Forskel mellem versioner af "Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50"

ingen redigeringsopsummering
 
Medaljerne blev uddelt i starten af 1877 til de berettigede, der var yderst tilfredse med denne erkendtlighed. Den [[11. marts]] [[1877]] samledes en masse tilfredse medaljemodtagere, ved [[Børsen]] i [[København]] for at vise deres taknemmelighed til [[Christian 9.]] De samlede medaljemodtagere valgte en deputation, der blev ledsaget af 5-6.000 mand til [[Amalienborg]], hvor deputationen overbragte en tak på vegne af de forsamlede medaljemodtager. Herefter holdt [[Christian 9.]] en tale til folkemængden, der blev besvaret med et "Kongen Leve", hvorefter man gik hver til sit.<ref>Lars Stevnsborg, s. 515-517</ref>
 
 
 
På et statsrådsmøde den [[10. april]] [[1874]] blev sagen taget op igen, fordi den nye krigsminister [[C.A.F. Thomsen]], efter mundtlig befaling, havde indgivet ønske om at drøfte ”medaljesagen”, som sagen blev kaldt. [[Christian 9.]] gav [[C.A.F. Thomsen]] lov til at søge om den nødvendige bevilling i [[finansloven]] på 50.000 kr. for 1875-76.
Erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i felttoget 1848-50 blev endelig stiftet den [[10. juni]] [[1875]] af [[Christian 9.]], efter indstilling af C.A.F. Thomsen dagen før.<ref>Lars Stevnsborg, s. 514-515</ref>
 
 
==Fremstilling==
Det blev krigsministeriets arkivar intendant [[J.E. Dittmann]], der undersøgte forskellige tilbud i ind- og udland og endte med at skrive kontrakt på regeringens vegne med fabrikanten [[Ernest Robineau]] og gravøren [[Alphée Dubois]] fra [[Paris]], der havde det billigste tilbud. Medaljerne skulle præges af Maison Robineau-Sorin Frères Manufacture de Bijouterie Religieuse i [[Paris]] og efterfølgende leveres mellem maj og november 1876.
Ifølge kontrakten skulle der fremstilles ét par [[poinçon]] (patricer) og to par produktionsstempler, hvilket skulle kunne holde til prægning af cirka 20.000 medaljer i alt.<ref>Lars Stevnsborg, s. 519 og s. 521</ref>
 
 
==Ansøgning==
 
Hvis man fandt, at der var belæg for at tildele medaljen til ansøgeren, fik vedkommende et diplom sammen med medaljen, der kom i en lille hvid papæske. Medaljen var i privat eje og ville, efter ejerens død, gå i arv til efterkommerne.<ref>[[Rigsarkivet]]. Krigsministeriet. Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 og 1864</ref>
 
 
==Referencer==
{{reflist}}
 
 
== Kilder og eksterne henvisninger ==
83

redigeringer