Christoffer Columbus: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved Asger, fjerner ændringer fra 87.57.59.143 (diskussion | bidrag)
Linje 50:
 
== Anden rejse ==
Columbus gjorde sig hurtigt klar til en ny tur, og [[24. september]] 1493 drog han af sted, denne gang fra [[Cádiz]] med hele 17 skibe og 1.200 mænd, deriblandt broren Diego og 200 adelsmænd. Det var den største enkeltstående ekspedition, der nogensinde havde forladt Europa.<ref>Herman Lindqvist: ''Columbus'' (s. 123)</ref> [[3. november]] opdagede de en ø, og da det var søndag, fik den navnet [[Dominica]] (i De [[Små Antiller]]). Flåden sejlede nu fra ø til ø (i alt 46). På Santa Maria de [[Guadeloupe]] måtte de vente i mange dage, da nogle af søfolkene drog plyndrende rundt og dermed fór vild. Da man ledte efter dem, fandt man hytter, hvor gryderne endnu var varme, og indeholdt rester af mennesker. Man fandt tyve kvinder, der blev fedet op for at blive spist, og [[kastration|kastrerede]] smådrenge, der blev holdt som slaver, til også de skulle fortæres. Da spanjolerne nærmede sig en [[kano]], hvor to nykastrerede slaver blev holdt fanget, blev de beskudt med forgiftede pile, så den ene spanjol døde i løbet af nogle minutter.<ref>Herman Lindqvist: ''Columbus'' (s. 124)</ref> Columbus satte kurs for [[Hispaniola]], hvor han havde efterladt ca førrefyrre mand på den første rejse. Alle var døde. De lokale indianere var blevet trætte af spanjolernes udplyndring og kvinderov, og da en gruppe spanjoler forlod fortet, blev de dræbt af nabohøvdingen. Fortet blev angrebet og brændt ned af høvdingen Caonabó og hans folk. Pater Buil, som var udnævnt til at være den første missionær i Columbus' Indien, forlangte, at de døde skulle hævnes, men det gik Columbus ikke med til. Han sejlede videre, men stolede aldrig igen på de indfødte. Som erstatning etablerede han byen Isabela, ved en malariabefængt sump hvor intet ville gro. I løbet af få døgn blev der rejst flere hundrede hytter, men så blev folk syge. Situationen var så fortvivlet, at Columbus sendte tolv af fartøjerne hjem, med instrukser til kongen om forstærkninger, samt forslag om salg af indianere som slaver i Spanien.<ref>Herman Lindqvist: ''Columbus'' (s. 129-32)</ref>
[[Fil:Columbus second voyage.jpg|thumb|left|Anden rejse.]]
Senere sejlede flåden til Cuba, hvortil den ankom [[24. april]] [[1494]], og i perioden maj til september udforskede Columbus og hans folk denne ø, samt [[Jamaica]], hvor storm gjorde skade på skibene, maden slap op, og guld fandt de intet af. Columbus lå syg med febervildelse og revmatisme, og måtte bæres i land i Isabela. Hans bror Bartolomeo var dog ankommet med titel af guvernør. Spanjolerne havde nu fået nok af at beordres rundt af to udlændinge, og pater Buil og flere andre rejste hjemad for at rapportere til kongen om brødrene Columbus' vanstyre. Indianerne havde også fået nok, og tidligt i [[1495]] ledede Columbus og Bartolomeo personligt en straffeekspedition med musketter, kanoner og dresserede hunde. Indianerne blev slået på flugt, men gik over til en [[guerillakrig]], det tog brødrene ti måneder at nedkæmpe. Høvding Caonabó blev holdt som fange, og Columbus' søn Fernando skrev: "Nu kan en spanjol gå i fred hvor han vil, nyde markens grøde og tage gratis hvilke kvinder, han vil have, og han kan bede de indfødte om at bære ham på skuldrene, så længe det passer ham." Over 1.600 indfødte blev ført fangne til Isabela, hvor 500 blev håndplukket for salg i Sevilla, hvoraf 200 raskt omkom. Columbus tvang også hver indfødt, der var fyldt fjorten år, til at møde op hver tredje måned med så meget guld, der kan rummes i en falkebjælde, som han uddelte til hver. I stedet for guld kunne man betale med 11 1/2 kilo [[bomuld]]. Når guldet eller bomulden var leveret, fik vedkommende en kobbermønt til at hænge om halsen. Den, der ikke bar sådan en mønt, blev hårdt straffet – pisk eller hænderne hugget af. De indfødte flygtede naturligt nok op i bjergene og genoptog guerillakrigen. De tilbageblevne sled livet af sig på marker og guldfelter.