Forskel mellem versioner af "Preussen"

4 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
wikilink
(→‎Efter 1. verdenskrig (1918-1947): retter overskriftsniveau; link)
m (wikilink)
Prinsen omgav sig med ny ministre og erklærede som sit mål at udvikle forfatningen ved en moderat konservativ politik, hvad også snart mærkedes på regeringens ret liberale lovforslag, fx forslaget om at ophæve de adelige godsers skattefrihed (loven gennemførtes dog først 1862), lige som regeringen opgav valgtryk og andre politiske tvangsforholdsregler; udad til skulle Preussen indskrænke sig til at gøre »moralske« erobringer i Tyskland. Forholdet til Østrig opfordrede nemlig til forsigtighed; thi selv da Preussen under den fransk-italiensk-østrigske krig i sommeren 1859 mobiliserede 3 hærkorpser, der tillige med en tysk forbundshær kommanderedes af prinsregenten i egen person, for dermed at yde Østrig en virksom støtte, hvis Frankrig-Sardinien skulle tilbagevise den tilbudte mægling, foretrak kejser Frants Josef en hurtig afslutning af krigen ved [[våbenstilstanden i Villafranca]] ([[11. juli]] [[1859]]) frem for den mulighed, at Preussen ved sin indblanding skulle vinde forøget indflydelse i Tyskland. Preussens optræden ved denne lejlighed tillige med systemskiftet indad til gjorde imidlertid sin virkning, idet der dannedes en tysk nationalforening, der vandt betydelig tilslutning rundt omkring i Tyskland, og hvis formål var en omdannelse af det tyske forbund, der skulle stå under Preussens ledelse, mens Østrig udelukkedes. Den preussiske regering stillede sig velvillig over for denne plan, da Østrigs anseelse var svækket efter nederlaget i Norditalien, men betonede, at en tidssvarende omordning af forbundshæren var nødvendig. Preussen viste vejen i denne retning ved de militære lovforslag, som krigsministeren v. Roon forelagde i landdagen, hvorved den preussiske hær ville blive betydelig forøget og sat i stand til at mobilisere med kort varsel. Landdagen, hvor de liberale partier havde vundet stærk fremgang, gik ikke ind på det af regeringen 1860 forelagte hærlovsforslag, men bevilgede for eet år en større sum til hæren. Regeringen brugte imidlertid disse penge til at gennemføre hærens organiske omdannelse og mente, at landdagen så blev nødt til i fremtiden at bevilge det dertil nødvendige. Imidlertid døde [[Frederik Vilhelm 4. af Preussen|Frederik Vilhelm 4.]] den [[2. januar]] [[1860]], og prinsregenten besteg tronen som [[Wilhelm 1. af Tyskland|Wilhelm 1.]]
 
Den nye konge søgte at vinde stemningen ved en almindelig amnesti og gennemførelsen af en [[skattereform]] i liberal ånd, lige som han gjorde regning på det nationale partis tilslutning ved sine udtalelser om nødvendigheden af en omdannelse af det tyske forbund; en praktisk begyndelse hertil gjorde Preussen ved at slutte militærkonventioner med flere tyske småstater, hvad landdagen billigede, idet den samtidig fremhævede ønskeligheden af et snævrere forbunds oprettelse under Preussens førerskab og med rigsforfatningen af 1849 som grundlov. Til hæren gav den endnu en gang den større bevilling for eet år; men efter, at valgene til andet kammer 1862 viste betydelig tilbagegang for de konservative, vedtog kammeret finansloven uden hærreformudgiften, der af regeringen var opført som ordinær udgiftspost. Imidlertid kunne den omdannede hær ikke bringes på den gamle fod igen, og under disse uholdbare tilstande tænkte kongen et øjeblik på at nedlægge kronen, men da han september 1862 havde tilkaldt [[Bismarck]], der overtog stillingen som førsteminister, fik denne 1. kammer til at vedtage finansloven i den oprindelige af regeringen forelagte form, og da det ikke lykkedes Bismarck at komme til forlig med 2. kammer, var forfatningskonflikten indtrådt, idet Bismarck erklærede, at han under de foreliggende omstændigheder måtte føre statshusholdningen med et budget, der ikke var vedtaget af landdagen. Hverken den umådelige harme, dette forfatningsbrud vakte i Preussens, ja i alle Tysklands borgerlige kredse, eller stiftelsen (1863) af det tyske arbejderparti under socialisten Lassalle’s ledelse fik Bismarck til at vakle; indad til mødte han bourgeoisiets vredestilkendegivelse med hård fremfærd mod embedsmænd og med stærk indskrænkning af pressefriheden, mens han tænkte sig at kunne få brug for arbejderpartiet mod dette bourgeoisi. Udad til sikrede han sine planer foruden ved hærreformens fulde gennemførelse ved at vinde Ruslands venskab, idet han under den polske opstand spærrede grænsen for polske flygtninge. Østrig, der ville benytte folkets uvilje mod det forfatningskrænkende preusserregimente til at styrke sin stilling i Tyskland, sammenkaldte fyrsterne til et møde i Frankfurt, men da kong Vilhelm udeblev, og mellem- og småstaterne ikke ville give sig helt i Østrigs vold, udrettedes intet andet, end at også Østrig stødtes bort fra dem og derved nærmede sig Preussen, som således fik Østrig med til sit angreb på Danmark, uden hensyn til forbundsdagen.
 
