Predbjørn Podebusk: Forskelle mellem versioner

Som mand af den gamle skole frygtede Predbjørn Podebusk selvfølgelig mest af alt, at [[Christian II]] atter skulle komme på tronen. "Flyr Messer og Gudstjenester op igjen og Processioner, at den evige Gud vil frelse os fra den umilde Mand", skriver således hans hustru fra [[Bidstrup]] til sin datter Pernille Krognos’ mand, rigsråd [[Anders Bentsen Bille]], da toget til [[Norge]] mod [[Christian II]] forestod. Også på herredagen i København efter Frederik I’s død viste Predbjørn Podebusk sig som ivrig katolik. Han deltog i alle rigsrådets mest udprægede skridt, beseglede recessen af 3. juli, selv det såkaldte ''Enighedsbrev'' af 13. juli [[1533]], hvorved biskopperne søgte at hindre et kongevalg for øjeblikket, og deltog i dommen over [[Hans Tausen]].

 

 

Predbjørn Podebusk's rolle var for øvrigt nu udspillet. En mand af hans tænkemåde kunne ikke bruges under de nye forhold. Han var desuden nu hen ved de 80 år. Allerede inden marts [[1536]] havde han måttet afstå [[Riberhus]] til [[Johan Rantzau]] mod at få [[Tranekær Slot|Tranekjær]] på [[Langeland]] i steddet. De store pantesummer, han havde lånt kronen, betragtedes som forbrudte. Ved [[Christian III]]’s kroning i [[1537]] bar han dog som ældste ridder rigsæblet, og sin stilling som rigsråd beholdt han lige til sin død i december [[1541]]. Som en rask og rørig gammel mand deltog han i rigsrådsforhandlingerne lige til det sidste.