Vesttyskland: Forskelle mellem versioner

'''Vesttyskland''' var i [[Det delte Tyskland|perioden 1949-1990]] den uofficielle betegnelse for [[Forbundsrepublikken Tyskland]] (BRD),. hvori(I 1990 blev [[DDR|de hidtidige østtyske delstater]] [[3. oktober]] [[1990]] blev indlemmet).

Forbundsrepublikken Tyskland blev stiftet [[23. maj]] [[1949]] med et territorium, der omfattedeaf de [[USA|amerikanske]], [[Forenede Kongerige|britiske]] og [[Frankrig|franske]] [[Besættelseszoner i Tyskland efter anden verdenskrig|besættelseszoner]] efter [[2. verdenskrig]].

=== Allieret besættelse af det senerevestlige VesttysklandTyskland 1945-1949 ===

Ved [[Jaltakonferencen]] i februar 1945 var de tre største allierede nationer, [[Sovjetunionen]], [[Storbritannien]] og [[USA]], blevet enige om at opdele Tyskland i besættelseszoner efter krigen. Det lykkedes USA og Storbritanien at få forhandlet Frankrig med som den fjerde besættelsesmagt.

Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning i august 1945 enedes mande fire om en række fælles mål for styringen af de fire besættelseszoner. DisseDet indebar blandt andet ansatsen til en demokratisk udvikling. Det stod hurtigt klart, at Sovjetunionen ikke fortolkede potsdamtraktatens ordlyd på samme måde som de tre vestlige demokratiske lande.

Den stigende antagonisme mellem USA og Sovjetunionen gjorde sig efterhånden også gældende i aftalerne omkringom Tyskland. Uenigheden om Tysklands fremtid startedebegyndte med en mislykket konference i London i 1947, og det hele kulminerede den 20. juni 1948, da de franske, britiske og amerikanske besættelseszoner gennemførte en nødvendig møntveksling for at få den tyske økonomi i gang. Sovjetunionen nægtede at gennemføre detteden og forbød den nye møntenhed i deres zone. Fire dage senere blokerede Sovjetunionen for al trafik til [[Vestberlin]], som på trods af detsbydelens placering midt i den sovjetiske zone var under allieretvestallieret kontrol. PeriodenDet blev kendt som [[Blokaden af Berlin]], og den markeredeblev et foreløbigt lavpunkt mellem besættelsesmagterne.

Det var nu en realitet, at Tyskland ikke ville kunne forenes, så længe stormagterne ikke kunne enes om vilkårerne for en samling.

Den begyndende erkendelse af, at man Sovjetunionen ikke kunneville samarbejde med Sovjetunionen, kombineret med et ønske fra især Storbritannien om at blive fritaget for den enorme økonomiske byrde, det var at holde Vesttyskland besat, fik i marts 1948 Tysklands fire vestlige nabolande samt Storbritannien og USA til at indgå en aftale om en vesttysk statsdannelse. Også kendt som [[seksmagts-konferencen]].

Den 1. september 1948 mødtes så 65 delegerede fra de tre vesttyske besættelseszoner for at udfærdige en forfatning for den vestlige del af Tyskland. De vest-allierede havde med de såkaldte Frankfurter-dokumenter sat visse rammer for denne forfatning og den nye statsdannelse.

* Forfatningen skulle til afstemning i hver vesttysk delstat efter simpel flertal-princip. Hvis 2/3 af de vesttyske delstater havde stemt ja, var den godkendt.

* Udenrigspolitik, industri og besættelsesstyrkernes rettigheder skulle stadig væk styres af besættelseszonernes tre militærguvernører.

Den 12. maj var arbejdet med forfatningen færdigt, og den blev godkendt af de tre militærguvernørermilitærguvernørerne for hhv. den franske, britiske og amerikanske besættelseszone. Man havde i mellemtiden besluttet sig for [[Bonn]] somblev hovedstad, i skarp konkurrence med [[Kassel]] og [[Stuttgart]]. EfterfølgendeForfatningen røg forfatningenkom til afstemning i de vesttyske [[forbundsland]]e, hvor; kun Bayern stemte imod. Bayern havde dog accepteret, at hvis de som de eneste stemte imod, ville de alligevel tiltræde forfatningen. Den 24. maj 1949 trådte forfatningen i kraft, og [[forbundsrepublikken Tyskland]] var en realitet.

Det første valg til den lovgivende nationalforsamling i hovedstaden [[Bonn]] fandt sted den 14. august 1949 og gjorde det kristen-konservative [[CDU]]/[[CSU]] til det største parti, tæt efterfulgtfulgt af socialdemokraterne, [[SPD]]. Den 12. september blev [[Theodor Heuss]] fra [[FDP]] ved en [[Bundesversammlung]] valgt til den første præsident for den nye republik, en post som mest var af formel betydning. Den 15. september blev [[Konrad Adenauer]] fra [[CDU]] valgt til den første [[forbundskansler]], posten som landets de facto leder.

Adenauers politik som kansler var præget af et ønske om at skabe stabilitet og ro for den nye republik. Ønsket om at forene [[DDR]] med Vesttyskland trådte i baggrunden til fordel for en integration med vesten og en forsoning med tidligere fjender. Det gjaldt for Adenauer om at skabe tillid til Vesttyskland i verden, så mandet efterhånden kunne genvinde autonomi i det stadigvæk besatte land. Denne politik blev kritiseret skarpt af oppositionen, da mander frygtede, at en yderligere integration i vesten ville føre til større afstand til østen og Sovjetunionen, og dermed mindske muligheden for en genforening af Tyskland.

