Åbn hovedmenuen

Ændringer

26 bytes fjernet, for 5 år siden
m
ingen ændringskommentar
Senere taler man også om en organisk modernisme, der kendetegnes ved bløde og skulpturelle bygninger,<ref name="arksite" /> stilen kommer bl.a. til udtryk ved [[Jørn Utzon]]s [[Sydney Opera House|operahus i Sydney]]<ref name="dac" />.
 
==Litteratur==
== Filosofi/litteratur ==
[[Fil:Romantikken.JPG|thumb|300px|Modernismens udvikling i Danmark]]
 
Inden for filosofi., kunst og litteratur betegner modernismen en retning, som engagerer sig i det moderne, forstået som storbyernes stemninger, industrialiseringens fremmedgørelse og psykologiens afdækning af sjælelivet.
 
Den litterære modernisme kendetegnes ved sit komplicerede formsprog. Nogle har villet beskrive modernismen som en psykologisk holdning og regner med en modernismetradition helt tilbage til førromantikken. Andre har været tilbøjelige til at opfatte modernismen som en stilholdning, der bliver udformet af de franske symbolister. De to synsmåder svarer til to sider af modernismen, nemlig den følelsesfulde og spontane (prototype [[Rimbaud]]) og den formalistiske og bevidste (prototype [[Mallarmé]]).
I en danskfaglig kontekst forstås modernisme nogle gange snævert som en skrivestil udviklet sidst i [[1950'erne]]. Der opereres med en brudt syntaks, som en konsekvens af en brudt verden. Gud er faldet bort som sidste forklaringsinstans og dermed skal litteraturen ikke længere gengive dette harmoniske verdensbillede. Blandt kendte danske modernistiske forfattere kan nævnes [[Klaus Rifbjerg]], [[Per Højholt]] og [[Inger Christensen]].
 
Her vil [[Hugo Friedrich]]s beskrivelse af den „moderne" lyrik blive fulgt: han tager sit udgangspunkt i [[Charles Baudelaire]]s modernitetsbegreb. For den franske digter var det moderne netop det ambivalente. Stilfølelsen kan beskrives med en formulering af Baudelaire selv: "Blandingen af det groteske og det tragiske er aanden velbehagelig som disharmonier for blaserte Ører".
Modernismen ligger lige før [[Postmodernismen]] og [[Senmodernismen]], men lige efter [[Efterkrigstiden]].
 
De blandede følelser fandt Baudelaire overalt i moderne menneskers almindelige forhold til hinanden: "Alfonsens vellyst er på én gang i slægt med engelens og ejendomsbesidderens. Barmhjertighed og glubskhed". – "Menigmand er født ildtilbeder. Fyrværkeri, ildebrande, brandstiftere." „I ethvert menneske er der til enhver tid to stridende drifter, den ene mod Gud, den anden mod Satan".
På digtningens område giver dette sig udtryk i radikale formeksperimenter der reflekterer den nervøse livsstil og samtidig får den til at forplante sig direkte til læserne.
 
I storbyerne ophobes alle disse spændinger og hidses af miljøets anonymitet, kulissekarakter og naturstridighed. [[Metropol]]en er modernismens sted. Her beruses man af indtryk og drukner i fremmedhed: Himlen hvælver sig blussende over feberlysene fra gader og vinduer. Menneskene forvandler sig til [[voksmannequin]]er, og ting bliver behandlet som levende væsner. Fabrikkernes sodede facader, de blanke maskindele og larmen og mylderet på banegårde og torve sanses nervøst i [[Rimbaud]]s og [[Apollinaire]]s digte – de gør sig til ét med tiden og bliver dens talerør.
Den litterære modenisme kendetegnes ved sit komplicerede formsprog. Nogle har villet beskrive modernismen som en psykologisk holdning og regner med en modernismetradition helt tilbage til førromantikken. Andre har været tilbøjelige til at opfatte m. som en stilholdning der bliver udformet af de franske symbolister. De to synsmåder svarer til to sider af modernismen. nemlig den følelsesfulde og spontane (prototype [[Rimbaud]]) og den formalistiske og bevidste (prototype [[Mallarmé]]).
 
