Jerusalems fald 614 e.Kr.: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 2:
 
== Baggrund ==
I 603 e.Kr. drog den [[Sasaniderne|sasanidiske]] konge Khosrou II i krig mod det [[Byzantinske Rige|byzantinske]] rige. Perserne håbede at kunne genskabe storheden under kong [[Kyrus den store|Kyros]], og få fodfæste ved Middelhavet, og havde også stor fremgang. På samme tid var der store magtkampe i Byzans, og i 610 blev kejser [[Fokas-søjlen|Fokas]] afsat og myrdet, og erstattet af kejser [[Heraklios den yngre (østromersk kejser)|Heraklios]]. [[Jøderne]] i [[Palæstina]] rejste sig mod Byzans og fik støtte fra jøder i perserriget.
 
== Erobringen og dens følger ==
I 614 stod den persiske hær foran Jerusalem. I hæren indgik også ca. 25.000 jødiske mænd. Efter tre ugers belejring faldt byen, som herefter blev overladt til jøderne. Den uro, der opstod herefter, resulterede i, at 90.000 kristne indbyggere blev myrdet, og at et stort antal kirker, klostre og andre bygninger blev mere eller mindre ødelagt<ref><span class="reference-text">Günter Stemberger: ''Juden und Christen im spätantiken Palästina.'' Berlin 2007, S. 69f.</span></ref>. Perserne deporterede et stort antal kristne til Persien herunder biskop Zacharias. Desuden hjembragte perserne værdigenstande og relikvier blandt andet det hellige kors.
 
Disse begivenheder havde store virkninger. I 617 forbød kong Khosrou II jøderne adgang til selve Jerusalem. Kong Heraklios erklærede hellig krig imod Perserriget, og i 622 slog han for første gang den persiske hær. I 629 generobrede byzantinerne Jerusalem, hvorefter de lokale grækere foranstaltede en massakre på de lokale jøder. I 630 tilbagegav kong Khosrou II det hellige kors.