Adenauer ville med sin [[Hallstein-doktrin]] gøre Vesttyskland til den eneste legitime tyske stat, og manhan afbrød derforde diplomatiske forbindelser med alle lande, der anerkendte det socialistiske [[DDR]]. iI 1955 besøgte Adenauer dog DDR´s protektor,alligevel Sovjetunionen, og optog diplomatiske forbindelser med landet. Det lykkedes ved denne lejlighed Adenauer at skaffe de omkring 10.000 tilbageværende tyske krigsfanger hjem.

Rhin-tyskeren Konrad Adenauer kørte en meget fransk-venlig kurs. Det var blandt andet denne linje, der førte til oprettelsen af den vesteuropæiske [[Kul- og Stålunion]] i 1951. I 1952 blev manhan enigeenig med det nyoprettede [[Israel]] om en godtgørelse til ofrene for [[Holocaust]], og blev indledningen til accepten af Vesttyskland i det internationale statsforbund.

Denne accept førte til, at de vestlige magter accepterede en genbevæbning af de tyskere, der 10 år forinden havde bragt krig over det meste af Europa. Den tyske hær blev i 1955 genoprettet og Vesttyskland blev optaget i [[NATO]] ved samme lejlighed. Fra nu af var Vesttyskland en afvigtig de vigtigste staterstat i den nordatlantiske forsvarsalliance.

I 1957 blev det førhen af Frankrig besatte Saarland en del af Vesttyskland efter en folkeafstemning.

På grund af Adenauers mange udenrigspolitiske succeser og på grund af den stabilitet og store fremgang, der var blevet skabt i republikken de sidste otte år, kunne CDU ved forbundsvalget i 1957 notere sig en valgsejr så stor, at den gav dem majoritetflertal i parlamentet. Fremgangen skyldtes bl.a. finansminister [[Ludwig Erhard]]s dygtige evner, der ikke var uden betydning i forbindelse med det vesttyske økonomiske efterkrigsopsving, das [[Wirtschaftswunder]].

Efter at stadig flere østtyskere forlod den socialistiske stat DDR, besluttedebyggede manDDR i 1961 fra østtysk side at bygge [[Berlinmuren]]. Der var nu vandtætte skotter imellem de to tyske stater.

=== Kort intermezzo og kursvekselkursændring overforover for østblokken ===

Efter Adenauers afgang i 1963 var dettog den førhen så succesfuldeheldige finansminister [[Ludwig Erhard]] der tog over. I tre knap så vellykkede år forsøgte han fra 1963-1966 at videreføre Adenauers hårde udenrigspolitiske linje overforover for [[østblokken]].

I 1966 trådte Ludwig Erhard efter længere tids problemer af,tilbage og overlod posten til sin partikollega [[Kurt Georg Kiesinger]], der for første gang i forbundsrepublikkens historie kunne præsentere en såkaldt "stor koalition", bestående af de to største tyske partier, [[CDU]] og [[SPD]]. De næste tre år bragte nogen fremgang for tysk økonomi, og en ny mere forsonlig linje overforover for østblokken begyndte at give resultater.

I 1969 blev SPD for første gang i stand til at sætte sig på forbundskanslerposten. Under Willy Brandt iværksatte maniværksattes den såkaldte [[Østpolitik]], der bestræbte sig på at normalisere forholdet til østblokken, herunder især DDR. Under parolen "to tyske stater, en tysk nation", forsøgte manhan at opnå så normale forbindelser til den socialistiske stat som muligt.

Efter valutareformen 1948, hvor rationeringsmærker blev ophævet og [[D-mark]]en indført, indledteskom et kraftigt økonomisk opsving i Vesttyskland. Perioden 1948-1957 gårkaldes også under navnetdas [[Wirtschaftswunder]].: I denne tidvækstraten var vækstraten på omkring 7 procent% om året, og der var nærmest ingen arbejdsløshed. De enorme vækstrater stagnerede noget i løbet af 60´'erne, men økonomien havde på dette tidspunkt etableret sig som en af de største i verden. Selv i de kriseramte 70´1970'ere formåede den vesttyske økonomi at opretholde sin styrke, på trods af stigende arbejdsløshed og underskud, og i denne periode firdoblede D-marken firdoblede sin værdi i forhold til dollaren, samtidig med at den vesttyske eksport voksede med 150 procent. Især indenfor bil- og elektronikindustri blev Vesttyskland dominerende på verdensmarkedet.

Vesttyskland var en [[føderation]] af følgende delstater. Disse delstaterDe blev hovedsageligt dannet umiddelbart efter 2. verdenskrig af de franske, britiske og amerikanske besættelsesstyrker. Der blev i dannelsen af dem taget forskelligtvisse hensyn til historiske forhold. Eksempelvis var [[Baden-Württemberg]] indtil 1952 opdelt i de gamle kongeriger [[Baden]] og to dele af [[Württemberg]], men andre delstater blev oprettet ud fra besættelsesstyrkernes ønsker. Den forholdsvis lille by [[Bremen]] blev oprettet som uafhængig delstat udelukkende, fordi den var amerikansk besat enklave i en større britisk besat zone ([[Niedersachsen]]). Statsforvaltningen var decentraliseret: [[Bundestag|Forbundsdagen]] mødtes i [[Bonn]], Forfatningsdomstolen (''[[Bundesverfassungsgericht]]'') fandteslå i [[Karlsruhe]] og centralbanken (''[[Bundesbank]]'') fandtes i [[Frankfurt am Main]].