J.P. Mynster: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 93:
;Howitz-fejden 1824
De mange arbejder, der således pålagdes ham, af brød ikke hans litterære virksomhed. I året 1824 deltog han i den store filosofiske fejde mod professor [[Frantz Gotthard Howitz|F.G. Howitz]], der havde erklæret sig for en tilhænger af den gamle anskuelse om en evig nødvendighed og et urokkeligt fatum, skæbne. Han udgav sine tidligere teologiske arbejder på tysk (''Kleine theologische Schriften'', 1825) og en årgang prædikener (1823) samt ''Betragtninger over de kristelige Troslærdomme'' (1833). Disse sidste så vel som prædikenerne fik en overordentlig betydning som de andagtsbøger, de dannede i en hel menneskealder søgte til, og hvori mange fandt den næring for deres åndelige liv, som de forgæves søgte i kirkerne, hvor [[rationalisme]]n endnu for en stor del førte ordet.
Mynster havde fortrinlige forudsætninger for at kunne skrive betragtninger: ikke blot bød hans mange kundskaber ham stof alle vegne fra; men han havde selv oplevet så meget i de indre prøvelser, han havde gennemgået, at han var en erfaren fører for andre, især hvor han omtaler det indre liv, [[bøn]]nen, hengivenheden i Guds vilje, medens han kun i mindre grad havde øje for betydningen af samfundslivet, hvor de troende drager og opbygger hinanden. Han havde selv stået på det standpunkt, hvorpå det store flertal af [[menighed]]en endnu stod, og han vidste at gå ind i sine samtidiges tankegang.
Netop dette, som er hans prædikeners og betragtningers fortrin, bevirker, at de fleste nu ikke længere søger opbyggelse i dem. Men hvis der skulle komme en slægt, som, træt af den travle syssel med at løse samfundsopgaver, følte trang til enkeltvis at gå ind i lønkammeret og fordybe sig i sig selv, da ville den utvivlsomt atter kunne søge til Mynsters opbyggelsesbøger og finde frugtbar anvisning i dem.
I Mynsters huslige forhold var der i København sket en stor forandring, idet han 1815 ægtede biskop [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Fr. Münters]] ældste datter, Marie Frederikke Francisca (Fanny). Hun var ikke 19 år gammel, 21 år yngre end Mynster, men han levede med hende i det lykkeligste ægteskab. Hun døde 1871.
== Biskop over Sjællands Stift 1834 ==
Da [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|biskop Münter]] døde 1830, var der allerede mange, som mente, at Mynster skulle være hans efterfølger; det blev dog [[Peter Erasmus Müller|P.E. Müller]]; men ved dennes død 1834 var Mynster selvskreven til hans embede. 9. september 1834 udnævntes han til biskop over Sjællands stift.
;Røret om Grundtvigs ''Kirkens genmæle'' var stilnet af
Det var endnu en forholdsvis stille tid i den danske kirke; den store strid, som [[Grundtvig]] havde vakt ved ''[[Kirkens genmæle]]'', var stilnet af. Mynster havde ikke blandet sig i den, men han havde ved en [[prædiken]] ''Om den kristelige Visdom'' taget afstand fra begge partier og nået at vække uvilje hos dem begge. Vel netop fordi hans egen udvikling, som alt oftere omtalt, var sket i stilhed og ensomhed, havde han modvilje mod alle kirkelige bestræbelser, der vakte opsigt og satte masserne i bevægelse. Der er næppe noget skriftsted, han oftere nævner end {{Bib|Esajas|es|42|2}}: «Han skal ikke råbe og ej opløfte røsten og ej lade sin røst høre på Gaden».
;Den grundtvigske bevægelse
Det agitatoriske, der var ved den grundtvigske bevægelse, især efter at [[Jacob Christian Lindberg]] havde taget den i sin hånd, var ham højlig imod. Forholdet mellem Grundtvig og Mynster, der i forvejen havde været køligt nok, blev ikke bedre ved Mynsters optræden under
forhandlingerne om [[sognebåndsløsning]] ved [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|Stænderforsamlingen]] i Roskilde, og et formeligt brud må der siges at have fundet sted, da Grundtvig [[1838]], samme år som de nævnte forhandlinger fandt sted, androg om ikke blot som hidtil at måtte prædike, men også at måtte holde [[konfirmation]] og [[altergang]] i Frederikskirken ([[Christians Kirke]]).
