Højttaler: Forskelle mellem versioner

En '''højttaler''' (eller '''højtaler''') er en [[transducer]], som omsætter et vekslende signal af [[elektrisk energi]] til [[lyd]]. Højttaleren blev opfundet af danskeren [[Peter Laurids Jensen]] i [[1915]] i [[USA]].

 

[[Fil:Loudspeaker NOR.jpg|thumb|left|400px|Et tværsnit af en dynamisk højttaler. Magneten er det mørkegrå forneden lige under den vandret lysegrå topplade ('''''topplate''''') og over det lysegrå '''''polstykke'''''. F.eks. kan magnetnord være nedefter og bliver ledet af den lysegrå bundplade til centercylinderen. Over magneten er der en magnetisk lysegrå tyk topplade som leder magnetsyd til det runde hul i pladen, som er placeret yderst tæt på svingspolen (rødlig). Mellem centercylinderen og toppladen med hullet er magnetfeltet meget stærk vinkelret gennem svingspolen hele vejen rundt. Gabene mellem centercylinderen, svingspolen og toppladen med hul er korte - under en millimeter. Det er grunden til at det ydre ophæng ('''''ytre oppheng''''') og især centreringsskiven ('''''indre oppheng''''') er vigtige.]]

Siden [[H.C. Ørsted]] opdagede at [[elektrisk strøm]] og [[magnet]]er påvirker hinanden, i dag kendt som [[Laplaces lov]], som er et specialtilfælde af [[Lorentzkraft]]en, har andre opdaget, at man kan anvende denne vekselvirkning til at lave lyd med, ved f.eks. at lime ledningen (svingspolen) fast på en [[tragt]] af f.eks. langfibret [[pap]]. Et eksempel er den dynamiske højttaler.