlene kirken og dens lære og grundlagde mange kirker i mange lande. Disse lokale kirker omfattede patriarkaterne i [[Alexandria]], [[Antiokia]], [[Jerusalem]], [[Rom]] og [[Konstantinopel]]. Senere blev kirkerne i Sinai, Rusland, Grækenland, Serbien, Bulgarien, Rumænien og mange andre grundlagt. ▼
▲I årene, der fulgte efter Kristus, spredte apostlene kirken og dens lære og grundlagde mange kirker i mange lande. Disse lokale kirker omfattede patriarkaterne i [[Alexandria]], [[Antiokia]], [[Jerusalem]], [[Rom]] og [[Konstantinopel]]. Senere blev kirkerne i Sinai, Rusland, Grækenland, Serbien, Bulgarien, Rumænien og mange andre grundlagt.
I år 320 blev [[Romerriget]]s hovedstad flyttet fra Rom til Konstantinopel af kejser [[Konstantin den Store|Konstantin I]]. Som følge heraf skete mange af de vigtigste begivenheder i kirkens historie i den region. Alle kirkemøder blev holdt i eller nær Konstantinopel. Missionærer fra Konstantinopel omvendte slaverne og andre folkeslag i Østeuropa og oversatte bibelen og liturgiske tekster til lokale sprog.▼
▲I år 320 blev [[Romerriget]]s hovedstad flyttet fra Rom til Konstantinopel af kejser [[Konstantin den Store|Konstantin I]]. Som følge heraf skete mange af de vigtigste begivenheder i kirkens historie i den region. Alle kirkemøder blev holdt i eller nær Konstantinopel. Missionærer fra Konstantinopel omvendte slaverne og andre folkeslag i Østeuropa og oversatte
Den orientalske kristenhed brød med øst og vest ved [[konciliet i Chalcedon]] år [[451]], i spørgsmålet om Kristi naturer. Den [[Romersk-katolske kirke]] i [[Rom]] brød med de øvrige [[patriarkat]]er og gik sin egen vej ved [[Det store skisma 1054]], en begivenhed som modsat koncilieschismen år 451 var vokset frem gradvis. ▼
▲Den orientalske kristenhed brød med øst og vest ved [[konciliet i Chalcedon]] år [[451]], i spørgsmålet om Kristi
I det romerske patriarkat blev biskoppen af Rom paven som [[apostlen Peter]]s efterfølger opfattet som overhoved for den universelle kirke ved guddommelig vilje, men i øst betragtede man alene paven som første blandt ligemænd (patriarkerne). Denne forskel voksede sig til en afgørende konflikt, som først og fremmest kom til udtryk i en uenighed omkring trosbekendelsen. I Vesten blev det almindeligt at tilføje et element (kaldet ”[[Filioque]]”), hvilket man afviste i øst. Det kulminerede i at de to sider i 1054 gensidigt fordømte hinanden. Ødelæggelsen af Konstantinopel som følge af det 4. [[korstog]] i 1204 uddybede de fjendtlige følelser, og forsøg på forsoning i de følgende århundreder mislykkedes. Først efter [[det andet Vatikankoncil]] i 1962-65 er dialogen blevet taget op igen.
| |||