Den meget skarpe erklæring, biskoppen indgav mod dette andragende, indeholder formodentlig det samme, som han mundtligt sagde Grundtvig, da denne søgte ham. Men der var endnu ingen anledning for denne til offentlig at træde op mod Mynster, og han deltog ikke i de temmelig umotiverede angreb, Lindberg rettede mod ham for hans [[katekismus]]. De førte til, at Mynster skrev: ''Om de danske Udgaver af den lille Katekismus'' (1835).
== Ritualforslaget 1838 blev ikke gennemført ==
Mynsters anseelse stod dengang på det højeste, han var almindelig anerkendt som den danske kirkes ypperste mand, og da han nu tillige indtog dens første embedsstilling, kan man ikke undre sig over, at han troede at kunne tage en stor reform i sin hånd, nemlig indførelsen af et nyt [[Ritualbog|ritual]] og en ny [[alterbog]].<ref>Til ritualstriden, se afsnit "Ritualstriden i 1830'erne" i Jens Rasmussen ''En brydningstid – Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850'', Odense 2002, side 71ff – Rasmussen skriver at ritualsagen i 1830'erne er væsentlig derved at man i denne debat for første gang ser konturerne til de kirkelige retninger senere i århundredet, selv om debatten ikke førte til noget nyt ritual for statskirken</ref>
Når denne sag, som der havde været arbejdet på så længe, nu igen kom op, beroede det egentlig på forhold i [[kancelli]]et. Her stod [[Poul Christian von Stemann|Stemann]] og [[A.S. Ørsted]] i bestandig modsætning til hinanden, idet den første ville gøre de gamle kirkelove gældende på en langt mere bogstavelig måde, end Ørsted fandt forsvarlig. Mynster stod i denne sag helt på Ørsteds side, og da denne med megen møje havde udvirket, at der skulle tages hensyn til et andragende fra en del af Københavns præster om at tilvejebringe en forandring af
[[Ritualbog|ritualet]] og en ny [[alterbog]], vægrede Mynster sig ikke ved at udføre arbejdet, under hvilket han dog rådførte sig med nogle af ham selv valgte mænd. Da han var færdig, blev udkastene trykt og først uddelt til et stort antal mænd, siden kom de i boghandelen. Tillige nedsattes der 5. april 1839 en kommission for at give dem deres endelige form.
;Mynster havde gjort forskel mellem voksnes dåb og barnedåb
Det var egentlig kun et eneste punkt i Mynsters forslag, der virkelig blev underkastet drøftelse både i de erklæringer, der indhentedes, og i pressen. Han havde ved [[dåb]]en gjort forskel mellem voksnes dåb og barnedåb; kun ved den første skulle der som hidtil spørges direkte om [[forsagelse]] og tro; men ved barnedåben skulle der siges: «Men Dåbens hellige pagt er denne, at du skal forsage . . ., at du skal tro» . . ., hvorefter der til slutning spørges barnet: «Vil du døbes på denne Tro?»
;Misbilligelse af Mynsters ændringer
En del af professorerne med [[H.N. Clausen]] i spidsen udtalte sig endnu i den retning, som tidligere havde været almindelig, når der forhandledes om [[liturgi]]ske spørgsmål; men ellers var omtrent alle enige i at misbillige den af Mynster gjorte forandring og ønske,
at det gamle skulle bibeholdes.
;Grundtvigs ''Frisprog mod Biskop Mynsters Forslag'' 1839
Grundtvig udgav 1839 ''Frisprog mod Biskop Mynsters Forslag'', et skrift, der bar sin titel med rette; i det voldsomste sprog angreb han ikke blot den med dåben gjorte forandring, men ikke et stykke, ja ikke en linje i forslaget fandt hans bifald. Biskop [[Nikolai Fogtmann|Fogtmann]] fælder en træffende dom, når han siger, at Grundtvig har vel ret i «nogle Poster», men han har uret i «alle Måder».
Mynster skrev mod Grundtvig og hans meningsfæller: ''Oplysninger angående Udkastet til en Alterbog og et Kirkeritual'' (1840), og det var ham ikke nogen vanskelig opgave at påvise de vilde påstande og urimeligheder, som Grundtvigs skrift vrimlede af. Men når dette og de andre udtalelser fra samme side dog vakte en almindelig uvilje mod forslaget næsten i alle kirkelig interesserede kredse, lå grunden dog dybere,
end både Mynster og hans modstandere indså.