Mallarmé vil derimod bag om det aktuelle og tilfældige, også han er [[febril]] og lidenskabelig, men kold, kold: han reducerer verden ved hjælp af sproget, han vil nå ånden bag materien. I sin [[biedermeier]]stue sidder han og fjerner „vinduets", „spejlets" og „konsollernes" stofkarakter ved at tømme ordene for betydning således at de bliver til ren klang og rent syn, sindets rensede forestillinger, stilhed og intet.
Her vil [[Hugo Friedrich]]s beskrivelse af den „moderne" lyrik blive fulgt: han tager sit udgangspunkt i [[Charles Baudelaire]]s modernitets-begreb. For den franske digter var det moderne netop det ambivalente. Stilfølelsen kan beskrives med en formulering af Baudelaire selv: „Blandingen af det groteske og det tragiske er aanden velbehagelig som disharmonier for blaserte Ører."
 
Dette menneskesyn, dette miljø og denne formbevidsthed har været det karakteristiske for modernismen i det [[20. århundrede]], trods skiftende politiske og sociale omstændigheder, trods en ændret tingsverden, trods stadig nye skoler og forfattere. Modernismen er ikke en retning i det sidste århundredes digtning – det er ganske simpelt dens miljø. De vigtigste kunstbevægelser har været præget deraf: [[ekspressionisme]], [[imagisme]], [[dadaisme]], [[futurisme]], [[surrealisme]], [[konkretisme]] osv.
De blandede følelser fandt Baudelaire overalt i moderne menneskers almindelige forhold til hinanden: „Alfonsens vellyst er på én gang i slægt med engelens og ejendomsbesidderens. Barmhjertighed og glubskhed". – „Menigmand er født ildtilbeder. Fyrværkeri, ildebrande, brandstiftere." „I ethvert menneske er der til enhver tid to stridende drifter, den ene mod Gud, den anden mod Satan".
 
===I Danmark===
I storbyerne ophobes alle disse spændinger og hidses af miljøets anonymitet, kulissekarakter og naturstridighed. [[Metropol]]en er modernismens sted. Her beruses man af indtryk og drukner i fremmedhed: Himlen hvælver sig blussende over feberlysene fra gader og vinduer. Menneskene forvandler sig til [[voksmannequin]]er, og ting bliver behandlet som levende væsner. Fabrikkernes sodede facader, de blanke maskindele og larmen og mylderet på banegårde og torve sanses nervøst i [[Rimbaud]]s og [[Apollinaire]]s digte – de gør sig til ét med tiden og bliver dens talerør.
Den danske modernisme har tre faser. I [[1920'erne]] og [[1930'erne]] fandtes en håndfuld modernistiske lyrikere: [[Harald Landt Momberg]], [[Jens August Schade]], [[Paul la Cour]] og [[Gustaf Munch-Petersen]]. De udgjorde knap nok nogen gruppe: Momberg og Schade hørte nærmest til i tysk sammenhæng begge var stærkt influeret af ekspressionismen. Paul la Cour opholdt sig meget af perioden i [[Frankrig]] og stiftede bekendtskab med de franske [[surrealisme|surrealister]]. Gustaf Munch-Petersen var stærkt påvirket af finlands-svensk modernisme. Alligevel dannede de sammen med [[Ole Sarvig]] i [[1940'erne]] basis for det næste modernistiske fremstød i [[1950'erne]].
 
Mallarmé vil derimod bag om det aktuelle og tilfældige, også han er [[febril]] og lidenskabelig, men kold, kold: han reducerer verden ved hjælp af sproget, han vil nå ånden bag materien. I sin [[biedermeier]]stue sidder han og fjerner „vinduets", „spejlets" og „konsollernes" stofkarakter ved at tømme ordene for betydning således at de bliver til ren klang og rent syn, sindets rensede forestillinger, stilhed og intet.
 
