Epikur: Forskelle mellem versioner

*Tekster af [[Filodem]] udgør hovedparten af teksterne i ''Det herkulanensiske materiale''. Teksterne er beskadigetbeskadigede og omhandler ofte kritik af nu ukendte filosoffer. Ikke desto mindre er der en del brugbart.<ref name="filodem>Lauersen, Simon: (1997): Epikur og epikuræismen, Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 33.</ref>

Epikur fulgte [[Demokrit|Demokrits]] [[Atomisme|atomistiske]] teori at [[Atom|atomet]] er altings mindste bestanddel. Verden består af et uendeligt antal bittesmå udelelige atomer, der bevæger sig i et ellers tomt rum. Det tomme rum har ingen grænser. Kollisioner mellem atomerne skaber [[kædereaktion]], atomerne indgår i forskellige forbindelser og der opstår verdener. Vores verden er en sådan verden, som der kan findes mange af.<ref name="side13"> Lauersen, Simon: (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 13.</ref>

Mennesket er født uden intelligens. Efterhånden som bevidstheden udvikler almene begreber, opstår også en risiko for, at disse begreber ødelægger den umiddelbare sansningensansning, idet vi kan 'føje meninger' til sanseoplevelsen, der ellers er ufejlbarlig. Vi kan f.eks. udvikle behov for ting, vi ikke har brug for.

Epikurs syn på guderne er vanskeligt at forstå. Atomerne er evige, og er således ikke skabt af guderne. Han blev beskyldt for at være [[Ateisme|ateist]] men benægter. skriverSkriver selv ''Brevet til Menoikeus'', at 'guder findes, for erkendelsen af dem er klar'.<ref name="Menoikeus"/> Normalt forstås Epikur sådan, at han mente, at guderne var materielle og eksterererekstirerer evigt, fordi de har en mekanisme, der konstant reparerer dem. Guderne er lykkelige. <ref name="side49> Lauersen, Simon: (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 49. </ref> Epikur er derfor [[Naturalisme (filosofi)|naturalist]]. Kun guderne er lykkelige og fungerer dermed som forbilleder for menneskene. Guderne lever i fuldkommen lykke og harmoni langt fra menneskets forgængelige og tilfældige verden og interesserer sig for ikke for menneskene. At folk tror det skyldes fejlfortolkninger af de sansebilleder vi får af guderne. Guderne griber ikke ind i menneskets liv, så der er ingen grund til at frygte dem. Epikur betragtede religionen som en sygdom i sjælen forårsaget af menneskets frygt for døden og guderne.

For Epikur var døden ikke noget at frygte, for som han siger: "Når vi er, er døden ikke tilstedetil stede, og når døden er, er vi ikke tilstedetil stede" (Diogenes Laertios 122 ff). Døden er absolut, kun en opløsning af atomer, der er intet efter døden, og derfor er der heller ingen grund til frygt. "Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke". Man skal koncentrere sin psykiske energi påom det, man har ind­flydelse på.

Mennesket kan skabe et liv i indre frihed, uafhængig af den ydre verden. Den frie vilje gør os i stand til at forme vores egen verden ved rationelt at undersøge vores begreber. Målet med det er at komme i forbindelse med menneskets egen natur og at leve uforstyrret med mindst muligtmulig ubehag og smerte. Epikurs filosofi har derfor et praktisk sigte, og i de epikuræiske haver har eleverne formideltligformentlig arbejdet med sig selv og ikke kun med teorierne .<ref name="nussbaum"> Martha C. Nussbaum (1996): The Therapy of Desire, Princeton University Press. ISBN 0-691-033342-0, [[Martha Nussbaum]] beskriver ud fra den nyeste forskning, hvordan man forestiller sig det konkrete liv i en epikuræisk skole.</ref>

Epikur moralfilosofi kaldes [[Hedonisme|hedonisme]] efter dets centrale begreb nydelse (græsk: hedone). Han mente, at mennesket søger nydelsen, og at man skal forsøge at undgå smerte. Det højeste gode er således et liv uden legemlig smerte og sjælelig angst. Smerte kan f.eks. være angst for guderne eller angst for døden.

Den epikuræiske filosofi opfordrer ikke til at kaste sig ud i et dekadent og umådeholdent liv (i modsætning til hvad kristne polemikere siden hen har hævdet), for Epikur mente, at den sande lykke findes i et stille, eftertænksomt liv hvor man passer sin have (deraf navnet på hans skole) i ro og fred.