;Efter forkastelsen mistede Mynster lysten til at arbejde med reformer
Udkastet led af den, rigtignok uundgåelige, fejl at være nyt, og det var først, da det forelå til sammenligning med det gamle, at det gik op for læserne, at det er en farlig sag med nye kirkelige formularer. Det var bestandig, som hørte man igennem dem en enkelt mands røst, medens de gamle, der var nedarvede fra slægt til slægt, klang som selve kirkens røst. Dette må anses for hovedgrunden til, at ritualforandringen aldrig blev udført. Det er let forståelige at denne sags udfald betog Mynster lysten til at arbejde på reformer i kirken; den øvrige del af sit liv modsatte han sig kun dem, der ønskedes fra andre sider.
== Frederik VI’s død 1839 ==
I det hele blev Mynsters stilling en anden efter kong [[Frederik 6.|Frederik VI’s]] død. Da han holdt ligtalen over ham i [[Roskilde Domkirke]], begyndte han med de ord: «I Frederik VI’s Mænd!» Til disse hørte han selv, som alle, der kom i nærmere berøring med den
gamle konge, havde han næret den største kærlighed og ærbødighed for ham; men disse følelser formåede han ikke ret at overføre på hans efterfølger.
;Frihedstrangen udvikler sig både politisk og kirkeligt
Der begyndte nu rundt om at røre sig en trang til større frihed både i politisk og i kirkelig henseende. [[Stænder]]institutionen havde kun skærpet appetitten, ikke tilfredsstillet den, og alle vegne stødte det nye liv, der rørte sig, mod gamle love og indretninger. For så vidt det var kirkelige spørgsmål, der rejstes, skulle disse afgøres i [[kancelli]]et; men den alt omtalte uenighed i dette var ikke blevet mindre; bestandig stod der to partier eller synspunkter over for hinanden, og som følge deraf var dets optræden tit holdningsløs.
;Mynster betragtede det som sin opgave at holde på det bestående
Mynster betragtede det bestandig som sin opgave at holde på det bestående. Han kunne endnu mindre end tidligere forlige sig med den uro, der var kommet over mennesker, som efter hans mening havde gjort langt bedre i at passe deres egne sager og lade dem, der havde forstand på det, styre statens og kirkens anliggender, og medens han havde et skarpt blik for uklarheden hos oppositionsmændene og for de urene elementer,
der var blandet ind i bevægelserne, formåede han ikke at se, at der bag alt dette kunne skjule sig en berettiget stræben. Således var det over for Grundtvig og hans tilhængere så vel som
over for dem, der fra andre synspunkter og på andre måder
ønskede større frihed i kirken.
== De gudelige forsamlinger ==
[[Gudelige vækkelser#Anden fase: Vækkelsens gennembrud (1830–40)|De gudelige forsamlinger]] havde efterhånden udbredt sig over hele landet og øvede en stor tiltrækning på [[almue]]n. Autoriteternes forhold til dem havde været meget ujævnt, snart havde de uhindret kunnet holdes, snart var man optrådt mod dem med stor strenghed. Præsterne var i det hele meget uvillig stemt mod dem, og der blev gjort flere forsøg på at få [[konventikelplakat]]en af [[13. januar]] [[1741]], der bestemte, på hvilken måde de måtte holdes, skærpet. Dette frarådede Mynster dog bestandig; i det hele har han mange gange dæmpet iveren for at fare hårdt frem mod forsamlingerne; men en ting holdt han på: man skulle gøre den nævnte anordning gældende over for dem, der rejste omkring og holdt forsamlinger, medens der skulle ses gennem fingre med dem, der kun holdt dem på deres hjemsted.
Men det er klart nok, at han kun følte liden sympati for den hele bevægelse og for de prædikende lægmænd. Vel indrømmer han, at de opvakte
i reglen er flittige og stræbsomme folk, men, siger han, flere og flere forledes også til i fordærvelige grublerier at forsømme deres jordiske kald – andre skaffer sig et levebrød af at være partiledere, talere eller husværter, og der føres megen betænkelig lærdom både i [[pietisme|pietistisk]] retning og ved «den forvirrede Tale om Dåbspagten». Alt dette er sandt nok, men det er ikke mindre sandt, at der dog ofte i lægmændenes tale var en inderlighed og bag den en kristelig erfaring, som savnedes hos mange præster, og dette var hovedgrunden til, at deres prædiken fik så stor indgang.
