Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner
m
→Intro
(→Intro) |
m (→Intro) |
||
|
Savigny, der blev [[student]] [[1795]], studerede i [[Marburg]] under [[Philipp Friedrich Weiss]], i [[Göttingen]] under [[Gustav von Hugo|Hugo]] og [[Ludwig Timotheus Spittler|Spittler]], og var filosofisk påvirket af [[Schelling]]. Efter en [[studierejse]] [[1799]]—[[1800]] blev han [[dr. jur.]] 1800 i Marburg med [[dissertation]]en ''De concursu delictorum formali'', Savignys eneste [[strafferet]]lige arbejde, og [[1803]] [[ekstraordinær]] [[professor]] i Marburg. Efter studierejser, blandt andet til [[Paris]], blev han [[1808]] ordentlig professor i [[Landshut]], [[1810]] ved det nystiftede [[Berlins Universitet|universitet i Berlin]], hvor hans imponerende personlighed samlede tilhørere fra alle lande; han udtrådte for øvrigt af fakultetet, så længe hans modstander, hegelianeren [[Eduard Gans]] var medlem. [[1842]]—[[1848|48]] var Savigny [[minister]] i det for ham af kong [[Friedrich Wilhelm IV]] oprettede ministerium for [[lovgivning]], hvor hans virksomhed dog ikke afsatte de ventede spor, men i det væsentlige løb ud i sandet.
I den tyske retsvidenskabs historie er Savigny derimod [[19. århundrede]]s største juristnavn; hans indflydelse både som lærer og skribent er overvældende. Allerede i sit ungdomsskrift ''Das Recht des Besitzes'' (1803, 7. udgave ved A.F. Rudorff, 1865), en af retsvidenskabens berømteste [[monografier]], viste Savigny sig som mester — hverken bogens metoder eller grundprincipper var i øvrigt nye —, og Savignys besiddelseslære gik sin sejrsgang gennem hele Europa, heri også indbefattet [[Norden]] — [[A.S. Ørsted]], [[
I sit berømte Skrift ''Vom Beruf unsrer Zeit fur Gesetzgebung und Rechtswissenschaft'' (1814), den historiske skoles bibel, formelt en protest mod [[
Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side, navnlig fra hegelianerne, uanset hegelianismens Berøringspunkter med Savignys egen Lære, dels fra Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller [[Carl Friedrich Eichhorn]] og [[J. F. L. Göschen]] grundede Savigny 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den hist. Skoles Program gennemførte Savigny i sin »Geschichte des Romischen Rechts im Mittelalter« (I-VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2. forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51), et af den jur. Verdenslitteraturs monumentale Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning når det storartede dogmatiske Værk, hvormed Historikeren Savigny overraskede den videnskabelige Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter banebrydende og grundlæggende »System des heutigen Romischen Rechts« (I—VIII, 1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser 1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht als Theil des heutigen Romischen Rechts« (I—II, 1851 og 1853).
I »Vermischte Schriften« (I—V, 1850) samledes Afhandlinger, Anmeldelser o. 1., som hele S.s Forfatterskab i Modsætning til Hugos skrevet i en Form og Stil, der berettiger til at henregne S. til den tyske Litteraturs første Prosaister. Studiet af S. er i øvrigt ikke afsluttet endnu, og iNutidens Forskning har vei et skarpere Blik for Ensidighederne og det romantiske Drag i den hist. Skoles Læresætninger end S.s Samtid, men at S.s Indsats i Retsvidenskabens Historie har været mægtig og af indgribende Bet., drages ikke i Tvivl af nogen. Ogsaa til Norden strakte S.s Indflydelse sig, af danske Forfattere var saaledes [[P.G. Bang]] en discipel af S., og [[A.W. Scheel]] viser i væsentlige Afsnit af sin Privatret synlig påvirkning af Savigny.
En glimrende skildring af Savignys olympiske Personlighed er givet af [[Orla Lehmann]] i »Efterladte Skrifter« (I, Kbhvn 1872, S. 113—17), en Skildring, der i alle Hovedtræk stemmer med de talrige Skildringer, der foreligger fra tysk Side; Savignys lidenskabsløse Ro, Værdighed og Besindighed danner en interessant Modsætning til Feuerbachs Ildaand. Adskillige Lighedspunkter frembyder S. med den aldrende Goethe. S. var gift med en Søster til [[Clemens Brentano]], og hans Svigerinde Bettinas »Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde« opruller flere smaa Genrebilleder af hans Liv. Efter Savignys Bortgang oprettede S.-Stiftelsen i Berlin, der bl.a. udgiver det toneangivende »Zeitschrift der S.-Stiftung fur Rechtsgeschichte«, nu delt i 3 Afdelinger, en romanistisk, germanistisk og kanonistisk. Savignyplatz i Berlin er opkaldt efter ham.
== Kilder ==
| |||