Republikanske parti (USA): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Lidt mere information |
Økonom (diskussion | bidrag) m wikilink |
||
Linje 43:
Det '''Republikanske Parti''' (i daglig tale '''Republikanerne'''), også almindeligvis kaldet '''GOP''' ("'''Grand Old Party'''") er [[USA]]'s [[Konservatisme|konservative]] parti. De republikanske idéer kan spores tilbage til [[forfatningskonventet]] i [[1787]], som skabte [[USA's forfatning|Den Amerikanske Forfatning]], men partiet blev opbygget på resterne af [[Whigpartiet (USA)|Whigpartiet]], som i [[1850]] var lammet af spørgsmålet om [[slaveri]]ets spredning til de nye vestlige stater. Partiorganisationen grundlagdes i [[1854]] med opposition til slaveriet som hovedpunkt, hvortil kom støtte til en handlekraftig [[Føderalisme|føderal]] regering inklusive støtte til handel, industri og transport. I slutningen af [[1860]] blev partiets kandidat, [[Abraham Lincoln]], valgt som præsident, en begivenhed, som var medvirkende til udbruddet af [[Amerikanske borgerkrig|Den Amerikanske Borgerkrig]] i [[1861]]. Nordstaternes sejr i [[1865]] gav partiet ry som Unionens redningsmand og slavernes befrier. Den rolle holdt i en hel generation sammen på partiets to grundpiller, farmere i Nord- og Veststaterne og industri-, handels- og finansinteresser i de østlige stater.
Det politiske grundlag fornyedes af [[Theodore Roosevelt]], som efter [[1900]] tiltrak en ny [[samfundsklasse|klasse]] af selvstændige og veluddannede funktionærer og engagerede partiet i en langsigtet [[udenrigspolitik]]. Partiet dominerede amerikansk politik næsten uafbrudt 1860-1932, hvor man vandt 14 ud af 18 valg til præsidentposten. Den væsentligste undtagelse var demokraten [[Woodrow Wilson]], som vandt, fordi Det Republikanske Parti midlertidig splittedes af en personlig strid mellem Roosevelt og efterfølgeren, [[William H. Taft]]. Først [[New Deal]]-politikken, som 1932-52 forenede Nordstaternes arbejderbefolkning og Sydstaternes konservative demokrater, udgjorde en trussel mod den republikanske dominans. Ved valgene i 1952 og 1956 vendte republikanerne tilbage med en moderat konservatisme under ledelse af den tidligere general [[Dwight D. Eisenhower]]s vicepræsident, [[Richard Nixon]], men tabte igen i 1960 og 1964. Eisenhowers vicepræsident, Nixon, var i stand til at bryde New-Deal-[[koalition]]en i [[1968]], da han blev valgt til præsident. Han tiltrak arbejdervælgere i storbyernes forstæder og omdannede Sydstaterne til en republikanske [[bastion]]. Hans genvalg i [[1972]] var en reaktion mod borgerretslovgivningen og den seksuelle frigørelse i 1960'erne. Partiet svækkedes dog med [[Watergate-skandalen]], som førte til Nixons afgang i 1974 og i 1976 til, at efterfølgeren, [[Gerald Ford]], tabte valget.
[[Ronald Reagan]]s to valg i [[1980]] og [[1984]] blev derimod en triumf for en ny og mere konservativ [[republikanisme]]. Den nye højrefløj, som havde støttet [[Joseph McCarthy]]s felttog mod [[kommunisme]]n i opposition til Eisenhower, allierede sig med religiøse [[Fundamentalisme|fundamentalister]] og høstede frugterne i 1980, i 1984 og endelig i [[1988]], da [[George H.W. Bush]] blev valgt. I 1990'erne triumferede en ny generation af [[Nykonservatisme|neokonservative]] kongresmedlemmer, organiseret af [[Newt Gingrich]], kongresmedlem fra [[Georgia]]. Han sikrede partiet et flertal i [[Kongressen (USA)|Kongressen]] 1994-98 med krav om lov og orden, skattenedsættelser, afskaffelse af [[velfærdsstat]]en, begrænsning af adgangen til [[abort]] og hurtig eksekvering af idømt [[dødsstraf]]. Vælgernes støtte til hans ideologiske korstog mod den føderale regering aftog imidlertid hurtigt, ikke mindst fordi den demokratiske præsident, [[Bill Clinton]], godt hjulpet af et langvarigt økonomisk opsving, gav republikanerne effektiv modstand. Ved de efterfølgende valg i [[Amerikanske præsidentvalg 1996|1996]] og [[Amerikanske præsidentvalg 2000|2000]] skrumpede det republikanske flertal gradvis ind.
| |||