Forskel mellem versioner af "Monmouths oprør"

346 bytes fjernet ,  for 6 år siden
oversat
m (migrateToWikidata at d:q1940446)
(oversat)
'''Monmouths oprør''' i 1685 var et forsøg på at vælte [[Jakob 2. af England]], som var blevet konge af England, Skotland og Irland ved sin ældre broder [[Karl 2. af England|Karl 2.s]] død den [[6. februar]] [[1685]]. Jakob 2. var katolik og nogle af hans protestantiske undersåtter var modstander af at han var blevet konge. [[James Scott, 1. hertug af Monmouth]], en illegitim søn af Karl 2. Hævdede at være den retmæssige arving til tronen og forsøgte at afsætte Jakob 2.
 
Opstanden endte med at Monmouths styrker led nederlag i [[slaget ved Sedgemoor]] den [[6. juli]] [[1685]]. Monmouth blev henrettet for højforræderi den 15. juli og mange af hans støtter blev enten henrettet eller sendt til kolonierne som straf af domstolen kaldet "Bloody Assizes" under dommer [[George Jeffreys]].
 
== Hertugen af Monmouth ==
[[Fil:James Scott.jpg|thumb|[[James Scott, 1. hertug af Monmouth]]]]
{{Hovedartikel|James Scott, 1. hertug af Monmouth}}
Monmouth var illegitim søn af Karl 2.
Monmouth var illegitim søn af Karl 2. Der havde været rygter om at Karl havde giftet sig med Monmouths mor, [[Lucy Walter]],<ref name="fraser">{{cite book|author=Fraser, Antonia|authorlink=Antonia Fraser|year=1979|title=King Charles II|publisher=Weidenfeld and Nicolson|location=London|isbn=0-297-77571-5}}</ref> men der var ingen beviser,<ref>Robin Clifton, ‘Walter, Lucy (1630?–1658)’, Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, Sept 2004</ref> og Karl sagde altid, at han kun havde en kone, [[Katharina af Braganza]].<ref>{{cite book|author=Hutton, Ronald|year=1989|title=Charles II: King of England, Scotland, and Ireland|publisher=Clarendon Press|location=Oxford (England)|isbn=0-19-822911-9}}</ref> Der var ingen overlevende børn fra dette ægteskab.
 
MonmouthDer var illegitim søn af Karl 2. Der havde været rygter om, at Karl havde giftet sig med Monmouths mor, [[Lucy Walter]],<ref name="fraser">{{cite book|author=Fraser, Antonia|authorlink=Antonia Fraser|year=1979|title=King Charles II|publisher=Weidenfeld and Nicolson|location=London|isbn=0-297-77571-5}}</ref> men der var ingen beviser,<ref>Robin Clifton, ‘Walter, Lucy (1630?–1658)’, Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, Sept 2004</ref> og Karl sagde altid, at han kun havde en kone, [[Katharina af Braganza]].<ref>{{cite book|author=Hutton, Ronald|year=1989|title=Charles II: King of England, Scotland, and Ireland|publisher=Clarendon Press|location=Oxford (England)|isbn=0-19-822911-9}}</ref> Der var ingen overlevende børn fra dette ægteskab.
Monmouth var [[protestant]]. Han var blevet udnævnt til øverstkommanderende for den [[British Army|engelske hær]] af sin far i [[1672]] og generalkaptajn i [[1678]] og havde haft nogen succes i Holland under den [[Den tredje britisk-hollandske krig 1672-74|3. engelsk-hollandske krig]].<ref name="fraser"/>
I [[1681]] blev der gjort et forsøg på at få vedtaget Eksklusionsloven i Parlamentet. Det var en lov, som skulle udelukke [[Jakob 2. af England]] – Karl 2.s bror – fra [[tronfølge]]n og indsætte Monmouth i stedet, men Karl udmanøvrerede sine modstandere og opløste Parlamentet for sidste gang.<ref>Harris, Tim, ''Revolution: The Great Crisis of the British Monarchy, 1685–1720'', Penguin Books, Ltd., 2006. ISBN 0-7139-9759-1</ref><ref>Miller, John, ''James II'', 3d. ed. Yale University Press, New Haven 2000. ISBN 0-300-08728-4</ref> Efter [[Rye House komplottet]], som var et forsøg på at myrde både Karl og Jakob gik Monmouth i [[eksil]] i [[Holland]] og samlede støtter i [[Haag]].<ref>Milne, Doreen J. "The Results of the Rye House Plot and Their Influence upon the Revolution of 1688: The Alexander Prize Essay" ''Transactions of the Royal Historical Society'' 5th Seris, 1 (1951), p. 91-108</ref>
 
