Første Vatikankoncil: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
m →Intro |
||
Linje 9:
Lidt efter lidt sivede det dog ud, at koncilet fortrinsvis skulde beskæftige sig med definitionen af [[den pavelige ufejlbarhed]], og navnlig efter at flere Münchenerteologer, deriblandt [[Ignaz von Döllinger|Döllinger]], i "Augsburger Allgemeine Zeitung" havde begyndt at sætte ufejlbarheden under debat, vågnede interessen, og det første Vatikanerkoncil åbnedes under stor opmærksomhed fra alle sider. Det talte hele tiden mellem 7 og 800 deltagere, og alle verdensdele var repræsenterede. Over halvdelen af de europæiske medlemmer var [[italien]]ere, og [[Tyskland]] havde kun 19 repræsentanter. Man samledes i [[Peterskirken]]s højre korsarm, hvor lydforholdene imidlertid var meget ugunstige, og forhandlingssproget var [[latin]].
Forhandlingerne skulde være strengt hemmelige, men dette kunde dog ikke overholdes. Det viste sig snart, at der langtfra var almindelig Enighed om at tilkende Paven Ufejlbarhed, og Modstanden var til Tider ret kraftig. Flere Statsregeringer blev ogsaa betænkelige, og Modstanden uden for Koncilet var i det hele stærk. Men det ultramontane og jesuitiske Parti ønskede for enhver Pris at gøre Paven til Kirkens ufejlbare Lærer, og ved Ændringer i Forretningsgangen, ved private Forhandlinger med Modstanderne og ved energisk Optræden i kritiske Øjeblikke lykkedes det efterhaanden at skafte en vis Enighed til Veje i Koncilet.
Modstanderne ønskede gennemgaaende ogsaa kun at hindre Vedtagelsen af Dogmet om Ufejlbarheden, fordi de fandt det ubelejligt. Kun faa bestred Dogmet i og for sig. Alligevel var der ved den foreløbige Afstemning 13. Juli 1870 i alt 88 imod Dogmet, medens 451 stemte for det, og 62 stemte Ja med Forbehold. Den endelig Afstemning fandt Sted 18. Juli. Oppositionen udeblev da fra Mødet, og kun to Biskopper havde Mod til at stemme Nej, medens i alt 533 stemte Ja. Dermed havde Romerkirken i Virkeligheden draget konsekvenserne af tidligere tiders tankegange, navnlig af Tridentinerkoncilets Bestemmelser.
Dogmet om den pavelige Ufejlbarhed (''infallibilitet'') blev med klog Begrænsning formuleret saaledes, at hans Udtalelser og Afgørelser i og for sig og uden at kræve Kirkens Tilslutning er ufejlbare, naar han taler ex cathedra og om Tro og Lære. Overalt i den kristne Verden vakte det nye Dogme imidlertid stor Opmærksomhed, og Protesten imod det var ikke ringe. Inden for den romersk-katolske Kirke selv opponerede navnlig
Gammelkatolikkerne, som samlede sig om Oppositionspartiet fra Koncilet, men i årenes løb tabte Modstanden mod Dogmet sig mere og mere inden for den romersk-katolske kirke, og flere og flere af oppositionens førere bøjede sig.
Det
{{salmonsens}}
| |||