Kristendommens indførelse i Norden: Forskelle mellem versioner

Religionsskiftet var ikke resultatet af en enkeltstående begivenhed eller handling,<ref name=sawyer101>Sawyer (1993), side 101.</ref><ref>Schwarz Lausten (1994), side 12.</ref><ref>McGuire (2008), side 92.</ref> men var en proces, der begyndte i det 8. århundrede med de første [[missionær]]er, der ankom til Danmark. Processen var i store træk først afsluttet omkring år 1300, hvorfor hele det nordiske samfund først fra dette tidspunkt var fuldt integreret i den kristne kultur.<ref name=mcguire>McGuire (2008)</ref>

Overgangen fra det før-kristne samfund til det kristne samfund medførte gennemgribende sociale, politiske og kulturelle forandringer af de nordiske samfund,<ref name=autogeneret1>Steinsland (2005), side 422.</ref> hvor kongemagtens rolle havde en central betydning for religionsskiftet.<ref name=warwind163>Warmind (1994), side 163.</ref>

På grund af den generelle kildemangel til store dele af perioden, anvendes islandske kilder ofte til at belyse de folkelige reaktioner til religionsskiftet, selvom samfundet i den [[Islandske fristat]] på det tidspunkt i høj grad adskilte sig fra det øvrige Norden.<ref name=warwind173>Warmind (1994), side 173.</ref>

Overgangen var også et vigtigt element i den gennemgribende sociale, politiske og kulturelle transformation, de nordiske samfund gennemgik i løbet af den sidste del af [[Germansk jernalder|jernalderen]], [[vikingetiden]] og [[middelalderen]]. Den norske religionsforsker Gro Steinsland har beskrevet den således: ''...religionsskiftet ''[var]'' både en drivende faktor i samfunnsendringerne og resultatet av omfattende endringsprosesser.''<ref>Steinsland (2005),name=autogeneret1 side 422.</ref>

I de fleste værker, som beskriver religionsskiftet, afhænger synsvinklen og forklaringsmodellerne i høj grad af opfattelsen af kongemagtens rolle, både overfor kirken og i det før-kristne samfund. Kristendommen i sig selv opfattes som oftest positivt, og kristningen som noget uafvendeligt.<ref>Warmind (1994),name=warwind163 side 163.</ref> Dertil kommer at vægtningen af den politiske betydning af skiftet også er påvirket af [[ideologi]]ske standpunkter, så forskere med [[konservativ]] observans i reglen har været præget af en positiv opfattelse af herskerne og kirken, mens de [[Marxisme|marxistiske]] har været [[antiklerikal]]e og [[antiautoritær]]e, og de [[liberal]]e har lagt vægt på demokratiske tendenser og bondesamfundet som drivkraft for udviklingen.<ref>Bagge (2000), side 13.</ref>

I enkelte grave fra hele vikingetiden er der blevet fundet tegn på kristendom i form af blykors og vokslys.<ref name=autogeneret5>Warmind (1994), side 170.</ref> Ændringer i de generelle gravskikke i et bestemt område kan bruges som indikator for, hvornår et egentligt religionsskifte fandt sted i den brede befolkning på det sted. Udgravninger har vist at brandgrave blev erstattet af jordfæstegrave i det sydvestligste Norge allerede i første halvdel af det 10. århundrede. Brandgrave blev aldrig brugt af kristne, mens jordfæstegrave kun i sjældne tilfælde blev brugt i før-kristen tid. Dette skifte skete på et tidligere tidspunkt end i Danmark, hvor det fandt sted i midten af århundredet. Det indre Norge og området omkring Trondheim forblev dog overvejende hedensk i længere tid.<ref>Sawyer (1993), side 102.</ref>

