J.P. Mynster: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Tilføjede Kategori:Personer i Rangfølgens klasse 1 ved hjælp af Hotcat |
No edit summary |
||
Linje 23:
== Opvækst ==
F.L. Bang var en virksom, dygtig og vel anset mand, der heller ikke manglede kærlighed til børnene, men han var kun lidt egnet til at lede deres opdragelse, og det samme gjaldt om hans hustru Louise født Hansen, hvem han, efter anden gang at være blevet enkemand, ægtede 1782.
;Pietisme i hjemmet
Hele huset var præget af en [[pietisme]], der, hvad vel dengang var det almindelige, var for holdningsløs til at gøre noget alvorligt indtryk, men som kunne være plagende nok med lange, kedsommelige husandagter og skændeprædikener over de ubetydeligste virkelige eller indbildte forseelser. Men ved siden af den megen strenghed, der anvendtes, havde børnene tillige en stor frihed til at benytte deres tid, som de kunne og ville.
Som hele opdragelsen var også skolegangen planløs; en kort tid gik Mynster i [[Metropolitanskolen]], hvor han dog egentlig undervistes privat
af en farbroder, som var hører, hjælpelærer, ved denne. Men både før og efter havde han huslærere, af hvilke en gav ham navnet ''Job'', der længe hæftede ved ham. I året 1790 dimitterede stedfaderen ham selv uden nogen som helst undersøgelse af hans kundskaber, og det var sikkert ikke faderens skyld, at han gjorde en god eksamen.
;Vennekredsen
Line 52 ⟶ 35:
Han var, uden selv at have haft ønsker i den retning, af stedfaderen blevet bestemt til at studere [[teologi]], fordi han ansås for at være for dum til at indlade sig med medicinen. Men teologiens daværende tilstand var ikke sådan, at den kunne øve synderlig tiltrækning på et
begavet ungt menneske, og de forelæsninger, der blev holdt ved universitetet, var kun lidet lærerige, endnu mindre op vækkende. Mynster havde vel fra barndomstiden bevaret en dyb religiøs følelse, men [[Den historiske Jesus|den historiske Kristus]] havde for ham som for de fleste af
hans samtidige ingen virkelighed. Det faldt ham endnu længe efter ikke ind at søge det rige indhold, der lå gemt i fortidens teologi, der jo gjaldt for et overvundet standpunkt, som det nsås for utænkeligt at vende tilbage til med noget udbytte.
Det teologiske studium var ham kun et pligtarbejde, som han udførte så upåklageligt, at han 1794 tog sin [[embedseksamen]]; men sit egentlige åndelige liv levede han sammen med vennerne, med hvem han delte begejstringen for [[den franske revolution]] så vel som tidens filosofiske og litterære interesser. Tonen i kredsen var den samme som i sin tid i det norske selskab; men midt i «Kommersen» blev Mynster ofte grebet af tungsindig længsel efter noget dybere. De prøver på [[vers]] forfattede i denne periode, som han senere har meddelt, udtrykke begge retningerne, de lystige forfattedes i det lystige selskab, de vemodige i ensomme timer.
;Huslærer
Allerede inden Mynster havde taget sin embedseksamen, var han antaget som huslærer for grev [[Joachim Godske Moltke]]s eneste søn, [[Adam Wilhelm Moltke|Adam Wilhelm]]. Moltke havde siden 1784 været uden offentlig virksomhed. Han levede vel om vinteren i København, men det meste af året i en fornem, trist ensomhed på [[Grevskabet Bregentved|Bregentved]]. Mynsters tid var ikke stærkere optaget af hans elev, end at han kunne drive meget selvstudium, både i æstetisk og filosofisk retning.
Han læste [[Immanuel Kant|Kant]], [[Hegel]] og [[Schelling]], af hvilken sidste han især følte sig tiltrukket; det var med mismod, han tænkte på, at denne mand, som alt havde bragt det så vidt, kun var et halvt år ældre end han selv. Han blev dog hverken dengang eller senere tilhænger af noget filosofisk system, men han søgte hos filosofferne hjælp mod [[materialisme|materialistiske]] anskuelser, han var kommet ind i, og som vakte tvivl hos ham, han ikke kunne afvise, medens han dog var grebet af rædsel, når disse forestillinger blev levende for ham.