Denne gang var der tale om en kraftig strømning med mange digtere der benyttede alle genrer selv om lyrikken stadig stod i centrum for interessen – sandt nok var modernisterne ret traditionelle, når de udtrykte sig episk og dramatisk. Hovedmændene [[Klaus Rifbjerg]] og [[Villy Sørensen]] redigerede ca. [[1960]] tidsskriftet [[Vindrosen]]. Omkring tidsskriftet grupperede sig en række lyrikere: [[Benny Andersen]], [[Jørgen Gustava Brandt]], [[Ivan Malinovski]], [[Bundgård Povlsen]], [[Jørgen Sonne]] og [[Jess Ørnsbo]], [[prosa|prosaisterne]] var færre: [[Peter Seeberg]] og den sent opdagede [[Albert Dam]].
Dette menneskesyn, dette miljø og denne formbevidsthed har været det karakteristiske for m. i det 20. årh., trods skiftende politiske og sociale omstændigheder, trods en ændret tingsverden, trods stadig nye skoler og forfattere. M. er ikke en retning i det sidste århundredes digtning – det er ganske simpelt dens miljø. De vigtigste kunstbevægelser har været præget deraf: [[ekspressionisme]], [[imagisme]], [[dadaisme]], [[futurisme]], [[surrealisme]], [[konkretisme]] osv.
 
[[Torben Brostrøm]] var den kritiske bannerfører. Det var ham der først førte disse folk frem på [[parnasset]], han vejledte dem kritisk og formulerede modernismens program: "Man kan – brutalt sagt – ikke være digter i dag uden at have sin tids viden i sig, hvordan man så end har tilegnet sig den. Men man må tilføje, at kendskab til fortiden og til den kunst, der fører op til en selv, er lige så nødvendig. En egentlig samtidig poesi udtrykker på denne basis tidens endnu uformulerede fornemmelser og ubevidste holdninger og får derved et forhold til samfundets irrationelle udviklingsdrift. Kunstnerens vej er selvfortolkningen, og relationen mellem kunstnerens jeg og tiden er kunstens sag."
Den danske modernisme har tre faser. I [[1920'erne]] og [[1930'erne]] fandtes en håndfuld modernistiske lyrikere: [[Harald Landt Momberg]], [[Jens August Schade]], [[Paul la Cour]] og [[Gustaf Munch-Petersen]]. De udgjorde knap nok nogen gruppe: Momberg og Schade hørte nærmest til i tysk sammenhæng begge var stærkt influeret af ekspressionismen. Paul la Cour opholdt sig meget af perioden i [[Frankrig]] og stiftede bekendtskab med de franske surrealister. Gustaf Munch-Petersen var stærkt påvirket af finlands-svensk modernisme .Alligevel dannede de sammen med [[Ole Sarvig]] i [[1940'erne]] basis for det næste modernistiske fremstød i [[1950'erne]].
 
Den anden fase af moodernismen er psykologisk orienteret, ekspressiv af væsen og samfundsrettet – bundet til stemninger og materiale fra det danske [[industrisamfund]] efter [[2. verdenskrig]]. Digtningen handler om [[pessar]]er, [[impotens]], [[juke box]]en, film, jetfly, fjernsyn, motorveje, radioaktivt nedfald osv. De nye medier påvirker synsmåderne og følelserne: Rifbjerg skriver som moderne film forløber, Malinovski læser i avisen indenfor og ser [[rødkælken]] uden for vinduet – samtidig. Gustava Brandt bevæger sig gennem sine digte, som man render gennem svingdøre og ruller op ad trapper i stormagasiner. Men formlidenskaben og sprogengagementet fik den 2. generation i Danmark ikke givet særlig tydeligt udtryk – Mallarmés modernisme blev formuleret i 3. fase, også kaldet systemdigtningen.
Denne gang var der tale om en kraftig strømning med mange digtere der benyttede alle genrer selv om lyrikken stadig stod i centrum for interessen – sandt nok var modernisterne ret traditionelle når de udtrykte sig episk og dramatisk. Hovedmændene [[Klaus Rifbjerg]] og [[Villy Sørensen]] redigerede ca. [[1960]] tidsskrift [[Vindrosen]]. Omkring grupperede sig en række lyrikere: [[Benny Andersen]], [[Jørgen Gustava Brandt]], [[Ivan Malinovski]], [[Bundgård Povlsen]], [[Jørgen Sonne]] og [[Jess Ørnsbo]], [[prosaisterne]] var færre: [[Peter Seeberg]] og den sent opdagede [[Albert Dam]].
 