Monmouth var [[protestant]]. Han var blevetblev udnævnt til øverstkommanderende for den [[British Army|engelske hær]] af sin far i [[1672]] og generalkaptajn i [[1678]]. ogHan havde haft nogen succes i Holland under den [[Den tredje britisk-hollandske krig 1672-74|3. engelsk-hollandske krig]].<ref name="fraser"/>
Så længe Karl 2. forblev på tronen var Monmouth tilfreds med at leve komfortabelt i Holland, mens han fortsat håbede på at overtage tronen på fredelig vis. Jokob 2.s tronbestigelse slukkede disse håb. [[Vilhelm af Oranien]], som godt nok var protestant, var traktatmæssigt bundet – og kunne ikke støtte en rival til tronen.
I [[1681]] blevvar der gjort et forsøg på at få vedtaget Eksklusionsloven i Parlamentet. Det var en lov, som skulle udelukke [[Jakob 2. af England]] – Karl 2.s bror – fra [[tronfølge]]n og indsætte Monmouth i stedet, men Karl udmanøvrerede sine modstandere og opløste Parlamentet for sidste gang.<ref>Harris, Tim, ''Revolution: The Great Crisis of the British Monarchy, 1685–1720'', Penguin Books, Ltd., 2006. ISBN 0-7139-9759-1</ref><ref>Miller, John, ''James II'', 3d. ed. Yale University Press, New Haven 2000. ISBN 0-300-08728-4</ref> Efter [[Rye House komplottet]], som var et forsøg på at myrde både Karl og Jakob gik Monmouth i [[eksil]] i [[Holland]] og samlede støtter i [[Haag]].<ref>Milne, Doreen J. "The Results of the Rye House Plot and Their Influence upon the Revolution of 1688: The Alexander Prize Essay" ''Transactions of the Royal Historical Society'' 5th Seris, 1 (1951), p. 91-108</ref>
 
Så længe Karl 2. forblevsad på tronen, var Monmouth tilfreds med at leve komfortabelt i Holland, mens han fortsat håbede på at overtage tronen på fredelig vis. Jokob 2.s tronbestigelse slukkede disse håb. [[Vilhelm af Oranien]], som godt nok var protestant, var traktatmæssigt bundet – og kunne ikke støtte en rival til tronen.
 
== Fra Lyme Regis til Sedgemoor ==
I maj 1685 sejlede Monmouth til [[South West England]], et stærkt protestantisk område, med tre små skibe, fire små feltkanoner og 1.500 musketter.<ref>{{cite web|url=http://www.battlefieldstrust.com/resource-centre/stuart-rebellions/campainpageview.asp?pageid=91|title=The Campaign|publisher=UK Battlefields Resource Centre|accessdate=2008-06-14}}</ref> Han gik i land med 82 støtter, heriblandt [[Ford Grey, 1. jarl af Tankerville|Lord Grey of Warke]],<ref>{{cite web|url=http://www.battlefieldstrust.com/media/139%2Epdf|title=Sedgemoor Battle and Monmouth Rebellion Campaign|last=Foard|first=Glen|work=UK Battlefields Resource Centre|publisher=The Battlefields Trust|accessdate=2008-06-14}}</ref> og samlede omkring 300 mand i [[Lyme Regis]] i [[Dorset]] den 11. juni.<ref>{{cite web|url=http://www.somersettimeline.org.uk/page.php?trid=4|title=Monmouth Rebellion - Why Monmouth?|last=Dunning|first=Robert|work=Somerset Timeline|accessdate=2008-06-14}}</ref> Kong Jakob blev hurtigt advaret om Monmouths ankomst. To toldofficerer red så hurtigt som muligt de 320 km fra Lyme ankom til London den 13. juni efter hurtigst muligt at have redet 320 km.
 
