Horsens Statsfængsel: Forskelle mellem versioner

I [[1892]] var Horsens ramme for den sidste [[halshugning]] i Danmark og dermed den sidste henrettelse for forbrydelser begået i fredstid.<ref>Der var 46 henrettelser efter [[2. verdenskrig]], hvilket kunne lade sig gøre med vedtagelsen af en særlov, se [[dødsstraf]].</ref> Det var [[Jens Nielsen (dødsdømt)|Jens Nielsen]], der efter en kort mistrøstig tilværelse måtte lade livet i gården i Statsfængslet. Som syvårig kom han i 1870 på [[fattiggård]], og inden han fyldte ti år endte han på opdragelsesanstalt på grund af nogle små-tyverier. Sin første straf, 25 slag ris for tyveri, fik han som femtenårig, og da han i 1879 påsatte to alvorlige brande, medførte dette en dom på to års forbedringshus. Herefter blev han hjulpet til [[Canada]], men vendte senere tilbage til [[Danmark]]. Senere blev han idømt 16 års tugthus for tyveri og anstiftelse af brand på fem gårde.
Jens Nielsen nærede et voldsomt had til myndighederne, og hans eneste ønske var at dø ved [[dødsstraf]]. I fængslet i Horsens overfaldt han i tre tilfælde fængselsbetjente for at blive straffet. De to første gange blev han dødsdømt, men straffen blev ændret til livstidsstraf. Tredje gang lykkedes hans forehavende, og [[8. november]] [[1892]] kunne Danmarks sidste aktive [[bøddel]] [[Theodor Seistrup]], hæve den tunge [[skarpretterøkse]] over hans hals. Jens Nielsen var ikke mere, og samtidig blev et grusomt kapitel angående [[halshugning]] i dansk afstraffelseshistorie bragt til ende.