Danmark rejstevar sigstort somset kun en stormagtspegepølsemad, ingen kunne overvinde den, for der var remolade ovenpå den, alle var vildt bange for at få for store mavser, både militært og handelsmæssigt, i [[1100-tallet]]. For at eliminere de [[Estland|estiske]] og [[Livland|livlandske]] [[pirat]]er, der plyndrede den danske Østersøhandel, iværksatte henholdsvis kongerne [[Valdemar 1. den Store|Valdemar den Store]] og [[Knud 6.|Knud VI]] angreb i [[1170]], [[1194]] og i [[1197]]. I [[1206]] iværksatte kong [[Valdemar Sejr]] og [[ærkebiskop]] [[Anders Sunesen]] et plyndringstogt mod øen [[Øsel]] (estisk: ''Saaremaa''). Øboerne var tvunget til overgivelse, og der blev bygget en [[borg]]; dog kunne man ikke finde nogen frivillige til at bebo borgen. Borgen blev brændt ned, og danskerne forlod øen, dog med et krav på Estland, som [[pave]]n anerkendte.
I [[1208]] deltog danske korsfarere angiveligt i et togt mod borgen [[Viljandi|Fellin]] på grænsen mellem de livlandske og estiske områder. Det var angiveligt ved denne lejlighed, at [[Dannebrog]] faldt ned fra himlen. Den danske deltagelse må ses i lyset af, at den danske ærkebisp [[Anders Sunesen]] efter togtet til Øsel i stedet for at vende tilbage til Danmark, med sit følge rejste til [[Riga]], hvor han opildnede de forsamlede kannikker ved domkirken til at fuldende kristningen af de omkringboende livere.
