Knud Viktor: Forskelle mellem versioner

Født 1924 i København, flytter til Sydfrankrig for at arbejde med litografi og male i det lys, der havde fængslet Van Gogh. Han blev grebet af lydene i den provencalske natur, <ref>Knud Viktor citeret af Marc Jaquin i ''Knud Viktor for ever'', [http://phonurgianova.blog.lemonde.fr2013.09.16k/knud-viktor-for-ever/ Phonurgia Nova]</ref>, ”hanhan blev i 1962 lydmaler for at gøre Luberon bjergmassivet til den vibrerende substans i sit værk, idet han brugte naturlydene som sine ''farver''. Uden nogen som helst kontakt med den konkrete musiks udvikling søger han sine ''lydkoncerter''<ref> et udtryk benyttet siden 1948, hvor Pierre Schaeffer komponerer sit første værk: ''Fem støjstudier''. </ref> ''i naturen''. Han betragtes sommetider som en pioner indenfor ”field« field recording recording”», en forløber for lydøkologien.

° Danskeren Knud Viktor arbejdede og levede hen ved 50 år i en gammel hyrdegård i Luberon massivet tæt på Regalon kløften, beliggende i kommunen Cheval-Blanc, departementet Vaucluse. Den utæmmede natur, der omgav ham, gjorde han til sit fonografiske og fotografiske atelier under åben himmel, da han fik lejlighed til at benytte de første bærbare båndoptagere. Fra den første minikassette (Philips, 1963) til den tosporede Nagra (1971) vedblev han at fikse og opfinde sit eget lydværktoej til at optage og filme det usynlige eller oversete liv i naturen (insekter, kaninens drømmerier i bunden af sin hule, gedehamsene paa loftet), det uendeligt små (den stadigt pågående erosion, orme i en frugt, aspargesernes vækst), det flygtige (årstidernes vekslen, cikadens hamskifte) og det umålelige (Duranceflodens vande, bjergenes ekko). Vi taler her om poetiske studier i insekternes liv og fantasiens geologi, som han udfører med uhørt teknisk snilde og vedholdenhed. Naar han bruger sit lydapparatur paa omgivelserne, praktiserer Knud Viktor en lydkunst, en nutidig kunstnerisk genre, der per definition er tværfaglig.

I 1963 påbegynder Knud Viktor en serie kaldet « Lydbilleder », som i tid ligger forud for Luc Ferraris ''Lydlandskaber''. Knud Viktors eksperimenterende arbejder gør ham til en forløber for vor tids fonografi eller lydskrift. Han betragtede sig selv som ”lydmaler”''lydmaler'', paa samme måde som Yann Paranthoën skulle kalde sig ''lydskulptør'', <ref>Cf. Yann Paranthoën, « En lydskulptørs ord », i serien « Henvisninger til den ottende kunstart », ved Forlaget Phonurgia Nova, 1990</ref>. Hans arbejde offentliggøres til at begynde med af ''L’Oiseau Musicien'' (den musikalske fugl) i form af to 33’ grammofonplader fra 1972. Den kendte ornitolog og specialist i optagelser af fuglestemmer Jean-Claude Roché knytter en kort tekst til pladerne. Vi kan ligeledes nævne en ''piratudgave'' af en CD, der cirkulerer blandt kendere. Knud Viktor bliver efterhånden et kendt navn i 70’erne og 80’erne, blandt andet ved at deltage i festivals (video og samtidsmusik) og gennem sin medvirken i radioprogrammer – i særdeleshed på France Musique og France Culture, takket være den interesse, som Louis Dandrel og Laure Adler viser ham.

I 1989 bestiller byen Melle i departementet Deux-Sèvres to opstillinger, de eneste man stadig kan opleve : « Eclats d’argent » (Sølvsplinter) og « Allo la Terre”Terre » (Hallo Jord). Den første præsenteres i en nedlagt sølvmine, en af Europas kendteste geologiske seværdigheder – De frankiske kongers sølvminer. Det drejer sig om en lydvandring paa 320 meter i minegangene, hvor man kan høre, hvordan man sprængte klippestenen eller blot vandet risle, etc. Datidens borgmester i Melle, Jean Bellot, og Knud Viktor modtog sammen Turistfornyelsens Grand Prix.