Da den danske konge [[Harald Blåtand]] konverterede i 960’erne, var flere af hans undersåtter sandsynligvis allerede kristne,<ref>[http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/427559:Kirke---tro--Historikere-goer-op-med-Harald-Blaatands-kristning-af-Danmark Historikere gør op med Harald Blåtands kristning af Danmark | Kristeligt Dagblad]</ref> men der var fortsat også mange, der holdt fast i den gamle tro. Et lignende billede gjorde sig gældende for de øvrige nordiske lande: Når fyrsten gik over til den nye tro, var det udelukkende formelt, at landet blev kristent. Det forhold kom til at gælde i mange år derefter. Så selv om Harald Blåtand havde gjort kristendommen til statsreligion, måtte han stadig acceptere, at nogle af hans vasaller forblev hedninger. En af de mest betydningsfulde af disse vasaller, var den norske [[Håkon Jarl|Håkon Jarl af Lade]].<ref name=sawyer101>Sawyer (1993), side 101.</ref> I løbet af de sidste fire årtier af det 10. århundrede var næsten alle de nordiske lande formelt blevet kristne. [[Svealand]] var den eneste vigtige undtagelse, idet den offentlige kult der endnu var hedensk trods en stor kristen befolkning i [[Mälaren|Mälarregionen]]. Skiftet til kristendommen fandt først sted i 1080’erne.

I Norden var [[gejstlig]]heden i det 11. århundrede normalt stadig af udenlandsk herkomst. Det var først i løbet af det 11. og 12. århundrede, at kristendommen var blevet så institutionaliseret i Danmark, at der blev uddannet danske præster. I det øvrige Norden skete det først endnu senere.<ref name=warwind165>Warmind (1994), side 165.</ref> De kirker, som var blevet bygget før 12. århundrede, var i reglen ganske små. De havde typisk et [[pulpitur]] til stormanden, der havde [[sponsor]]eret den, og hans familie, mens præsten og tjenestefolkene sad på jorden. Bønderne fra omegnen var totalt fraværende.<ref name=mcguire /> Driften af templer og helligsteder i før-kristen tid var almindeligvis en sag for en fyrste eller overhovedet for en stor, jordbesiddende slægt. Når denne omvendte sig til kristendommen, var det i stedet kirken, han sponsorerede.<ref name=davidson1964>Ellis Davidson (1964), side 220.</ref> Kirkerne var praktisk taget alle bygget i træ, da huse bygget i sten nærmest var ukendte på den tid i Norden. De var helt rektangulære, i modsætning til de treskibede [[basilika]]er, der var udbredt i Vesteuropa.<ref name=autogeneret6>Olsen (1992), side 155.</ref> Ingen af de ældste trækirker er bevaret og størstedelen af dem blev afløst af større stenkirker i 12. og 13. århundrede, på nær i Norge, hvor byggeskikken med træ som noget usædvanligt i europæisk sammenhæng blev videreudviklet.<ref>Olsen (1992), side 156.</ref>

Klostrenes og især [[Cistercienserordenen|cisterciensernes]] ankomst til Norden i 12. århundrede var med til at åbne kirken for almuen. I Vesteuropa var en ny type kristendom opstået, der lagde større vægt på den personlige tro, dåb og omvendelse af mennesket kom i fokus. Denne bevægelse fik hurtigt indflydelse i Norden.<ref name=mcguire /> Et element i den var opførelsen af nye kirker på steder, hvor der hidtil ikke havde været nogen samt udvidelse af gamle, for at hele befolkningen kunne have adgang til gudstjenesten. Fra år 1100 kunne dette byggeri ses over hele Europa samt i Norden.<ref>Hamilton (1986), side 17.</ref> I Danmark er en del af disse kirker stadig bevaret. I anden halvdel af det 11. århundrede blev de første kirker af den centraleuropæiske basilika-type rejst i Norden og de var hovedsageligt domkirker. Til byggeriet af [[højmiddelalder]]ens nye stenkirker var det længe nødvendigt at benytte udenlandske eksperter. Lokale bygmestre blev først almindelige, da [[teglsten]] blev mere udbredte.<ref name=autogeneret3>Olsen (1992), side 158.</ref> Hele kulturomvæltningen der fandt sted med religionsskiftet blev forstærket, da de kirkelige institutioner omkring 1300 var fuldt etableret. Men kristendommen i Norden var på dette tidspunkt ikke helt fri for før-kristne elementer.<ref name=warwind178>Warmind (1994), side 178.</ref>