Modernismen er efterfølgeren af efterkrigstiden, hvilket betyder, at man er ved at komme over tristheden og angsten for en 3. verdenskrig. Man begynder så småt at tænke på mindre fornødenheder, som delikatesser osv. Dette ses tydeligt i den modernistiske litteratur sammen med glæden og troen på lykken.
[[Torben Brostrøm]] var den kritiske bannerfører. Det var ham der først førte disse folk frem på [[parnasset]], han vejledte dem kritisk og formulerede modernismens program: „Man kan – brutalt sagt – ikke være digter i dag uden at have sin tids viden i sig, hvordan man så end har tilegnet sig den. Men man må tilføje, at kendskab til fortiden og til den kunst, der fører op til en selv, er lige så nødvendig. En egentlig samtidig poesi udtrykker på denne basis tidens endnu uformulerede fornemmelser og ubevidste holdninger og får derved et forhold til samfundets irrationelle udviklingsdrift. Kunstnerens vej er selvfortolkningen, og relationen mellem kunstnerens jeg og tiden er kunstens sag."
 
I en danskfaglig kontekst forstås modernisme nogle gange snævert som en skrivestil udviklet sidst i [[1950'erne]]. Der opereres med en brudt syntaks, som en konsekvens af en brudt verden. Gud er faldet bort som sidste forklaringsinstans, og dermed skal litteraturen ikke længere gengive dette harmoniske verdensbillede. Blandt kendte danske modernistiske forfattere kan nævnes [[Klaus Rifbjerg]], [[Per Højholt]] og [[Inger Christensen]].
Den anden fase af m. er psykologisk orienteret, ekspressiv af væsen og samfundsrettet – bundet til stemninger og materiale fra det danske [[industrisamfund]] efter [[2. verdenskrig]]. Digtningen handler om [[pessar]]er, [[impotens]], [[juke box]], film, jetfly, fjernsyn, motorveje, radioaktivt nedfald osv. De nye medier påvirker synsmåderne og følelserne: Rifbjerg skriver som moderne film forløber, Malinovski læser i avisen indenfor og ser [[rødkælken]] uden for vinduet – samtidig. Gustava Brandt bevæger sig gennem sine digte som man render gennem svingdøre og ruller op ad trapper i stormagasiner.Men formlidenskaben og sprogengagementet fik den 2. generation i Danmark ikke givet særlig tydeligt udtryk – Mallarmés modernisme blev formuleret i 3. fase, også kaldet systemdigtningen.
 
På digtningens område giver dette sig udtryk i radikale formeksperimenter, der reflekterer den nervøse livsstil og samtidig får den til at forplante sig direkte til læserne.
Modernismen er efterfølgeren af efterkrigstiden, hvilket betyder at man er ved at komme over tristheden og angsten om en tredje verdenskrig. Man begynder så småt at tænke på mindre fornødenheder, som delicatesser osv. Dette ses tydeligt i den modernistiske litteratur sammen med glæden og troen på lykken.
 
== Se også ==
{{Commonskat|Modern art}}
 
== Kilder Noter==
{{reflist}}
 
1.150

redigeringer