Potsdamkonferencen: Forskelle mellem versioner

'''Potsdam-konferencen''' var en konference mellem [[Sovjetunionen]], [[USA]] og [[Storbritannien]], der fandt sted umiddelbart efter [[VE-dag|afslutningen af [[2. verdenskrigkamphandlingerne]] på det europæiske kontinent. [[Frankrig]] var ikke til stede, men underskrev som besættelsesmagt slutdokumentet. Konferencen fandt sted fra d. 17. juli til 2. august 1945 på slottet [[Cecilienhof]] i [[Potsdam]] sydvest for [[Berlin]]. Deltagerne på konferencen var lederne af de tre lande, [[Josef Stalin]], [[Harry Truman]] og [[Winston Churchill]] samt deres [[udenrigsminister|udenrigsministre]]. Den 27. juli måtte Churchill træde tilbage som [[Storbritanniens premierministre|britisk premierminister]] som følge af et valgnederlag og blev afløst i Potsdam af [[Labour]]-lederen [[Clement Attlee]].

[[De allierede under 2. verdenskrigAllierede]] var allerede ved [[Casablanca-konferencen]] i januar 1943 blevet enige om at kræve en betingelsesløs kapitulation af Tyskland. Med [[Teherankonferencen]] i december 1943 havde de allieredeAllierede dog gjort sig flere og grundigere tanker om, hvad de skulle gøre med de tyske områder, når [[Tyskland]] var besejret. Nogle faste retningslinjer for besættelsespolitikken i de tyske områder blev dog ikke fastlagt; til gengæld var denne konference ikke afvisende over for ideer om en opsplitning af Tyskland i forskellige selvstændige nationer.

Ved [[Jaltakonferencen]] i februar 1945, hvor Tysklands nederlag var tydeligt, opnåedes enighed om de præcise grænser for de allieredesAllieredes besættelseszoner. Det blev besluttet at oprette en fælles centralkommission, der skulle standardisere styringen af de forskellige besættelseszoner. Med dette skridt var ideen opgivet om et Tyskland opsplittet i forskellige uafhængige nationer .

Med ophøret af [[Stortyskland]] ved landets betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945 trådte bestemmelserne fra de tidlige konferencer i kraft. De fire besluttede at holde et møde, der skulle præcisere fælles retningslinjer for besættelsespolitikken i [[Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig|besættelseszonerne]].

Resultatet af konferencen var enighed om fælles retningslinjer for den politik, de sejrende magter skulle føre i deres respektive [[Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig|besættelseszoner]].

Konferencens resultat er de fem hovedpunkter, der undertiden også kaldes de fem D´'er på engelsk:

=== DenazificeringAfnazificering ===

Denazificeringen[[Afnazificering]]en (på [[Tysk (sprog)|tysk)]] kaldet ''Entnazifizierung'') var de allieredesAllieredes løfte til hinanden om gennem forskellige processer, sanktioner og forholdsregler at fjerne alle [[Nazisme|nazistiske]] elementer fra presse, kultur, administration, domstolene og politiske områder. Det gjaldt også om gennem undervisningsprogrammer at opdrage og forklare tyskerne om de forbrydelser, deres land havde forøvet. DenazificeringenAfnazificeringen blev praktiseret meget forskelligt i de fire besættelseszoner.

Ved Potsdam-konferencen blev det besluttet at opløse dende tyske hærvæbnede styrker og fjerne alle våben og våbeninstallationer, for at fjerne risikoen for alle former for tysk angreb. Demilitariseringen blev også tolket forskelligt i de forskellige zoner. Ved den begyndendeUnder [[den kolde krig]] frai slutningenmidten af 19401950'erne fik både [[Vesttyskland]] og [[DDR|Østtyskland]] etegne militære militærstyrker.

Især Sovjetunionen havde lidt under 2. verdenskrig, og konferencen besluttede at kompensere landet ved at lade det modtage enorme mængder materiel og udstyr fra især tysk industri. Et andet sigte med demontagendemonteringen var at svække muligheden for en ny tysk stormagt.

Allerede umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning begyndte SovjetsSovjetunionens indlemmelse af de tidligere tyske østprovinser, en indlemmelse de allieredeAllierede på sovjetisk initiativ var blevet enige om ved andre konferencer. Ved Potsdam-konferencen blev de polske og sovjetiske anneksioner af tidligere tysk land accepteret af [[USA]] og [[Storbritannien]], og [[Oder-Neisse-linjen]] blev fastlagt som Tysklands fremtidige østlige grænse.

Enigheden om Potsdam-konferencens hovedpunkter blev relativt hurtigt overskygget af de modsætninger mellem Sovjetunionen og de tre vestlige allierede[[Vestallierede]], som betegnes den kolde krig. En del af de aftalte bestemmelser blev aldrig ført ud i livet, bl.a. fordi fortolkningen af ordet demokrati var anderledes i Sovjetunionen end blandt de tre andre allierede.