I de skriftlige kilder fremstår især ærkebispesædet Hamborg-Bremen som udgangspunktet for den kristne mission i Norden, fordi størsteparten af de kendte kilder er skrevet af personer, som er tilknyttet dette sted. De undlod at omtale missionærer fra øvrige lande som fx England og Irland. Nordboerne havde dog været i kontakt med kristne, længe før den tyske mission begyndte i det 9. århundrede; fx blev de nordboer, som havde opholdt sig hos kristne fyrster (blandt andet som gidsler eller udsendinge) påvirket af kristendommen. Denne form for kristen indflydelse har udelukkende haft betydning for eliten.<ref name=sawyer100 /> En anden væsentlig vej for kristendommen til Danmark og Norge har været den store gruppe af nordiske emigranter, der siden 870'erne var udvandret til de Britiske øer for at slå sig ned dér. Mange af dem blev hurtigt konverteret til kristendommen.<ref>Olsen (1992), side 154.</ref> I det 10. århundrede var mange gejstlige i England af anglo-dansk oprindelse, heriblandt tre ærkebiskopper. Det menes, at de havde stor sympati for missionsvirksomhed i Norden.<ref name=sawyer100 /> Arkæologiske fund har da også påvist en betydelig engelsk indflydelse specielt i Danmark og Norge. Desuden blev der i begyndelsen af det 12. århundrede stadig opført kirker af engelsk type.<ref>Olsen (1992),name=autogeneret3 side 158.</ref>. I 1022 blev Roskildes biskop ordineret af [[ærkebiskoppen af Canterbury]], hvilket er en indikation af at den daværende danske konge, [[Knud den Store]], forsøgte at gøre den danske kirke uafhængig af Hamborg-Bremen ved i stedet at lægge den under den engelske. Kort efter måtte han dog nødtvungent atter acceptere Hamborg-Bremen overhøjhed i den nordiske kirkeprovins.<ref>Sawyer (1992), side 60.</ref> I Sverige og Finland er der derimod konstateret tegn på en betydelig østlig indflydelse indtil det 11. og 12. århundrede.<ref name=lh37>Lehtosalo-Hilander (2000), side 37.</ref>

Ud fra beretningerne om forskellige missionsforsøg kan der tegnes et billede af den overordnede fremgangsmåde for de missionsforsøg, de kristne fyrster iværksatte i hedenske lande. En højtstående gejstlig, gerne biskop, blev udnævnt som leder af en delegation, der først skulle besøge landets hersker, for at vinde hans interesse inden man foretog sig yderligere. De tog gerne drenge med tilbage, som de kunne opdrage kristent og senere uddanne til missionærer, som måske senere kunne blive udsendt til deres hjemlande. En anden metode var at demonstrere den kristne guds overlegenhed. Dette kunne ske gennem direkte magtanvendelse eller ved destruktion af en hedensk helligdom.<ref name=sl16 /> Kristne missionærer mødte i reglen først modstand fra det hedenske samfund, i det øjeblik de ødelagde eller vanhelligede helligsteder. Traditionelt accepterede man afvigende religiøse forestillinger, men krævede samtidig respekt for samfundets helligdomme.<ref name=warwind173>Warmind (1994), side 173.</ref>

