Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner

m
Savigny, der blev [[student]] [[1795]], studerede i [[Marburg]] under [[Philipp Friedrich Weiss]], i [[Göttingen]] under [[Gustav von Hugo|Hugo]] og [[Ludwig Timotheus Spittler|Spittler]], og var filosofisk påvirket af [[Schelling]]. Efter en [[studierejse]] [[1799]]—[[1800]] blev han [[dr. jur.]] 1800 i Marburg med [[dissertation]]en ''De concursu delictorum formali'', Savignys eneste [[strafferet]]lige arbejde, og [[1803]] [[ekstraordinær]] [[professor]] i Marburg. Efter studierejser, blandt andet til [[Paris]], blev han [[1808]] ordentlig professor i [[Landshut]], [[1810]] ved det nystiftede [[Berlins Universitet|universitet i Berlin]], hvor hans imponerende personlighed samlede tilhørere fra alle lande; han udtrådte for øvrigt af fakultetet, så længe hans modstander, hegelianeren [[Eduard Gans]] var medlem. [[1842]]—[[1848|48]] var Savigny [[minister]] i det for ham af kong [[Friedrich Wilhelm IV]] oprettede ministerium for [[lovgivning]], hvor hans virksomhed dog ikke afsatte de ventede spor, men i det væsentlige løb ud i sandet.
 
I den tyske retsvidenskabs historie er Savigny derimod [[19. århundrede]]s største juristnavn; hans indflydelse både som lærer og skribent er overvældende. Allerede i sit ungdomsskrift ''Das Recht des Besitzes'' (1803, 7. udgave ved A.F. Rudorff, 1865), en af retsvidenskabens berømteste [[monografier]], viste Savigny sig som mester — hverken bogens metoder eller grundprincipper var i øvrigt nye —, og Savignys besiddelseslære gik sin sejrsgang gennem hele Europa, heri også indbefattet [[Norden]] — [[A.S. Ørsted]], [[Chr.Fredrik Christian Stoud Platou|Platou]], [[Fr.Fredrik Peter Brandt|Brandt]] —, uanfægtet indtil [[Jhering]]s opposition. Det var Gustav Hugo, der havde indledet den historisk-empiriske retning inden for den tyske retsvidenskab; han gjorde banen fri for den historiske skole, men stiftelsen og ledelsen af denne skyldes Savigny.
 
I sit berømte Skrift ''Vom Beruf unsrer Zeit fur Gesetzgebung und Rechtswissenschaft'' (1814), den historiske skoles bibel, formelt en protest mod [[A.F.J. Thibaut]]s [[flyveskrift]] ''Ueber die Nothwendigkeit eines allgemeinen bürgerlichen Rechts für Deutschland'' (1814, 3. udgave 1840), slog S.Savigny, overlegent og energisk, til Lydlyd for de Hovedtankerhovedtanker, der alt mere ell.eller mindre udprægede var udtalte af Mændmænd som [[Montesquieu]], [[Herder]] og Hugo: Rettenretten som et Produktprodukt af Folkeslagenesfolkeslagenes hist.historiske Livliv, Rettenretten som undergivet Udviklingensudviklingens Lovlov og Folkebevidsthedenfolkebevidstheden, Folkeaandenfolkeånden — med kendelig Undervurderenundervurderen af Lovgivningenlovgivningen og de enkelte fremragende Individerindivider — som det egentlig retsskabende. En stor skare disciple flokkedes om Savigny, en Rækkerække fremragende Forskereforskere sluttedel Kredskreds om ham, [[Jacob Grimm]], [[Georg Friedrich Puchta]], [[Adolf August Friedrich Rudorff]] og mange andre; de betydeligste Lærestolelærestole i Tyskland besattes med Tilhængeretilhængere af den hist.historiske Skoleskole; ogsaaogså i det preussiske Vid. Akademividenskabsakademi var S.sSavignys Indflydelseindflydelse dominerende.
 
Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side, navnlig fra hegelianerne, uanset hegelianismens Berøringspunkter med Savignys egen Lære, dels fra Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller [[Carl Friedrich Eichhorn]] og [[J. F. L. Göschen]] grundede Savigny 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den hist. Skoles Program gennemførte Savigny i sin »Geschichte des Romischen Rechts im Mittelalter« (I-VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2. forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51), et af den jur. Verdenslitteraturs monumentale Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning når det storartede dogmatiske Værk, hvormed Historikeren Savigny overraskede den videnskabelige Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter banebrydende og grundlæggende »System des heutigen Romischen Rechts« (I—VIII, 1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser 1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht als Theil des heutigen Romischen Rechts« (I—II, 1851 og 1853).
I »Vermischte Schriften« (I—V, 1850) samledes Afhandlinger, Anmeldelser o. 1., som hele S.s Forfatterskab i Modsætning til Hugos skrevet i en Form og Stil, der berettiger til at henregne S. til den tyske Litteraturs første Prosaister. Studiet af S. er i øvrigt ikke afsluttet endnu, og iNutidens Forskning har vei et skarpere Blik for Ensidighederne og det romantiske Drag i den hist. Skoles Læresætninger end S.s Samtid, men at S.s Indsats i Retsvidenskabens Historie har været mægtig og af indgribende Bet., drages ikke i Tvivl af nogen. Ogsaa til Norden strakte S.s Indflydelse sig, af danske Forfattere var saaledes [[P.G. Bang]] en discipel af S., og [[A.W. Scheel]] viser i væsentlige Afsnit af sin Privatret synlig påvirkning af Savigny.
 
En glimrende skildring af Savignys olympiske Personlighed er givet af [[Orla Lehmann]] i »Efterladte Skrifter« (I, Kbhvn 1872, S. 113—17), en Skildring, der i alle Hovedtræk stemmer med de talrige Skildringer, der foreligger fra tysk Side; Savignys lidenskabsløse Ro, Værdighed og Besindighed danner en interessant Modsætning til Feuerbachs Ildaand. Adskillige Lighedspunkter frembyder S. med den aldrende Goethe. S. var gift med en Søster til [[Clemens Brentano]], og hans Svigerinde Bettinas »Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde« opruller flere smaa Genrebilleder af hans Liv. Efter Savignys Bortgang oprettede S.-Stiftelsen i Berlin, der bl.a. udgiver det toneangivende »Zeitschrift der S.-Stiftung fur Rechtsgeschichte«, nu delt i 3 Afdelinger, en romanistisk, germanistisk og kanonistisk. Savignyplatz i Berlin er opkaldt efter ham.
 
== Kilder ==
50.881

redigeringer