Bank: Forskelle mellem versioner

En '''bank''' er en virksomhed, som på den ene side modtager midler til opbevaring eller forrentning fra offentligheden (indskud eller indlån) og på den anden side placerer dissedem og sin egen kapital mod et afkast (udlån eller placeringer i værdipapirer).

Banker adskiller sig traditionelt fra andre institutioner, der også fungerer somer mellemled mellem kreditgivere og kreditsøgende ([[sparekasse]]r, [[realkreditinstitut|kreditforeninger]] etc.), bl.a. dervedved, at de særlig beskæftiger sig med den kortvarige [[kredit]], dvs., at de i særligisær grad modtager midler, der er bestemte til med kort varsel atkan tages tilbage (anfordringsindskud).

I den regulering på bankområdet, som er fælles for EU, behandles banker på linje med andre kreditinstitutter, hvilket også omfattersom sparekasser og [[realkreditinstitut]]ter. I dag er der ikke ud over ejerformen nogen forskel mellem danske sparekasser og banker, som i lovgivningen (Lov om finansiel virksomhed) samlet betegnes pengeinstitutter. Banker skal i Danmark være organiseret som aktieselskaber.

Overalt, hvor der er et sikkert retssystem, og hvor en arbejdsdeling mellem [[handel]], [[industri (branche)|industri]] og [[landbrug]] har fundet sted, er der betingelser for, at et bankvæsen kan fremstå. BestemteRet efterretninger omudviklet bankvirksomhed endog ret udviklet, har vifandtes frai [[Babylon]] og [[Egypten]].

I det gamle [[Grækenland]] fandtes der forsk. arter af forretningsmænd, der drev bankvirksomhed. En stor rolle spillede '''[[Trapezitter]]ne''', der allerede nævnes i [[4. f.Kr.]] Ved siden herafaf eksisterededem dervar andreder bankierer, der særlig gav sig af med veksling af mønter, og atter andre, der hovedsagelig beskæftigede sig med [[udlån]] ved hjælp af de midler, som de modtog som [[indlån]]. Foruden disse private forretningsmænd eksisterede der offentlige B., navnlig i forbindelse med [[tempel|templerne]]. De store templer i [[Delfi]] osv. lånte nemlig deres skatte ud, såvel til private som til offentlige formål, og ved siden heraf drev de depositoforretning, idet templerne blev betragtede som særlig sikre opbevaringssteder for værdier. Også i [[Rom]] eksisterede der forsk. kategorier af bankierer, således argentarii, der nærmest svarede til de gr. Trapezitter. I øvrigt beskæftigede de rom. bankierer sig såvel med [[møntveksling]] som med modtagelse af [[deposita]] og indlån og med udlån mod [[Pant]].

I de italienske handelsstæderhandelsbyer træffer man derfor ogsåtræffes allerede fra [[14. århundrede]] bankierer, der særlig gav sig af med omvekslingveksling af mønter; men i forbindelse hermed opstod der ganske naturlig en anden bankvirksomhed, nemlig opbevaringen af de handlendes [[kassebeholdning]]er og besørgelsen af deres indbyrdes betalinger. De penge, som på denne måde betroedes B. ell. bankierernebankerne, benyttede dissede til udlån og til handelsforretninger, ofte på en måde, der ikke stemmedestemte med de fordringer, man må stille til bankmæssig anvendelse af betroede midler,. hvilket til TiderDet bragte dem tit i Forlegenhedforlegenhed og gjorde det vanskeligt for dem at efterkomme deres forpligtelser. Navnlig i [[16. århundrede]] synes [[betalingsstandsning]]er at være blevne hyppige,. hvilketDet førte til indretningen af den første offentlige B.bank, ([[Banco di Rialto]], i [[Venedig]]) [[1587]]. Denne B.Den er det første Eksemplareksempel af den Type af offentlige B., der alm. benævnespå [[girobank]]er (af giro: omløb, kredsløb, fordi betalingen skete ved, at [[tilgodehavende]]r omskrevet fra den ene [[konto (regnskab)|konto]] til den anden).

NårDe manmå tidligere har ment, at sådanne offentlige institutioner allerede fra [[14. århundrede]] har eksisteret i [[Italien]], beror det nærmest på enikke forvekslingforveksles med en anden institution, de såkaldte '''Monies''', der imidlertid ikke var egl.egentlige B,.banker, men foreninger af [[kapitalist]]er, der sluttede sig sammen i selskaber for at yde lån til stater og byer. Banco di Rialto fik [[1619]] i selve Venedig et sidestykke i [[Banco Giro]], og de to B. bestod nogen tid ved siden af hinanden, indtil Banco di Rialto gik ind, og Banco Giro bestod alene indtiltil republikkens undergang.

Også i fl.flere a. af deandre italienske stæderbyer opstod lignende institutioner, og de fik hurtig efterligninger i andre europæiske handelsstæder, således navnlig: [[Amsterdam]] ([[1609]]), [[Hamburg]] ([[1619]]) og [[Nürnberg]] ([[1621]]). Ved siden af at være opbevaringssted og at formindske brugen af kontante penge ved at sætte omskrivning i B.'s bøger i stedet, fik de den [[bet]], at de under de ovf. omtalte forvirrede møntforhold skabte et fast og sikkert pengevæsen. Sin højeste udvikling nåede det ital. bankvæsen i [[Genova|Genua]]. Ved de senere girobanker, navnlig den hamburgske, udvikledes dette princip videre, således at der dannedes en særlig bankvaluta, der bevarede sin faste og uforanderlige metalværdi midt under alle møntforringelser (se ndf.).