Den tidlige middelalders kristendom havde ikke nogen entydig form, men varierede stærkt fra sted til sted i Europa. Selv om der var en kerne, der var ens over hele dens udbredelsesområde, var der fx i Norden intet krav om cølibat for de kristne præster før langt ind i højmiddelalderen,<ref name=sawyer105>Sawyer (1993), side 105.</ref> og de religiøse forskrifter man efterlevede, varierede stærkt fra region til region. Den kristendom der blev udbredt i Nordeuropa havde fx en mere krigerisk præget form, både set i forhold til den, der i samme epoke var udbredt i Sydeuropa og i forhold til den form som kendes i dag. I den [[germansk kristendom|germanske form af kristendommen]] blev [[Jesus]] fremstillet som en sejrende krigerkonge, der udkæmpede en evig krig mod de onde magter. Denne krigerfigur virker som et ekko af [[Thor]]s rolle i den gamle religion.<ref>Ellis Davidson (1964), side 221.</ref> Efterhånden som kristendommen blev institutionaliseret i Norden, fik den også et lokalt præg. Således beklagede pave Gregor 7. sig fx i et brev til [[Harald Hén]] i 1080 over, at præsterne stilles til ansvar for vejrliget, hvilket reelt var et levn fra før-kristne forestillinger.<ref>Warmind (1994), side 176.</ref> En anden stor forskel var, at en institution i Norden ikke kunne eksistere som en selvstændig enhed, uafhængig af dens patron og sponsor. Derfor fik den kristne kirke mod nord mere karakter af funktion end institution, hvilket står helt i modsætning til dens rolle i de tidligere romerske områder, hvor den var i stand til at fungere som en uafhængig enhed.<ref name=lund144>Lund et.al. (1994), side 144.</ref>

Nogle af kirkens institutioner var vigtige over hele kristenheden, en af dem var [[biskop]]pen. Han var en helt central figur i de kirkelige ritualer, da almindelige præster i denne periode udelukkende kunne udføre et begrænset antal liturgiske ceremonier, fx var det kun biskoppen, som kunne indvie en kirke eller ordinere nye præster.<ref>Sawyer (1993), side 106.</ref> Den stærke [[pave]]magt og centraliserede katolske kirke, som kendes fra højmiddelalderen, fandtes endnu ikke men var et resultat af [[investiturstriden]], som kulminerede i 1074. Den kristne organisation, der blev etableret i Norden i vikingetiden, var derfor væsentlig forskellig fra den senere form. På dette tidspunkt havde kongerne og stormændene kontrollen over den lokale kirke og besluttede selv, hvem der skulle besætte de lokale embeder. Dette var en praksis, som var helt i overensstemmelse med den germanske før-kristne praksis; de gamle helligsteder havde tilhørt en stormand, og de lå på hans jord. På samme måde kom de nye kirker til at tilhøre den person, som havde ladet den opføre, og som betalte dens drift.<ref name=lund144>Lund et.al. (1994), side 144.</ref> Præsteskabet i den tidlige middelalder var derfor heller ikke underlagt den samme religiøse og institutionelle kontrol som senere hen.<ref>Warmind (1994), side 167.</ref> Derfor fik de lokale kirker et stærkt varieret udtryk, hvor fx den tidlige germanske kirke fungerede ofte meget selvstændigt overfor romerkirken.<ref name=lund144 />

Dele af kristendommen havde direkte paralleller i den nordiske religion, mens andre var helt fremmede. De cykliske elementer i datidens kristendom og idéen om død og opstandelse var også velkendte for nordboerne, da de havde flere paralleller i deres egne myter. Det samme gjaldt forestillingerne om skytsengle, guddommelig vejledning og en kommende dommedag.<ref name=davidson1964>Ellis Davidson (1964), side 220.</ref> Andre forestillinger var dog totalt fremmede for dem; fx Jesu rolle som forsoner mellem gud og mennesker og lidelseshistorien, hvor han påtog sig menneskets skyld. I det før-kristne Norden havde gudernes rolle været at sørge for ''”fred og år”'' for samfundet som helhed. I den kristne kultur blev der derimod lagt vægt på det enkelte menneskes forhold og tro på gud. Samtidig umuliggjorde de kristne dogmer troen på andre guder.<ref>Schwarz Lausten (1994), side 33.</ref> En anden væsentlig forskel på den gamle religion og den nye var graden af [[Kosmologi (religion)|kosmologisk]] entydighed; inden for det kristne religiøse system blev kristendommen anset som menneskehedens eneste mulighed for frelse og andre trossystemer blev fremstillet som manifestationer af den onde. I det før-kristne trossystem blev øvrige religioner derimod ikke afvist på samme måde.<ref>Warmind (1994), side 169.</ref> Det var imidlertid en af kristendommens store styrker i forhold til den traditionelle religion, at den kunne et give et svar på spørgsmålene om livets mening og hvorfor mennesket var sat i verden.<ref>Ellis Davidson (1964), side 222.</ref>