Han forsøgte flere gange på at besvare universitetets filosofiske [[prisopgave]]r, men først 1798 kom han så vidt, at han indgav en afhandling om ''Fordelene og Manglerne så vel ved den offentlige som ved den private Opdragelse'', for hvilken han vandt prisen. Da den tid nærmede sig, at den unge Moltke skulle være student, blev præstekaldet i [[Spjellerup Sogn|Spjellerup]] og [[Smerup Sogn|Smerup]] på Vemmetofte gods ledigt, og Mynster bestemte sig til at anmode grev Moltke, der rådede for besættelsen, om det, ikke fordi han egentlig følte drift til at blive præst, men han følte heller ikke drift til at blive noget som helst andet i verden.
Greven modtog hans begæring velvillig, og efter at en plan til en udenlandsrejse var forhandlet og opgivet, blev han i juli 1801 kaldet og i november samme år ordineret, medens det blev ordnet således, at embedet foreløbig besørgedes ved en hjælpepræst, for at Mynster kunne blive hos sin elev, indtil denne havde taget [[artium]] og [[Anden Eksamen|"Anden Eksamen"]] (filosofikum). Ved begge eksaminer udmærkedes han, så Mynster havde fuldført sit hverv på den bedste måde. Han havde også vundet tro venner både i faderen og sønnen.
;Tungsind
Medens han var huslærer, var han, så vel som tidligere i København, ofte hjemsøgt af tungsind, der i det sidste år tog således overhånd, at han var ved at gå til grunde under dets tryk. Den beretning, han som en gammel mand har givet herom, viser, med hvilken gru han tænkte på den tid, da det syntes ham, der var intet andet for ham at gøre end rat tage ud til Spjellerup og sørge sig ihjel. <br />
«Jeg bringer», siger han, «nødig de Ord, der tilhøre Andagtens timer, i det sædvanlige Foredrag; <br />
dog kan jeg ikke bekvemme mig til her blot at sige: Omsider arbejdede dog min bedre Natur sig atter frem;<br />
Line 122 ⟶ 57:
== Præst i Spjellerup 1802 ==
I november 1802 kom Mynster da til [[Spjellerup Sogn|Spjellerup]]. Uagtet han her lige så lidt som, medens han var hos grev Moltke, undgik omgang med andre, levede han dog endnu bestandig i virkeligheden et eneboerliv; hvad der foregik i hans indre, skjulte han med ængstelig omhu, og ingen vidste, før han selv som en gammel mand fortalte det, hverken hvorledes han havde kæmpet med tungsindets dæmon, eller hvorledes han endelig sejrede. Det var i året 1803, han sad og læste i en bog af [[Friedrich Heinrich Jacobi|Jacobi]], en forfatter, der dengang fik en særegen betydning for ham, fordi han hos ham fandt den samme søgen efter et fast standpunkt som hos sig selv.<ref>[[Friedrich Heinrich Jacobi|Jacobi]] udformede en umiddelbarhedsfilosofi, og Mynster fandt umiddelbarheden i det religiøse forhold. Virkeligheden i sig selv var umiddelbart givet for os i troen eller følelsen. Troen var umiddelbar vished eller viden. Således var den forudsætningen for videre erkendelse (Jens Rasmussen ''En brydningstid – Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850'', Odense 2002, side 41) — Se evt. afsnit [[:sv:Friedrich_Heinrich_Jacobi#Trons_filosofi|"Trons filosofi"]] {{sv sprog}}</ref>
Da fór det ham med ét gennem Sjælen som et lyn fra det høje, og han sagde sig med al klarhed: <br />
«Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning <br />
-- og i denne Henseende nærede jeg ingen Tvivl --, <br />
Line 147 ⟶ 73:
han tildeler dig, og tåle de Savn, han pålægger dig.»
Disse tanker var ham naturligvis ikke nye; men for første gang følte han sig grebet af dem, som man kun bliver grebet af det, der kommer fra Gud, og han siger: «Intet ligner den henrykkelse, den indvortes Jubel, hvormed jeg ofte sagde mig selv: Jeg har en Gud og en Frelser!» Fra den tid er det, som om cellen, hvori han havde indesluttet sig, åbnede sin dør, og han begynder ikke blot som hidtil at føle trang til at udrette noget, men også at tro på, at han evnede det.