== Baptisterne 1839 og afvisningen af Mynsters tvangsdåb ==
Det viste sig imidlertid at Mynster havde ret i, at der adskillige steder var noget usundt i opvækkelsen, da [[baptisme|baptisterne]] fra 1839
trængte ind i landet og fik deres tilhængere netop fra de opvakte kredse. Det var efter landets forfatning aldeles ulovligt, at et fremmed religionsparti søgte at udbrede sig i det, og Mynster var straks på det rene med, at det burde forbydes dem at optræde som samfund, så de holdt den hellige [[nadver]]; deres børn skulle [[dåb|døbes]], de børn der dog var døbte skulle [[konfirmation|konfirmeres]], og hvis de ikke
ville lade være at gøre [[proselyt]]ter, skulle de henvises til fristæderne.
Regeringen forsøgte også at gå frem imod dem på denne måde, men hvad der havde været vanskeligt at sætte igennem i midten af det 18. århundrede, var blevet umuligt i midten af det 19. Fængslinger og mulkteringer, udstedelse af bøder, bevirkede kun, at sekten vakte endnu
mere opsigt. Der blev indhentet nye, meget forskellig lydende erklæringer fra biskopperne; Mynster holdt på, at børnene for statens
skyld måtte døbes; denne kunne ikke være tjent med, at der opvoksede mennesker, som slet ikke hørte til noget religionssamfund.
I [[kancelli]]et var der ligeledes uenighed, og det blev derfor [[konge]]n selv, der måtte tage en beslutning, og denne gik da ud på, at
baptisterne vel måtte forsamle sig og nyde den hellige [[nadver]], men deres børn skulle døbes (23. december 1842). Man var her gået
ud fra den mislige tankegang, som i øvrigt også var Mynsters, at da de anså barnedåben for en nullitet, uden betydning, kunne de heller intet have at indvende mod børnenes dåb. Men denne forudsætning holdt ikke stik, baptisterne søgte på alle måder at unddrage børnene dåben, og snart begyndte også [[P.C. Kierkegaard]] i [[Pedersborg Sogn|Pedersborg]] og andre præster at vægre sig ved at døbe de børn, der med magt måtte tages fra forældrene for at bringes til kirken.
;Selv Mynsters venner var imod tvangsdåb
I det hele rejste den offentlige mening sig næsten enstemmig mod de tagne forholdsregler, og Mynster blev her forladt selv af sine bedste
venner som Ørsted og [[Hans Lassen Martensen|Martensen]]. Københavns Præstekonvent indgav også et andragende mod tvangsdåben. Regeringen truede først [[P.C. Kierkegaard|Kierkegaard]] med afskedigelse, men turde ikke gøre alvor af sin trussel, og da kancelliet 1846 atter måtte forestille kongen sagen, var det kun Mynster og Stemann, der endnu fastholdt, at der skulle gås frem efter loven. Ørsted udtalte, at den ved plakaten af 23. december 1842 tilvejebragte tilstand var uholdbar, og at de dengang tagne bestemmelser måtte forandres. Dette skete
dog først i året 1848.
== Forhandling om ny salmebog ==
;Nyt sammenstød med Københavns Konvent
Ligesom i den her omhandlede sag stødte Mynster også sammen med Københavns Konvent (~ "Københavns Præstekonvent" ?), da der forhandledes om en ny
[[salmebog]].<ref name="salmebog">[http://www.km.dk/fileadmin/share/dokumenter/nyheder/salmebet/Salmeboeger.rtf Danske salmebøger og -samlinger] (rtf-fil) ([http://web.archive.org/web/20070607014501/http://www.km.dk/fileadmin/share/dokumenter/nyheder/salmebet/Salmeboeger.rtf htm-fil]), en oversigt</ref> Både Grundtvigs salmedigtning og talrige udgaver af ældre salmer havde åbnet øjnene for den evangeliske salmebogs mangler.
Line 377 ⟶ 219:
en undskyldning for, at biskoppens bestemthed har nødt ham til
at tage en beslutning, der var modsat hans egne ønsker og
formodentlig også stred mod hele eller halve løfter, der var givet til Grundtvig.