Et tegn på den lange overgangstid er, at mange elementer fra det gamle trossystem, heriblandt mange af guderne, overleverede i den [[Skandinavisk folklore|skandinaviske folklore]] helt op til moderne tid. Den hedenske religion, der var udbredt i overgangsperioden, gennemløb store forandringer. Før-kristne ritualer og forestillinger må være blevet påvirket af den fremvoksende kontakt med kristne. Et koncept som fx [[Valhal]] kan sandsynligvis være opstået så sent som i midten af 10. århundrede under påvirkning af kristne forestillinger om paradiset.<ref>Sawyer (1993), side 104.</ref> Den kulturelle omvæltning medførte samtidig, at den latinske litterære tradition blev udbredt i Norden. Det betød både, at information om den før-kristne religion nu blev skrevet ned og at fremstillingen af den blev påvirket af den kristne og latinske kultur.<ref name=warwind163>Warmind (1994), side 163.</ref> Saxo beskrev fx den gamle før-kristne kultur som et imperfekt og barbarisk stadium sammenlignet med den sejrende kristne.<ref>Sawyer (1993), side 229.</ref> Mens islændingen Snorre Sturlason beskrev den ud fra et klassisk litterært system.

I midten af det 9. århundrede blev kristendommen tolereret i både Danmark og Svealand og der var kirker i tre af de største byer, hvor præsten havde tilladelse til både at prædike og afholde dåb.<ref>Sawyer (1993),name=sawyer100 side 100.</ref> Skiftlige kilder fra perioden mellem det 9. og 13. århundrede vidner dog om, at forholdet ikke altid var fredeligt mellem tilhængerne af de to religioner.<ref>Capelle (2005), side 169.</ref> Fx var perioden fra det 9. til 10. århundrede præget af en vis tolerance, men den blev afløst af en ny fase, hvor den gamle religion blev forfulgt og kristendommens position som den eneste tilladte religion blev etableret. Det krævede, at der var opbygget en egentlig kirkelig institution og at den havde stærk støtte, især fra kongehuset.<ref name=sawyer101 />

I det før-kristne samfund blev øvrige religioner ikke accepteret ud fra moderne idéer om tolerance, men snarere fordi de var der og at man derfor måtte forholde sig til dem.<ref name=warwind173 /> Det betød, at accept af én guddom ikke var lig med afvisning af øvrige guder, derfor havde man i hedensk tankegang ofte også plads til Jesus ved siden af de gamle guder. Det kan have været en medvirkende årsag til, at overgangsperioden mellem de to religiøse systemer blev så langvarig.<ref>Ellis Davidsonname=davidson1964 (1964), side 220.</ref> Efter kristendommen havde udviklet sig til et alternativt trossystem, der var i direkte opposition til det traditionelle, fandt man det i flere tilfælde nødvendigt at lave pragmatiske foranstaltninger for at undgå konflikter.<ref>Capelle (2005), side 168.</ref>

Konflikter opstod lige fra husstandsniveauet til det højeste samfundsplan; fx beretter [[Grønlændersaga]]en, at [[Erik den Rødes hustru]], Thjodhild, efter hendes omvendelse til kristendommen, nægtede at leve sammen med Erik, så længe han tilbad de gamle guder.<ref name=autogeneret7>Capelle (2005), side 167.</ref> Mange konflikter var også et resultat af, at religion dengang ikke udelukkende var et privat anliggende, men i mange sammenhænge havde betydning for hele samfundet. En af kongens vigtigste funktioner var at fungere som religiøst overhoved for hele landet; hvis kongen derfor ikke sikrede et godt forhold til de guddommelige magter, risikerede hele samfundet at lide skade. Derfor kunne en konvertering skabe uro. Et andet konfliktpunkt var forbud mod gamle religiøse skikke. Fx forbød kirken den forfædredyrkelse, der ellers havde været et væsentligt element i den før-kristne religion.<ref>Schwarz Lautsen (1994), side 35.</ref>

