Hans Bartholin: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
m →Intro |
||
Linje 4:
Indtil sin faders død ([[1680]]) blev han undervist i sit hjem på [[Hagestedgård]], men senere kom han i [[Københavns Skole]], og i året [[1683]] blev han [[student]]. Allerede 1684 rejste han udenlands for i [[Holland]], [[England]] og [[Frankrig]] at studere de [[østerlandske sprog]] og den [[bibelsk]]e [[filologi]]. I [[Paris]] sluttede han et nøje venskab med sin landsmand [[Morten Reenberg]], som ved at besøge ham daglig fik ham trukket ud af dårlig selskab - en vennetjeneste, som Bartholin aldrig glemte.
I [[1688]] blev han hjemkaldt for at overtage et [[professorat]] i [[filosofi]] og en [[adjunktur]] i teologi ved [[Københavns Universitet|universitetet]], og efter få års forløb blev han [[provst]] ved [[Kommunitetet]] og professor i [[Hebraisk (sprog)|det hebraiske sprog]]. Endelig blev han [[1693]] medlem af det teologiske [[fakultet]], og som sådant forsvarede han for den teologiske [[doktorgrad]] en [[afhandling]]: ''De Deo triuno'', den sidste teologiske [[doktorpromotion]] i lange tider; først [[1736]] træffer vi den næste.
Bartholin var
Det var
I Bartholin havde Pietismen en af sine bitreste Modstandere. Da Pietisterne begyndte at arbejde for Missionen, søgte han i nogle Theses, der kun foreligge i Haandskrift (Ny kgl. Saml. 4. 1151), at gjendrive deres store Forventninger om Hedningernes Omvendelse; da de i 1723 fik deres egen Katekisme, anbefalet af Biskop Worm, advarede han mod Bogen som farlig for den rene Lære (Thottske Saml. 4. 1578), og kort før sin Død samlede han alle sine Indvendinger mod Pietismen i et lille, ligeledes kun haandskrevet, Skrift, «Underretninger om en Del Pietisters Vildfarelse» (Gl. kgl. Saml. 4. 1495), der er at betragte som Orthodoxiens Svanesang i Danmark.
|