Krevo-unionen: Forskelle mellem versioner

Jogaila efterlod sin bror [[Skirgaila]] som regent i Litauen. Han viste sig at være upopulær, og den litauiske adel brød sig ikke om den voksende polske indflydelse i statens styre. [[Vytautas]] benyttede lejligheden til at forny sin kamp for magten, og den [[Litauiske borgerkrig (1389-1392)]] brød ud. Dette blev løst med [[Ostrów-aftalen]] - Vytautas blev storfyrste af ​​Litauen, mens Jogaila beholdt rettighederne som overherre. Vytautas førte uafhængig indenrigspolitik og udenrigspolitik, men samarbejdede med Jogaila. Et berømt eksempel på det polsk-litauiske samarbejde var den afgørende sejr i [[Slaget ved Tannenberg (1410)|Slaget ved Grunwald (1410)]] mod Den [[Tyske Orden]]. De polsk-litauiske forbindelser og Vytautas uafhængighed blev formaliseret med [[Unionen mellem Vilnius og Radom]] (1401) og [[Horodło-unionen]] (1413). Således bevarede storfyrstendømmet Litauen sin suverænitet. Først [[Lublin-unionen]] (1569) skabte en permanent union mellem Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen, hvorefter forbundsstaten Polen-Litauen (egl.[[Den Det Polskpolsk-Litauiskelitauiske Statssamfundrealunion]]) blev etableret. Endelig erklærede [[forfatningen af 3. maj 1791]], at begge stater var en enhed, om end dette blev opsagt med ændringsforslaget af 20. oktober ([[Gensidig Garanti for To Nationer]]). I 1793-1795 blev de to lande adskilt ved [[Polens tre delinger|Polens 2. og 3. deling]], hvorefter de tilbragte næsten hele det [[19. århundrede]] under Rusland som administrativt adskilte provinser. Efter [[1. verdenskrig]] opnåede begge lande uafhængighed, og siden da har de ikke været del af den samme stat.