|
==Historie==
I antikken tænkte man sig, at helbredet afhang af balance mellem de fire kropsvæsker: [[Hjerte (organ)|hjertets]] [[blod]], [[hjerne]]ns [[slim]], [[lever]]ens gule galde og [[milt]]ens sorte galde. Der findes ingen sort galde, men den blev alligevel beskrevet som «så tyk og klæbrig», at lægerne havde besvær med at tappe den. Den udsondrede sorte dampe, som steg op i hjernen og formørkede tankerne. Patienten blev bogstavelig talt en sortseer. Denne teori om menneskets helbred holdt sig levende langt ind i 1700-tallet. <ref>Karin Johannisson: ''Melankolske rom'' (s. 31), forlaget Cappelen Damm, OsloOsne, 2010nedtrykte, ISBNsøvnløse...forbander livet og ønsker sig døde...Den ene tror han er en [[spurv]], en hane eller en krukke af [[ler]]," mens andre "tror, de er et sennepsfrø, og ryster af skræk for, at blive plukket op af en høne; andre nægter at lade vandet, af skræk for at skabe oversvømmelse." 978-82-02-32188-8</ref>Karin Johannisson: ''Melankolske rom'' (s. 31-2ahahaha abdul han er gavmild han vil bolle dig :D <333333333
"Hvorfor er alle fremtrædende mænd melankolikere?" spurgte [[Aristoteles]] og knyttede skarpsindighed til nedtrykthed. [[Platon]] kobler i ''Faidros'' melankoli til en guddommelig inspiration, ''mania''. Melankolikeren kunne veksle mellem lys og mørke, hvad vi i dag kalder [[bipolar affektiv lidelse|bipolaritet]]. Den græske lærer Aretaeus skrev på 100-tallet e. Kr., at melankolikerne er "gnavne, nedtrykte, søvnløse...forbander livet og ønsker sig døde...Den ene tror han er en [[spurv]], en hane eller en krukke af [[ler]]," mens andre "tror, de er et sennepsfrø, og ryster af skræk for, at blive plukket op af en høne; andre nægter at lade vandet, af skræk for at skabe oversvømmelse." <ref>Karin Johannisson: ''Melankolske rom'' (s. 31-2)</ref>
==Henvisninger==
|