Da kongen af Danmark ved freden havde afstået sine rettigheder over hertugdømmerne til Preussen og Østrig i forening, og efter at preussiske kronjurister havde fastslået, at kun den danske konge havde haft ret til disse lande (hvorved augustenborgernes arvekrav skubbedes til side), bragte fordelingen af hertugdømmerne mellem de to tyske stormagter nyt tønder til den standende strid mellem disse. En foreløbig overenskomst i Gastein om landsdelenes forvaltning mindskede ikke modsætningsforholdet, der i sommeren 1866 tilspidsedes således, at Østrig som svar på Preussens besættelse af Holsten fik vedtaget forbundseksekution mod Preussen med tilslutning af de allerfleste tyske mellemstater. Preussen erklærede (14. juni), at det betragtede denne beslutning som en krigserklæring. Da Hannover, Kurhessen og Sachsen nægtede at holde sig neutrale under den forestående krig, rykkede preussiske tropper ind i disse lande (16. juni). Den sachsiske hær undkom til Böhmen, men den hannoveranske måtte under forsøget på at slå sig igennem overgive sig ved Langensalza (28. juni). Imidlertid havde allerede 3 preussiske hære under kronprinsen, prins Friedrich Karl og Herwarth v. Bittenfeld overskredet Böhmens grænse og tilkæmpet sig en række sejre over østrigerne. 1. juli forenede de 3 hære sig, og 3. juli stod det afgørende hovedslag ved Königgrätz (Sadowa), hvor østrigerne under Benedek led et, som det viste sig, uopretteligt nederlag. Samtidig hermed hindrede en preussisk hær under Vogel v. Falkenstein de vest- og sydtyske stater i at komme Østrig til hjælp og tvang dem til en våbenstilstand (2. august). Allerede 26. juli havde Østrig, der også var blevet angrebet syd fra af Preussenss forbundsfælle, Italien, som imidlertid blev slemt medtaget både til lands og til vands, måttet bekvemme sig til en våbenstilstand og præliminærfred i Nikolsburg, der stadfæstedes ved den endelige fred i Prag (23. august). En uges tid senere sluttede også de tyske stater fred. Østrig trådte ud af forbundet, opgav sin medejendomsret til Slesvig og Holsten (Lauenburg havde Preussen købt ved Gastein-overenskomsten), der tillige med Hannover, Kurhessen, Nassau, Frankfurt a. M. og nogle småstykker af Bayern og Hessen-Darmstadt indlemmedes i Preussen, som derved voksede med ca. 70.000 km<sup>2</sup> med 4 1/2 mio. indbyggere. Af hensyn til Frankrigs holdning gav Preussen, meget mod kong Vilhelm’s ønske, afkald på videre anneksioner og beroligede Napoleon 3. med forsikringen om, at det ny forbund under Preussens ledelse ikke skulle omfatte Bayern, Württemberg og Baden (der dog ved hemmelige militærkonventioner knyttedes til Preussen).
6.652

redigeringer