Danmarks historie (1814-1848): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
KnudW (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Tøndemageren, fjerner ændringer fra 83.93.119.176 (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 10:
Det var et forarmet land, der stod tilbage efter [[Statsbankerotten 1813|statsbankerotten]], [[Englandskrigene]] og tabet af Norge til Sverige. Frederik 6. inviterede sig selv med til [[Wienerkongressen]] i [[1814]]–[[1815|15]] for at sikre sig så gunstige betingelser som muligt, og det lykkedes ham at få [[Svensk Forpommern]], der mageskiftedes med [[Sachsen-Lauenburg|Lauenburg]] fra [[Kongeriget Preussen|Preussen]], samt et pengebeløb fra Sverige, som erstatning for tabet af Norge.<ref>{{Harvnb|Lindeberg|1974|p=225.}}</ref>
▲I 1814 udsendtes en ''anordning, som bestemmer, hvad bekendere af den mosaiske religion, der opholder sig i Danmark, har at iagttage.'' Denne titel dækkede over en ophævelse af alle love om jøder i Danmark. Nu fik jøder almindelig borgerret og ret til at ernære sig i ethvert lovligt erhverv. Det havde primært været et mindretal af velhavende jøder, med [[Mendel Levin Nathanson|M.L. Nathanson]] i spidsen, der havde arbejdet for den nye lov. De fattigere medlemmer af menigheden ønskede derimod at bevare det jødiske særpræg. Den nye anordning gik mindretallet i møde ved at kræve, at jøderne skulle følge landets almindelige love om [[Skifte (arv)|skifte]], [[fattigvæsen]] og [[skole]]gang. Dokumenter vedrørende ægteskaber eller testamenter skulle skrives på dansk eller tysk og følge dansk tidsregning, for at være retsgyldige. Desuden blev der til opnåelse af borgerretten tilknyttet det krav, at de unge jøder skulle bestå en eksamen i den mosaiske tro på linje med [[konfirmation]]en i [[folkekirken]]. Selv om [[jødedom]]men nu var blevet en officiel religion, gik mange jøder i de følgende år skridtet videre og lod sig selv eller deres børn døbe. Blandt dem var [[Henrik Hertz]] og [[Christian Georg Nathan David|C.N. David]].
Forordningen var ikke lige populær i befolkningen og resulterede blandt andet i de såkaldte [[Jødefejden 1819-1820|jødefejder]] i [[1819]] i København og flere provinsbyer efter den økonomiske krise i [[1816]].<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=209.}}</ref>
Line 22 ⟶ 20:
[[Fil:Nationalbanken 1899.png|thumb|Nationalbankens bygning omkring 1899]]
Siden [[Statsbankerotten 1813|statsbankerotten]] i 1813 havde regeringen gennemført en række reformer, men den største blev gennemført [[1. august]] [[1818]], da den statslige rigsbank blev erstattet af [[Danmarks Nationalbank|Nationalbanken i København]], der i følge sin kongelige anordnede vedtægt var et privat [[interessentskab]]. Banken skulle sørge for seddeludstedelse, fortsætte den inddragelse af sedler rigsbanken havde startet, og ellers føre en udlånspolitik til gavn for erhvervslivet. Som noget nyt gav kongen og regeringen afkald på indblanding i bankens drift og beslutninger.
Det var et brud på enevældens princip om, at al magt lå hos kongen. Ledelsen bestod af et 15 mand stort repræsentantskab, der blev valgt blandt aktieejere og låntagere i banken. Inddragelsen af sedler gik meget langsomt, og først i 1830'erne var seddelomløbet halveret, og i 1838 nåede banken [[pari]]. Banken førte en meget stram og forsigtig udlånspolitik, som specielt København kom til at lide under, med det
Efterkrigstiden gjorde det af med mange af Københavns store handelshuse. De sidste forsvandt i 1820 i forbindelse med, at der blev optaget et stort indenlandsk statslån på seks millioner rigsdalere med en så gunstig rentetilskrivning. Det tømte mange firmaer, der stadig led under handelskrisen efter krigen, for kapital.<ref name="S210" /> Danmarks position i verdenshandelen var forsvundet, og i de kommende år blev der kun gjort få forsøg på at starte nye selskaber. De eksisterende måtte koncentrere sig om at udvikle og handle med danske forbedrede industri- og landbrugsprodukter.<ref name="S209-10" />
| |||