Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner

Gennem hele perioden som storfyrstendømme var Finland hovedsagelig et bondesamfund, selv om industrialiseringen skød fart i anden halvdel af 1800-tallet. Landressourcerne var forholdsvis jævnt fordelt på den finske landsbefolkning med stadig mindre gårdbrug, men befolkningsvæksten var høj med en voksende andel ejendomsløse. De sociale forhold på landet var anspændte med store sociale og politiske spændinger, og tilbageslag i jordbruksproduktionenjordbrugsproduktionen gav tidvis regelret hungersnød. I anden halvdel af 1800-tallet indtraf flere økonomiske kriser, og disse faldt sammen med den stærkeste befolkningsvækst, som Finland har oplevet. Dette lod sig kun delvis afhjælpe ved en udvandring til Amerika, som tillige kom sent i gang: fra Finland udvandrede blot henved 300.000 til USA,<ref>Hjerppe, side 96.</ref> halvparten av nivået i Norge og Sverige.

Finlands jordbrug var i midten af 1800-tallet ikke i stand til at holde trit med befolkningsvæksten. Efter Krimkrigen måtte en del af det nødvendige korn jævnligt importeres, og i 1860-erne kom det til flere uår, som tømte kornlagrene og anstrengte statsfinanserne. Sommeren 1867 var usædvanlig kold – isen på de sydfinske søer tøede først væk i midten af juni – med næsten fuldstændigt ødelagte avlinger som resultat. De anstrengte statsfinanser gjorde det vanskeligt at skaffe korn fra udlandet, og det lidet udviklede vejnet vanskeliggjorde en tilfredsstillende distribution. Følgen blev en sultkatastrofe i årene 1867 og 1868: i "de store hungersårene" mistede Finland 6% af befolkningen, omkring 100.000 mennesker.<ref>Virrankoski II, s. 523–527; Klinge, s. 237–243</ref>

I lighed med mange andre lande var [[tekstilindustri]]en blandt Finlands første industribrancher. Nogen [[bomuldsspinderi]]er voksede frem, og den første [[dampmaskine]] i Finland blev taget i brug af Littoinen tøjfabrik i [[1842]]. SkandinaviasSkandinaviens største bomuldsspinderi midt i 1800-tallet var ejet af [[Finlayson|Finlayson & Co]], i Finland. Sent i [[1850'erne]] startede [[Fiskars]] finsk produktion af dampmaskiner til savværker og industrier.<ref name=autogeneret6>Hjerppe, side 77.</ref> Træindustrien blev alligevel lokomotivet i Finlands industrialisering, med tømmer, planker, trævarer og møbler i første række. Forbuddet mod dampsave blev ophævet i [[1857]], og de sidste lovbegrænsninger for [[savværk]]er blev fjernede i 1861, da en række dampsavværker blev byggede – særlig efter, at priserne steg med jernbaneboomenjernbaneboomet fra begyndelsen af 1870-erne.

Kystområderne var centrum for udviklingen, herfra blev der eksporteret træ også til Vesteuropa. Både [[Verla træsliberi og papfabrik]] i Verla i [[Jaala]] kommune og Gutzeits papirfabrik i [[Kotka]] blev grundlagte under jernbaneboomenjernbaneboomet i [[1872]], den sidste af den norske værkejer [[Hans Gutzeit]] fra [[Fredrikstad]]. Sådanne etableringer var eksempler på virksomheder, som kom på grund af tilgangen på [[trævirke]] og bøndernes tømmerpriser var væsentligt lavere i Finland end i Norge. Fra 1880-erne, og særlig efter århundredeskiftet, voksede også papirfremstillingen i betydning.<ref>Virrankoski II, s. 535–539</ref> Produktionen af [[træmasse]] og [[Papirmasse|pulp]] startede beskedent fra [[1860-tallet]], og i [[1880'erne]] blev kemisk træmasseproduktion introduceret.<ref name=autogeneret6 />

Opbygning af jernbanenettet var et led i Aleksander 2.s udviklingsprogram, og den første jernbanestrækning i Finland blev anlagt på zarens ordre. Banestrækningen forbandt [[Helsingfors]] og [[Tavastehus]] og blev åbnet i 1862. Mellem 1868 og 1870 kom strækningen [[Riihimäki]] – [[St. Petersburg]]. [[Sporvidde]]n på denne strækning var et politisk stridstemastridsemne, men til syvende og sidst fik det finske jernbanenet samme sporvidde som det russiske jernbanenet, det vil sige bredere end ellers i Europa. I 1870-erne blev der bygget en forlængelse fra Tavastehus til Tammerfors, i 1903 blev strækningen yderligere forlænget gennem Österbotten til [[Torneå]].