Knud Viktor: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Steenth (diskussion | bidrag) m →Liv: fix link |
m bot: fix links |
||
Linje 21:
Viktor arbejdede og levede hen ved 50 år i en gammel hyrdegård i Luberon massivet tæt på Regalon kløften, beliggende i kommunen [[Cheval-Blanc]], departementet [[Vaucluse]]. Den utæmmede natur, der omgav ham, gjorde han til sit fonografiske og [[fotografisk]]e atelier under åben himmel, da han fik lejlighed til at benytte de første bærbare [[båndoptager]]e. Fra den første minikassette ([[Philips]], [[1963]]) til den tosporede [[Nagra]] ([[1971]]) vedblev han at fikse og opfinde sit eget lydværktøj til at optage og filme det usynlige eller oversete liv i naturen ([[insekter]], [[kanin]]ens drømmerier i bunden af sin hule, [[gedehams]]ene på loftet), det uendeligt små (den stadigt pågående [[erosion]], [[orm]]e i en [[frugt]], [[asparges]]ernes vækst), det flygtige (årstidernes vekslen, cikadens [[hamskifte]]) og det umålelige ([[Durancefloden]]s vande, bjergenes ekko). Vi taler her om poetiske studier i insekternes liv og fantasiens [[geologi]], som han udfører med uhørt teknisk snilde og vedholdenhed. Når han bruger sit lydapparatur på omgivelserne, praktiserer Knud Viktor en lydkunst, en nutidig kunstnerisk genre, der per definition er tværfaglig.
I [[1963]] påbegynder Knud Viktor en serie kaldet « ''Lydbilleder'' », som i tid ligger forud for [[Luc Ferraris]] ''Lydlandskaber''. Knud Viktors eksperimenterende arbejder gør ham til en forløber for vor tids [[fonografi]] eller [[lydskrift]]. Han betragtede sig selv som ''lydmaler'', paa samme måde som [[Yann Paranthoën]] skulle kalde sig ''lydskulptør''<ref>Cf. Yann Paranthoën, « En lydskulptørs ord », i serien « Henvisninger til den ottende kunstart », ved forlaget [[Phonurgia Nova]], 1990</ref>. Hans arbejde offentliggøres til at begynde med af ''''L’Oiseau Musicien'''' (den musikalske fugl) i form af to 33’ [[grammofonplade]]r fra [[1972]]. Den kendte [[ornitolog]] og specialist i optagelser af [[fugle]]stemmer [[Jean-Claude Roché]] knytter en kort tekst til pladerne. Vi kan ligeledes nævne en ''piratudgave'' af en [[CD]], der cirkulerer blandt kendere. Knud Viktor bliver efterhånden et kendt navn i [[
« Luberonsymfonien » fra
I 1989 bestiller byen [[Melle]] i departementet [[Deux-Sèvres]] to opstillinger, de eneste man stadig kan opleve : « ''Eclats d’argent'' » (Sølvsplinter) og « ''Allo la Terre'' » (Hallo Jord). Den første præsenteres i en nedlagt [[sølv]][[mine]], en af [[Europa]]s kendteste [[geologi]]ske [[seværdighed]]er – De frankiske kongers sølvminer. Det drejer sig om en lydvandring på 320 meter i minegangene, hvor man kan høre, hvordan man sprængte [[klippe]]stenen eller blot [[vand]]et risle, etc. Datidens borgmester i Melle, [[Jean Bellot]], og Knud Viktor modtog sammen [[Turistfornyelsen]]s Grand Prix.
Linje 34:
I 2012 blev udstillingen « ''Horizonic'' », oprindeligt skabt i [[Island]] og tilegnet [[nordisk]]e lydkunstnere, vist på [[Kunstakademiet i Caen]], hvorfra den senere skulle rundt i [[Frankrig]].
[[Gassendi Museet]] i [[Digne-les-Bains]], departementet [[Alpes
tre af Knud Viktors telefonbokse.
Linje 46:
* « Eclats d’argent » i en nedlagt sølvmine i departementet Haute-Garonne. Det drejer sig om en lydmontage af Knud Viktor, der genskaber stemningen i minen (modtog prisen ”Innovation 89”).
* ”Allo la Terre”, tre telefonbokse drevet af solenergi, byen Melle i departementet Haute-Garonne.
* Tre telefonbokse, Musée Gassendi i Digne-les-Bains (Alpes
* ”La Chambre d’images”, billeder af insekter projiceres op på fire kæmpelærreder: 1. Centre Culturel de Cavaillon (i anledning af Avignonfestivalen 1978) og 2. Musée Gassendi, Digne-les-Bains , 2010.
* Opstilling af Knud Viktor i 2009 i ''Chambre d’écoute'', installeret i 2007 af Marc Jaquin på Musée Réattu i Arles.
| |||