Andre vigtige medlemmer af oprøret var:
 
- [[Robert Ferguson (præst)|Robert Ferguson]]. En fanatisk skotsk [[Presbyterianisme|presbyteriansk]] præst, som også var kendt som "kupmageren".<ref name="ferguson">{{cite book |title=Robert Ferguson "The Plotter" |last=Ferguson |first=James |authorlink= |coauthors= |year=2008 |publisher=Wildside Press |location= |isbn=978-1-4344-7131-4 |page= |pages= |url=http://books.google.co.uk/books?id=N4t8b6g6ifEC&printsec=frontcover&dq=Robert+Ferguson+plotter#v=onepage&q&f=false |accessdate=12 November 2010}}</ref> Det var Ferguson, som skrev Monmouths proklamation, og det var ham som mest ønskede at Monmouth blev kronet til konge.<ref name="ferguson"/>
 
- [[Thomas Hayward Dare]]. Dare var en guldsmed frai [[Taunton]] og en [[Whig-partiet|Whig]] politiker,. enHan mand med enhavde betydelig formue og indflydelse,. somHan havde været fængslet under en politisk kampagne for valg af et nyt parlament. Han fik også en enorm bøde på £5,000 for 'oprørsk' tale. Efter sin løsladelseløsladelsen flygtede han til [[Holland]] og blev oprørets kassemester.<ref>{{cite web | url=http://www.thegloriousrevolution.org/docs/rebellion.htm | title=Rebellion | publisher=The Glorious Revolution | accessdate=14. november 2010}}</ref>
 
- [[Hertugen af Argyll]]. [[Archibald Campbell, 9. jarl af Argyll]] skulle lede oprøret i Skotland, og havde allerede været involveretmed i et mislykket forsøg – kaldet: [[Rye House komplottet]] i 1683.<ref>{{cite web | url=http://www.thereformation.info/Argyll%20rebellion.htm | title=The Rebellion of the 9th Earl of Argyll, 1685. | publisher=The Reformation | accessdate=12. november 2010}}</ref>
 
I stedet for at marchere mod LondonMonmouth marcherede Monmouth nordpå mod [[Somerset]], og den 14. juni stødte han sammen med militsen fra Dorset ved [[Bridport]]. Mange af militsfolkene deserterede og sluttede sig til Monmouths styrke,<ref name="whiles">{{cite book|last=Whiles|first=John|title=Sedgemoor 1685|publisher=Picton Publishing|location=Chippenham|year=1985|edition=2nd|isbn=094825100}}</ref> inden han udkæmpede en ny træfning den 15. ved [[Axminster]]. Rekrutterne sluttede sig til hans uorganiserede styrke, som nu var på omkring 6.000 mand, fortrinsvis non-conformister – (dvs. ikke medlemmer af den anglikanske kirke) foruden håndværkere og landarbejdere bevæbnet med landbrugsredskaber såsomsom høtyve.<ref name="histuk">{{cite web |url=http://www.historic-uk.com/HistoryUK/England-History/DukingDays.htm |title=Monmouth's rebellion and the Battle of Sedgemoor |accessdate=2007-11-21 |work=Historic UK }}</ref> En berømt deltager var den unge [[Daniel Defoe]].
 
Monmouth udråbte sig selv til konge og blev kronet i [[Chard, Somerset|Chard]]<ref>[http://www.wessex.me.uk/chardpics.htm Chard website]</ref> og igen i [[Taunton]] den 20. juni 1685, hvor Taunton Corporation blev vidne tilbevidnede begivenheden truet af sværd udenforuden for White Hart Inn. DetteDet skete for at opmuntre landadelen til at støtte.<ref>{{cite web|url=http://www.somersettimeline.org.uk/page.php?pnum=1&plim=1&trid=7|title=Monmouth Rebellion - Rebellion moves on|last=Dunning|first=Robert|publisher=Somerset Timeline|accessdate=2008-06-14}}</ref> Han fortsatte herefter nordpåmod nord via [[Shepton Mallet]] (23. juni). I mellemtiden havde [[Royal Navy]] erobret Monmouths skibe og fjernet ethvert håb om flugt tilbage til kontinentet, hvis han skulle blive besejret.<ref>{{cite web|url=http://www.somersettimeline.org.uk/page.php?trid=7|title= Monmouth and Argyll Rebellions.|last=Dunning|first=Robert|work=Somerset Timeline|publisher=Somerset County Council|accessdate=2008-06-14}}</ref>
 