Umiddelbart findes der i de skriftlige kilder intet, der tyder på en udpræget [[synkretisme]], snarere på eksistensen af to parallelle trossystemer; selvom Jesus i den tidlige fase ofte opfattes som én gud iblandt mange.<ref>Capelle (2005),name=autogeneret7 side 167.</ref> Imidlertid viser flere materielle levn tegn på en form for blanding mellem de to religioner, fx bliver kristne og hedenske symboler kombineret på flere genstande. Alene ud fra de enkelte forekomster er det umuligt at udlede, hvad denne sammenblanding reelt dækker over: De kan være levn fra en reel blandingsreligion, resultatet af usikkerhed om symbolernes dybere betydning, en form for dobbeltgardering, eller at symbolerne var fjernet fra deres oprindelige sammenhæng.<ref>Capelle (2005), side 171.</ref> De stammer ikke kun fra en kort overgangsfase, men forekom så sent som 13. århundrede; fx i form af hammersymboler på døbefonten i [[Gettrup kirke]] i Thy.<ref>Capelle (2005), side 176.</ref>

Der er dog meget, der tyder på, at nordboerne bibeholdt mange af de traditionelle forestillinger og idéer om gudernes rolle, nu blot relateret til den kristne gud. Elementer i den nordiske kristendom byggede i flere tilfælde på gamle hedenske forestillinger, fx gudens rolle som garant for samfundets stabilitet og rigdom, de store årlige højtider blev videreført, blot i nye rammer. Men ligesom i den før-kristne periode havde alle pligt til at deltage i festen. Mange af de andre ritualer byggede også på ældre ritualer. Flere hedenske ritualer fortsatte endda i kristne rammer, for størstedelens vedkommende blev de dog betragtet som overtro af kirkens etablissement.<ref>Sawyer (1993),name=sawyer105 side 105.</ref> Overgangen til et nyt trossystem var derfor i 11. århundredes Norden endnu ikke fuldstændig. <ref>Schwarz Lautsen (1994), side 34.</ref>

Påvirkningen skete dog i høj grad også den anden vej, fra kristendommen til den nordiske religion. Flere af de mytologiske skikkelser, der optræder i de skriftlige kilder, kan være påvirket af kristne forestillinger; fx er [[Balder]]-figuren blevet tolket som en lokal udgave af Jesus. Ligesom [[Heimdall]]s [[Gjallerhorn|horn]], som han blæser i ved [[Ragnarok]], er blevet set som en parallel til [[Gabriel]] i Bibelen.<ref>Warmind (1994),name=autogeneret5 side 170.</ref> Den kristne påvirkning af den nordiske religion kan være begyndt allerede i [[romersk jernalder|romersk]] eller [[germansk jernalder]], og det er derfor vanskeligt at udlede hvilke elementer i religionen, som er oprindelige og upåvirkede af kristen indflydelse.<ref name=warwind165 />

Det første kendte forsøg på at sprede kristendommen i Norge blev iværksat af kong [[Håkon den Gode]] (regerede 934-961). Han var vokset op i England og kristent opdraget, men hans bestræbelser blev imidlertid mødt med modstand, og opnåede kun begrænset succes. Hans efterfølger [[Harald Gråfeld]] (regerede 961–976) var ligeledes kristen, men blev mest kendt for at ødelægge hedenske templer, hvilket ikke øgede kristendommens popularitet. I den sydvestlige del af Norge, der hvor forbindelserne til de Britiske øer var stærkest, var de lokale stormænd på dette tidspunkt dog allerede gået over til kristendommen. Dette var måske sket før den danske konge Harald Blåtands dåb.<ref name=sawyer101 /> I det hele taget ser det ud til at kristningen af Norge skete fra England, og at den tyske andel af det var beskeden.<ref>Olsen (1992),name=autogeneret6 side 155.</ref>