Hertil bidrog det måske ikke lidt, at [[Kamma Rahbek|Fru Rahbek]] efter et besøg i Spjellerup 1804 blev hans varme veninde, med hvem han førte en levende brevveksel, af hvilken meget — måske alt for meget — er trykt i forskellige samlinger. Den beundring, hun nærede for Mynster, kan forekomme os overdreven, men den tjente til at styrke hans tillid til sig selv, hvilket dengang nok kunne behøves. Han begyndte nu også på en ikke ubetydelig litterær virksomhed. I året 1809 skrev han, efter forgæves at have forsøgt at anmelde Oehlenschlägers ''Poetiske Skrifter'',
et digt til denne. I dette hedder det: <br />
«Saa gaa vi til vort Værk med Kraft og Lyst;<br />
Line 171 ⟶ 82:
og bygge atter frejdigt Herrens Hus.»
Her havde han betegnet, hvad der herefter skulle være hans livsopgave. Det følgende år erklærede han den herskende [[rationalisme]] krig ved en afhandling mod det af biskop [[Peter Outzen Boisen (biskop)|Boisen]] gjorte [[liturgiske]] forslag. Et par teologiske afhandlinger oplæste han på Sjællands landemode, deriblandt ''Om den Kunst at prædike'' (1810). Størst betydning fik dog en [[prædiken]]samling (1810), hvori han allerede udfolder sine store evner som prædikant; han vil her vise sine samtidige den samme vej, som han selv er vandret, og trøste dem, der trænge dertil, med den trøst, hvormed han selv er blevet trøstet, og det kan ikke undre os, at det er stilheden, ensomheden, han priser som det rette middel til at finde sig selv i modsætning til den travlhed og stundesløshed, hvori så mange menneskers liv hengår.
== Kapellan ved Frue Kirke i København 1811 ==
Det næste år (1811) søgte og fik Mynster embedet som 1. [[kapellan]] ved [[Vor Frue Kirke (København)|Frue Kirke]] i København. Denne gang følte han en bestemt drift til en større virksomhed i hovedstaden, og han tog intet hensyn til de mange advarsler fra slægt og venner mod at
ombytte et godt landsbykald med et fattigt kapellani og det idylliske Spjellerup med det urolige København. Det viste sig også, at han ikke havde taget fejl; thi han fik hurtig en stor menighed;talrige tilhørere, deriblandt de fleste teologiske studenter og kandidater, samlede sig om hans prædikestol.
Han afslog tilbud både om at blive den senere konges, [[Frederik VII]]’s, opdrager og om et professorat i [[Kristiania]]; men der blev pålagt ham mange særskilte hverv. Han blev ([[1812]]) [[docent]] i psykologi ved [[Pastoralseminarium|pastoralseminariet]], for hvilket han (samme år) blev meddirektør; [[1814]] udarbejdede han grundlaget for den udgave af [[Luthers lille Katekismus]], der autoriseredes til almindelig brug ved skolerne; samme år var han med at oprette [[Det Danske Bibelselskab|Bibelselskabet]], i hvis bestyrelse han indtrådte; [[1815]] blev han medlem af kommissionen til [[Det Nye Testamente]]s revision og [[1817]] endog medlem af direktionen for universitetet og de lærde skoler.
Da denne hørte mellem kollegierne og havde umiddelbart referat til kongen, må det anses for et betydeligt
slotspræst.
;Howitz-fejden 1824
De mange arbejder, der således pålagdes ham, af brød ikke hans litterære virksomhed. I året 1824 deltog han i den store filosofiske fejde mod professor [[Frantz Gotthard Howitz|F.G. Howitz]], der havde erklæret sig for en tilhænger af den gamle anskuelse om en evig nødvendighed og et urokkeligt fatum, skæbne. Han udgav sine tidligere teologiske arbejder på tysk (''Kleine theologische Schriften'', 1825)
og en årgang prædikener (1823) samt ''Betragtninger over de kristelige Troslærdomme'' (1833). Disse sidste så vel som
prædikenerne fik en overordentlig betydning som de andagtsbøger,
| |||