[[Fil:MonmouthRebellion.png|thumb|right|Ruten Monmouths hær fulgte]]
 
Den [[24. juni]] slog Monmouths hær lejr ved [[Pensford]] og den følgendenæste dag ankom den til [[Keynsham]], hvor frahvorfra det var meningen at den skulle angribe [[Bristol]] (som dengang var den næststørste og næst vigtigstenæstvigtigste by i England efter London). Han opdagede imidlertid, at byen var blevet besat af [[Henry Somerset, 1. hertug af Beaufort]] og mændene var Gloucester militsen. Der var uafgjorte træfninger med en styrke fra den engelske livgarde under [[Louis de Duras, 2. jarl af Feversham]] (en ældre nevø af [[Henri de la Tour d'Auvergne de Turenne|Turenne]], som havde tilbragt nogen tid i engelsk tjeneste og senere blev [[hosebåndsordenen|Knight of the Garter]]). Monmouth rykkede herefter mod [[Bath, Somerset|Bath]], som også var blevet besat af kongens troppersoldater. Han slog lejr i Philips Norton (nu [[Norton St Philip]]), hvor hans styrker blev angrebet den [[27. juni]] af Fevershams styrkerFeversham. Monmouth marcherede i løbet af natten til [[Frome]] i retning modved [[Warminster]].
 
Monmouth regnede med et oprør i Skotland, anført af [[Archibald Campbell, 9. jarl af Argyll|Archibald Campbell]] – jarlen af Argyll,<ref>{{cite web|url=http://www.battlefieldstrust.com/resource-centre/stuart-rebellions/campainview.asp?CampainId=3|title=Monmouth's Rebellion|publisher=UK Battlefields Resource Centre|accessdate=2008-06-14}}</ref> som kunne svække hæren og støtten til kongen. Argyll gik i land ved [[Campbeltown]] den 20. maj og brugte nogle dage på at samle en lille hær af støtter, men kunne ikke holde sammen på dem, mens de marcherede gennem lavlandet mod [[Glasgow]]. Argyll og hans få resterende støtter blev taget til fange ved [[Inchinnan]] den [[19. juni]] og ført til [[Edinburgh]], hvor han blev henrettet den [[30. juni]]. Forventede oprørOprør i [[Cheshire]] og [[East Anglia]] blev heller ikke til noget.
 
Moralen blandt Monmouths styrker begyndte at bryde sammen, da nyhederne om tilbageslaget i Skoland nåede fremdem den 28. juni, mens hovedparten af hæren lå i lejr ved [[Frome]].
 
Oprørerne nåede så langt som til [[Trowbridge]], men kongelige tropperstyrker afskar vejen, og Monmouth vendte tilbage til Somerset gennem [[Shepton Mallet]], og ankom til [[Wells]] den [[1. juli]].<ref name="whiles"/> Soldaterne beskadigede vestsiden af [[Wells Cathedral]], idetda de rev bly af taget mod vest for at lave kugler,. De ødelagde vinduerne, orgelet og møblerneinventaret og i en periode opstaldede de deres heste i kirkeskibet.<ref>{{cite web |url=http://www.somerset.gov.uk/archives/ASH/Monmouthreb.htm |title=The Monmouth rebellion and the bloody assize |accessdate=2008-02-11 |work=Somerset County Council }}</ref>
 
Til sidst blev Monmouth trængt tilbage til [[Somerset Levels]], hvor [[Alfred den Store]] havde fundet ly under hans strid medmod [[viking]]erne. Da han blev afskåret ved [[Bridgwater]] den [[3. juli]] beordrede han tropperne til at befæste byen.<ref>{{cite web|title=Rebels return to Bridgwater|url=http://www.somersettimeline.org.uk/page.php?pnum=4&plim=1&trid=7|publisher=Somerset Timeline|accessdate=2010-05-26}}</ref>
 
== Slaget ved Sedgemoor ==
{{Hovedartikel|Slaget ved Sedgemoor}}
Monmouth blev til sidst besejret af Feversham (med [[John Churchill|Lord Churchill]], den senere hertug af Marlborough som næstkommanderende) den 6. Juli i [[slaget ved Sedgemoor]]. Monmouth havde valgt at risikererisikerede et natligt angreb, men overraskelsesmomentet gik tabt, da en [[musket]] gik af. Hans uerfarne støtter blev hurtigt besejret af de professionelle, og hundreder blev mejet ned af kanon- og musketild.
 
