Versionen fra 30. apr. 2013, 08:07 redigér Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m →‎Eksterne henvisninger: indsat ekstern henvisning ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 24. sep. 2013, 20:45 redigér fjern redigering Sasper (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 631 edits →‎Slesvig-Holsten: om valget af Chr. I som hertug, RIbe-brevet, dette bør tjekkes af nogen med indgående viden om emnet, det er dog sikkert at "op ewig ungedeelt" ikke har den betydning som man tillagde det i 1800-tallet Gå til næste forskel →
Linje 52: Da landet dermed var kongeløst, blev Valdemars nevø, [[Albert af Orlamünde]], som var kongens vasal i [[Grevskabet Holsten\|Holsten]], udnævnt til at være statholder. I denne egenskab forsøgte han dels at forhandle sig til en frigivelse af kongen og prinsen og dels at nedkæmpe den oprørske Henrik af Schwerin. Under [[slagt ved Mölln]] i 1225 blev han dog selv taget til fange. I betingelserne ved Valdemars frigivelse blev det bl.a. fastslået, at Albert skulle fratages grevskabet Holsten, og at Valdemar ikke måtte gøre forsøg på at befri ham. Efter [[slaget ved Bornhöved]] i 1227 stod det klart, at Danmark måtte opgive lenene i Nordtyskland, og det gav mulighed for, at Albert kunne slippe fri. I stedet for sit tabte len fik han lenet Als. === Slesvig- og Holsten === ~~Mens~~ [[~~hertugdømme~~Hertugdømme]]t [[Holsten]] var et len under Det [[tysk-romerske rige]], ~~så var hertugdømmet~~men [[Hertugdømmet Slesvig\|hertugdømmet Slesvig]] var et len under den danske krone. Sønderjylland var oprindelig del af det danske rige, derefter et jarldømme (et særligt grænseområde under en [[jarl]], en slags guvernør), der senere fik titel af hertugdømme og navn efter residensbyen Slesvig. Den danske konge var som hertug af Holsten vasal under den tysk-romerske kejser, men samtidig også – som hertug af Slesvig – vasal under den danske konge (altså sig selv). Sådan et system var ikke usædvanligt i middeladeren, og det gav først problemer, da den slesvig-holstenske hertug efterhånden fik vasaller, som havde len i begge hertugdømmer. [[Christian I]] fra den nordtyske [[Oldenborgske slægt\|Oldenburg-slægt]] var i 1448 blevet valgt til konge af Danmark. I 1459 døde hans morbror, hertug [[Adolf 8. af Holsten\|Adolf 1.]] af Slesvig, barnløs. Slesvig var nu uden hertug. Det havde længe været danske kongers politik at hente de slesvigske områder tilbage til riget. Det lykkedes Christian I at få den slesvig-holstenske adel til at vælge ham som hertug i 1660. Det førte til, at vasallerne krævede og fik garanti for, at hertugdømmerne skulle forblive ''ewig un ungedeelt tosammende'', og sådan blev de også regeret indtil en [[nationalliberal]] regering i København begyndte at arbejde for, at Slesvig skulle indlemmes i riget. De tysk-nationale i hertugdømmerne gjorde oprør, og det blev indledningen til den [[1. Slesvigske krig]]. På dette møde i Ribe udfærdigede man [[Ribebrevet]], en [[håndfæstning]], som blandt andet bekræftede nogle af ridderskabets rettigheder. Sætningen ''ewich tosamende ungedelt'' ("evig sammen udelt") blev mange år senere, i 1800-tallet, brugt som et slagord i den nationale propaganda. Sætningen blev nu udlagt fra tysk side som en garanti for at de to hertugdømmer ikke måtte adskilles. De fleste moderne historikere er enige om at denne tolkning var en myte, og at betydningen var en anden – et gensidigt løfte om indre fred og enighed under én overherre.<ref>[http://www.geschichte-s-h.de/vonabisz/privilegvonripen.htm Privileg von Ripen], Gesellschaft für schleswig-holsteinische Geschichte</ref> == Kilder ==

Feudalisme: Forskelle mellem versioner