Arvo Pärt: Forskelle mellem versioner

Som ung komponist eksperimenteredekomponerede Pärt dodekafone værker (eks. ''Nekrolog ''1960, ''Perpetuum Mobile'' 1963, Symfoni nr. 1 1963)<ref>Marinitsch, Eric: '''Arvo Pärt''', s. 6, Universal Edition 2009</ref> Men dodekafonien førte Pärt i en delblindgyde, medog forskelligehan afbevægede densig vestligeover modernismesi kompositionsteknikker;collagekompositioner men(''Collage efterhåndensur B-A-C-H'' 1964, ''Pro et Contra'' 1966, Symfoni nr. 2 1966, ''Credo'' 1968.) Heller ikke med collageteknikken fandt Pärt sit ståsted som komponist. Han pålagde derfor sig selv en tænkepause, der varede fra årene 1968-1976, hvor han sinsøgte svar i tidlig musik, blandt andet gregoriansk sang. I 1976 brød han denne pause med værket ''Für Alina'', der var det første i Pärts egen personlige stil:, tintinnabuli. Med dette værk og denne nye stil kom Pärt for alvor frem som komponist. Tintinnabuli kan siges at være en personlig variant af [[minimalistisk musik|minimalisme]], der har gjort ham til en af nutidens mest kendte og mest populære klassiske komponister. Hans musik i denne stil er stærkt præget af hans religiøsitet og hans interesse for kormusik fra [[14. århundrede|14.]] til [[16. århundrede]].

* HenrikHillier, MarstalPaul: ''Arvo Pärt. – længslen efter de hvide tangenter''.Oxford Gyldendal,University 2008.Press 1997