== Efter Sedgemoor ==
[[Fil:Monmouth's Execution.gif|thumb|left|[[James Scott, 1. hertug af Monmouth|Monmouth]]'s henrettelse på Tower Hill, 15. Juli 1685 (O.S).]]
 
Monmouth flygtede fra slagmarken, men blev taget til fange i en grøft den [[8. juli]] (enten ved [[Ringwood]] i [[New Forest]], eller ved [[Horton, Dorset|Horton]] i [[Dorset]]<ref>{{cite web|url=http://www.thedorsetpage.com/history/Monmouth_Rebellion/Monmouth_Rebellion.htm|title=Monmouth Rebellion: Dorset Connections|work=The Dorset Pages|accessdate=2008-06-14}}</ref>). HerefterParlamentet vedtog parlamentetvedtog, at han skulle henrettes.<ref>[http://www.british-history.ac.uk/report.asp?compid=46269 'James the Second, 1685: An Act to Attaint James Duke of Monmouth of High-Treason. (Chapter II. Rot. Parl. nu. 2.)', Statutes of the Realm: volume 6: 1685-94 (1819), p. 2.] Hentet: 16. februar 2007.</ref> Selv om han trygtede om nåde og hævdede at være konverteret til katolicisme, blev han henrettet af [[Jack Ketch]] den [[15. juli]] [[1685]] på [[Tower Hill]]. Det siges, at det krævede flere øksehug at skille hans hoved fra kroppen. (Selv om nogle beretninger siger 8, anfører den officielle webside for Tower of London at det krævede 5 hug,<ref>[http://hrp.org.uk/Resources/Prisoners.pdf Prisoners at the Tower]</ref> mens [[Charles Spencer, 9. Jarl Spencer|Charles Spencer]], I sin bog ''Blenheim'', hævder at det var syv.<ref>Charles Spencer, ''[[Slaget ved Blenheim|Blenheim]]'', Kap. 3: [[John Churchill]], p.54 — "Monmouth fik en særlig ubehagelig død,: bøddelens økse ramte syv gange før hovedet faldt af "</ref>) Hans hertugdømmer Monmouth og Buccleuch blev inddraget, men de øvrige titler for hertugen af Monmouth blev givet tilbage til [[hertugen af Buccleuch]].
[[Fil:George Jeffreys, 1st Baron Jeffreys of Wem by William Wolfgang Claret.jpg|thumb|[[George Jeffreys]]]]
 
DenRetsagen efterfølgendekaldt proces,“Bloody kaldetAssizes” “Bloody Assizes”som blev gennemført af forsæde af [[George Jeffreys]]. Den omfattede en række retssager mod Monmouths støtter hvor. 320 personer blev dømt til døden og omkring 800 blev sent til kolonierne i [[Vestindien]].<ref>{{cite web|title=The Bloody Assize|url=http://www1.somerset.gov.uk/archives/ASH/Bloodyassize.htm|publisher=Somerset County Council|accessdate=26. maj 2010}}</ref>
 
Jakob 2. drog fordel af nedkæmpelsen af opstanden til at konsolidere sin position. Han bad parlamentet om at afskaffe [[Test Act]] og [[Habeas corpus]] loven, brugte sine muligheder for dispensation til at udpege [[romersk-katolsk]]e embedsmænd på højtstående poster og udvidede den stående hærs styrkehær. [[Parlamentet]] var imod mange af disse skridt, og den [[20. november]] [[1685]] opløste Jacob det. Da Jakob fik en søn i 1688 [[James Francis Edward Stuart]], og der hermed var udsigt til en katolsk tronfølge, blev Jakob 2. afsat ved et statskup af [[Vilhelm af Oranien]] i [[Glorious Revolution|Den glorværdige Revolution]] efter opfordring fra den utilfredse protestantiske samfundselite.<ref>{{Citation|ref=harv |last=Jones |first=C |year=1973 |title=The Protestant Wind of 1688: Myth and Reality|journal=European Studies Review III|pages=201–221}}</ref>
 
== Henvisninger ==
Anonym bruger