Olav gjorde det til sin hovedopgave at omvende landet til kristendommen, og det med alle midler. Ved at ødelægge templer og torturere og dræbe hedninge lykkedes dem ham at gjorde dele af Norge, i det mindste formelt, kristent. Kongesagaen giver ham også æren for kristningen af Færøerne, Orkney, Island og Grønland. Selvom det ikke fremgår af de skriftlige kilder, var kristendommen veletableret i flere regioner allerede før Olav Tryggvason indledte sit forsøg på med alle midler at omvende hele den norske befolkning. I [[Kongesagaen]] fremstilles han normalt som den første kristne i Norge. Et lignende billede fremgår til dels også af Heimskringla. I realiteten var det primært [[Trøndelagen]] og de indre egne af landet, der var ikke kristne. I Sydvestnorge må formålet med Olavs missionsarbejde derfor snarere have været at konsolidere en udvikling, der forinden havde stået på i flere årtier. Hans erobring og tvangsomvendelse af Trøndelagen bidrog i højere grad til kristningen af hele Norge.<ref name=autogeneret2>Sawyer (1993), side 103.</ref>

Da man var nået til enighed om betingelserne, tilbragte Thorgeir en dag og en nat i meditativ tilstand under et uldtæppe, lovsigemandens afgørelse ser ud til at bygge på et [[divination]]sritual.<ref>Sawyer (1993),name=autogeneret2 side 103.</ref> Den følgende dag annoncerede han, at Island skulle blive kristent, dog under den betingelse at de gamle love vedrørende udsættelse af spædbørn og spisning af hestekød fortsat skulle respekteres samt at hedenske ritualer stadig skulle være tilladte indenfor privatsfæren. Thorgeir tog derpå sine egne gudestatuer og smed dem i et stort vandfald, der siden blev kaldt ‘'[[Goðafoss]]''.<ref>[http://thingvellir.is/english/history/christianity/ Christianity], hjemmeside om det islandske parlament.</ref> Ved den beslutning blev den før-kristne religion reelt forskudt bort fra det offentlige rum til privatsfæren, hvilket på sigt førte til dens død, da religionens egentlige indhold var dens rolle som garant for sammenhængen i samfundet.<ref name=warwind173 />

I [[Erik den Rødes saga]] om Leif berettes, at Leif besøgte [[Olav Tryggvason]], som var konge i [[Norge]] i perioden ca. 995-1000. Da Leif skulle returnere til [[Grønland]], bad kongen ham prædike kristendommen der. Efter at havde faret vild på havet og en omvej til Grønland via et ’ukendt’ land begyndte Leif at udbrede kendskabet til kristendommen, som han havde lovet Olav Tryggvason i år 1000. Leifs mor, Thjodhilde, lod sig omvende og hun lod en kirke bygge.<ref>Arneborg (2002), side 10.</ref> 100 år senere henvendte de grønlandske bønder sig til den norske konge, Sigurd Jorsalfar, med ønske om etablering af et grønlandsk bispesæde.<ref>Arneborg (2002), side 13.</ref> Kongen indvilgede og udpegede den norske gejstlige Arnald, som oprettede sit bispesæde på gården Gardar i Grønland.<ref name=autogeneret4>Arneborg (2002), side 14.</ref> Gården Gardar, hvor de grønlandske bisper boede, er identificeret med de mange ruiner i fåreholderbygden Igaliku i nabofjorden til Tunulliarfik, hvor Brattahlid ligger. Arkæologiske undersøgelser i Igaliku i 1924 fandt en bispegrav, der fastslog gårdens identifikation. Bispegraven er eneste sikre arkæologiske indicium på bispens tilstedeværelse i Grønland. [[C-14-datering]] placerer graven i slutningen af 1200-årene.<ref>Arneborg (2002),name=autogeneret4 side 14.</ref>