;Fælles overbestyrelse for kirken og skolen
Line 397 ⟶ 238:
følte sig krænket ved den opposition, han mødte i stiftets
præsteskab, viste han ved i sine erindringer at indføre en skrivelse fra
1845 til Københavns Konvent, hvori han opgør sit mellemværende med det.
;Efter 1848 kommer Mynster mere i defensiven
Line 435 ⟶ 275:
udstemtes, væsentlig dog af formelle grunde. I øvrigt var han
blandt dem, der stemte imod [[Grundloven]]. Efter den tid skrev
han endnu et par småpjecer mod [[Niels Møller Spandet|Spandets]] forslag om [[borgerligt ægteskab]]. Han var blevet formand for den af [[A.S. Ørsted]] som [[kultusminister]] 1853 nedsatte kirkekommission; men inden den ret fik begyndt sine forhandlinger, døde han 30. januar 1854.
== De sidste år – eftermæle ==
Det går ved skildringen af Mynsters sidste år som så tit i fremstillingen af en mands liv, at det er lettest at få fat på de stridigheder, han har været indviklet i; men det ville være et urigtigt indtryk, hvis man ville mene, at Mynster gik op i bitterhed og forgæves modstand mod forandringer, der måtte og skulle fremmes.
;Litterær virksomhed
Han vedblev sin litterære virksomhed, især udgav han bestandig nye prædikener, ligesom han samlede sine teologiske afhandlinger (''Blandede Skrifter'', 6 bind, 1852-57; de sidste bind blev udgivet [[Posthum|efter hans død]] af svigersønnen [[J.H.V. Paulli]]). Et af ham udarbejdet ''Grundrids af den kristelige Dogmatik'' udkom først efter hans død.
Hans mangeårige studier over kirkens ældste historie førte kun til udgivelsen af mindre afhandlinger om det 1. århundredes kirkehistorie. Han bevarede til det sidste sine mange interesser, og frem for alt han havde ikke i de mange stridigheder, der optog ham, glemt vejen til det lønkammer, hvor han i sin ungdom havde levet så rigt et liv og gjort så mange erfaringer. I de aftentimer, der bestandig var helliget bøn og betragtning, hentede han til det sidste den sindets ligevægt, som ikke forlod ham, selv når han kun kunne tænke på de offentlige sager "med Sorg og Væmmelse". Hertil kom også den glæde, han til det sidste følte ved sin embedsgerning, især [[visitats]]erne. "Jeg forsikrer dig", skrev han til sin hustru, "at mangen Gang, når jeg således går og taler i Kirkerne, kan jeg synes, at det er det bedste af alle Embeder at være Biskop."
;Eftermæle
Hans foreløbige eftermæle blev ikke således, som det ville være blevet, hvis han var død 15 år tidligere. I den henseende delte han skæbne med sin ven Ørsted. Ikke blot gengældte Grundtvig og hans tilhængere ham den bitterhed, han havde næret mod dem; men mange præster, der var overbeviste om, at kirken trængte til større frihed, havde med misbilligelse set de hindringer, han lagde i vejen for udviklingen. Her skal ikke dvæles ved [[Søren Kierkegaard]]s voldsomme angreb på ham, kun skal det bemærkes, at det er besynderligt, at den mand, som selv roste sig af at være den ensomme, ikke havde blik for, i hvor høj grad Mynsters prædiken bar præg af, at også han i ørkenens ensomhed havde fundet Jordans kilder.
Mynster havde intet parti, der kunne værge hans navn mod de mange umodne og uforstandige gentagelser af [[Søren Kierkegaard#Kirkestormen (1855)|Kierkegaards angreb]] på ham. Men medens disse lød i litteraturen, sad der rundt om i landet mangfoldige præster, der havde gået i hans skole, og mange af kirkens bedste mænd har vedkendt sig, hvor meget de skyldte ham. Efterhånden har også en retfærdigere bedømmelse arbejdet sig frem, og der er nu næppe mange, som ikke ville samstemme med H.L. Martensens en gang så anfægtede ord i en [[prædiken]] kort efter hans død:
"I denne hellige Række af sandhedsvidner (fra Apostlene indtil vore Dage) <br />
Line 496 ⟶ 294:
og Troens Vidnesbyrd, hvor førte han det ikke iblandt os i ånds og Krafts Bevisning".
== Kilder ==
:J.P. Mynster: ''Meddelelser om mit Levnet'' (1854).
| |||