Rudolf von Jhering: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 5:
Jhering blev [[Dr. jur.]] [[1842]] i [[Berlin]], [[privatdocent]] sammesteds 1843, ordentlig [[professor]] [[1845]] i [[Basel]], [[1846]] i [[Rostock]], [[1849]] i [[Kiel]], [[1852]] i [[Giessen]], [[1868]] i [[Wien]], [[1872]] i [[Göttingen]]. Han var jurist af Guds nåde, et intuitivt juridiskt geni, en sprudlende rig og frodig natur, ærgerrig og selvfølende, ikke sjældent grovkornet og ikke altid taktfuld, en sprogets mester og behersker, besjælet af en mægtig drift til at rydde op i retsvidenskabens pulterkamre, vel ikke den store fornyer, en forgudende, men ofte ukritisk samtid anså ham for, men dog en sædemand, en befrugtende ånd som få. Han udgik fra [[den historiske skole]], oprindelig som en beundrende tilbeder af [[G.F. Puchta]], hvem han på et senere punkt i sin udvikling i de skarpeste udtryk betegnede som en fanatiker i juridisk konstruktion, som en træl af den af Jhering så inderlig forhadte og så hæftig angrebne begrebs jurisprudens. Men Jhering var historiker af en egen slags, af en særlig støbning.
 
I et af hans hovedværker, det ufuldendte ''Geist des römischen Rechts auf den verschiedenen Stufen seiner Entwickelung'' (I, 1852, 6. oplag 1907, II, 1. afdeling 1854, 5. oplag 1894, 2. afdeling 1858, 5. oplag 1899, III 1. afdeling 1865, 5. oplag 1906) er hans Mmålmål ikke den historisk-deskriptive fremstilling, han negligerer tværtimod jævnlig de historiske kendsgerninger og begår væsentlige fejl, men han tilstræber at give en rettens [[naturlære]]; det er "idéen", han vil have frem, en historisk-filosofisk udredning af de virkende kræfter, de skjulte drivfjedre. "Gennem den romerske ret, men udover den" — således formulerede han et af de slagord, som var hans styrke, men også hans svaghed. Allerede i det nævnte skrift opererede han med den tankegang: formålet som skaber af al ret, der ligger til grund for hans andet hovedværk, det ligeledes ufuldendte ''Der Zweck im Recht'' (I 1877, II 1883, 5. oplag 1916), et skrift, der, mange åndfulde og værdifulde enkeltheder tiltrods, i anlæg og udførelse forråder en vis dilettantisme og uklarhed, og som derfor i de forskelligste videnskabelige lejre i Tyskland, både filosofiske og retsvidenskabelige, stadig betragtes med kritiske øjne.
den historisk-deskriptive Fremstilling, han negligerer tværtimod jævnlig de historiske
Kendsgerninger og begaar væsentlige Fejl, men han tilstræber at give en Rettens Naturlære; det er
»Ideen«, han vil have frem, en historisk-filosofisk Udredning af de virkende Kræfter, de skjulte
Drivfjedre. »Gennem den rom. Ret, men udover den« — saaledes formulerede han et af
de Slagord, som var hans Styrke, men ogsaa hans Svaghed. Allerede i det nævnte Skrift
opererede han med den Tankegang: Formaalet som Skaber af al Ret, der ligger til Grund for
hans andet Hovedværk, det ligeledes ufuldendte ''Der Zweck im Recht'' (I 1877, II 1883, 5. Opl.
1916), et Skr., der, mange aandfulde og værdifulde Enkeltheder tiltrods, i Anlæg og Udførelse
forraader en vis Dilettantisme og Uklarhed, og som derfor i de forskelligste videnskabelige
Lejre i Tyskland, baade filosofiske og retsvidenskabelige, stadig betragtes med kritiske Øjne.
 
End mere gælder dette de efter Jherings Død af hans svigersøn [[Victor Ehrenberg]] udgivne ''Vorgeschichte der Indoeuropäer'' (1894) og ''Entwicklungsgeschichte des römischen Rechts'' (1894). Ualmindelig udbredelse vandt og begejstring fremkaldte Jherings lille lejlighedsskrift ''Der Kampf um’s Recht'' (1872, 19. oplag 1919, [[oversat]] på en mængde sprog, på [[Dansk (sprog)|dansk]] af [[C.C. Græbe]] 1875), der i flammende ord indskærper individet dets etiske pligt til retlig selvhævdelse; skrevet med blændende og bestikkende kunst lider dette arbejde dog af store svagheder. Vistnok af større videnskabelig vægt og værd er Jherings egentlge juridiske værker, ''Abhandlungen aus dem Römischen Recht'' (1844), ''Civilrechtsfälle ohne Entscheidungen'' (1847, 12. oplag ved [[Theodor Kipp]] 1913), det i forbindelse hermed stående ''Die Jurisprudenz des täglichen Lebens'' (1870, 13. oplag ved [[Georg Detmold]] 1908) og [[festskrift]]et til [[J.M.F. Birnbaum]]: ''Das Schuldmoment im römischen Privatrecht'' (1867); ''Die Jurisprudenz des täglichen Lebens'' anser en "Jhering-Fresser" som [[Josef Kohler]] for Jherings ypperste arbejde.
End mere gælder dette de efter J.’s Død
 
af hans Svigersøn [[Victor Ehrenberg]] udgivne
Mægtig Indflydelse i tysk Videnskab og Retsliv i det hele
»Vorgeschichte der Indoeuropäer« (1894) og
»Entwicklungsgeschichte des römischen Rechts«
(1894). Ualmindelig Udbredelse vandt og
Begejstring fremkaldte J.’s lille Lejlighedsskrift
»Der Kampf um’s Recht« (1872, 19. Opl. 1919,
oversat paa en Mængde Sprog, paa Dansk af
[[C.C. Græbe]] 1875), der i flammende Ord
indskærper Individet dets etiske Pligt til retlig
Selvhævdelse; skrevet med blændende og
bestikkende Kunst lider dette Arbejde dog af
store Svagheder. Vistnok af større
videnskabelig Vægt og Værd er J.’s egl. jur. Værker,
»Abhandlungen aus dem Römischen Recht« (1844),
»Civilrechtsfälle ohne Entscheidungen« (1847,
12. Opl. ved Th. Kipp 1913), det i Forbindelse
hermed staaende »Die Jurisprudenz des
täglichen Lebens« (1870, 13. Opl. ved G. Detmold
1908) og Festskriftet til J. M. F. Birnbaum:
»Das Schuldmoment im römischen
Privatrecht« (1867); »Die Jurisprudenz des täglichen
Lebens« anser en »Jhenng-Fresser« som
Kohler for J.’s ypperste Arbejde. Mægtig
Indflydelse i tysk Videnskab og Retsliv i det hele
vandt det af J. sammen med hans Ven C. F. v.
Gerber 1856 stiftede Tidsskrift »Jahrbücher für
Line 89 ⟶ 57:
Friretsskoles Apostle er der rettet skarpe
Angreb paa ham. Overdrevent voldsomme og
derfor skydende over Maalet er [[Josef Kohler]]sKohlers
haanende Udfald mod ham. I Strafferetten
paavirkede J. den moderne Skole. Mellem hans