Chiliasme: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m rettet intern henvisning
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m indsat ekstern henvisning
Linje 5:
For den kristne kirke i de tre første århundreder, der var stedt under forfølgelsernes tryk, havde den her udtalte forhåbning den allerstørste betydning. Forskellige af de ældre kirkefædre som især [[Papias]], [[Irenæus]] og [[Tertullian]] optog tanken og udførte den med forkærlighed på forskellig måde: snart søgte de at begrunde den ved at sammenknytte den med [[skabelsesberetningen]], idet de gik ud fra, at ligesom skabelsesværket i de seks dage afsluttedes med hviledagen, således skulle også verdenshistoriens seks store perioder afsluttes med tusindårsriget som en stor verdenssabbat, snart påberåbte de sig et bestemt ord af Herren selv, således som Papias, og indlod sig der efter i sådanne skildringer af naturens tilkommende frugtbarhed, som fremstillede denne på en temmelig sanselig og fantastisk måde. I denne henseende blev de kirkelige [[teolog]]er dog langt overgåede af forskellige sekteriske partier som [[ebionitter]] og især [[montanister]]. Med ekstatisk begejstring forkyndte de sidste, at det himmelske [[Jerusalem]] om kort tid skulle dale ned fra [[Himlen]] og grundfæstes på jorden i nærheden af byen [[Pepuza]] i [[Frygien]]. Men just denne sværmeriske overdrivelse fremkaldte reaktionen mod chiliasmen inden for kirken. Det var især de alexandrinske teologer som [[Origenes]], der rejste en principiel modstand mod den hele forestilling, idet de på platonisk vis satte en skarp adskillelse mellem det åndelige og legemlige og anså åndeliggørelsen af alt for det højeste mål, kunne de i talen om et jordisk Jerusalem ikke se andet end en jødisk [[overtro]].
 
Men især var det dog den udvortes forandring, der skete med kirkens hele stilling, da [[kristendommen]] blev den sejrende magt, der gav de chiliastiske forestillinger deres dødsstød. Det var [[Augustin]], som også her udtalte det afgørende ord, idet han gjorde gældende, at tusindårsriget ikke mere var en fremtidstanke, men at det allerede havde fundet sin virkeliggørelse i den kristne kirke, hvor de hellige sammen med Kristus herskede på jorden. Denne opfattelse har siden efter fuldkommen hersket inden for [[den katolske kirke]]; med dens sejr er det fuldendte herlighedsrige på jorden virkeliggjort. Men også den protestantiske kirke har gennem reformatorerne væsentlig anerkendt Augustin’s grundbetragtning. Der var i [[Reformationen|reformationstiden]] forskellige sværmeriske partier, fornemmelig [[anabaptister]]ne, som optog tanken om tusindårsrigets fremtidige herlighed. De gjorde imidlertid dette på en yderst radikal måde således, at de med verdens nære undergang for øje søgte at forberede et udvortes rige, hvor de hellige skulle herske i åndelig frihed, det vil sige uden love og øvrighed, ægteskab og privatejendom. De ekscesser, hvortil de hermed gav anledning, bevirkede nu ikke blot den verdslige magts indskriden, men foranledigede også kirkens mænd til at tage afstand fra deres meninger. I [[Confessiones|Confessiones Augustinus]], art. 17<ref>[http://www9.georgetown.edu/faculty/jod/latinconf/1.html Confessiones Augustinus Caput 17]</ref>, hedder det, at man fordømmer sådanne, som nu udspreder jødiske forestillinger om, at de fromme forud for de dødes opstandelse skal tage herredømmet over verden, efter at alle de ugudelige er tilintetgjorte. Hvorvidt hermed enhver tanke om et fremtidigt herlighedsrige er afvist, har været genstand for forskellig opfattelse men det synes dog nærmest så, og de senere ortodokse dogmatikere har da også bestemt lært, at der ikke kan være tale om tusindårsriget på anden måde end således, som det har eksisteret i statskirken siden Konstantin’s dage. Men da det dog i længden ikke kunne være skjult for en omhyggelig skriftfortolkning, at Johannes åbenbaring bestemt viser hen til tusindårsriget som et fremtidigt, så er det forståeligt, at nyere protestantiske teologer har optaget den overleverede anskuelse til en fornyet revision.
 
Efter, at først [[pietisme]]n gennem Spener og den som vranglærer afsatte superintendent Petersen havde vist sympati for chiliasmen, var det især den württembergske teolog [[Johann Albrecht Bengel|Bengel]], som gav denne forestilling indpas i den protestantiske teologi. Mangfoldige senere teologer er fulgt efter ham, dels således at de har søgt at klare skriftens forskellige udtalelser og bringe dem i samklang med hinanden, dels således at de har søgt at give den hele tanke et spekulativt-filosofisk underlag ved at sætte den i forbindelse med forestillingen om en åndelig legemlighed. Til den første klasse må i Danmark henregnes professor P. Madsen, der tænker sig som åbenbaringens mening, at Jesus Kristus og hans hellige engang skal regere fra himlen over menneskeheden på jorden, til den anden klasse hører [[biskop]] [[Martensen]], der opfatter tusindårsriget som en tilstand, hvor ikke blot kristendommens idealer behersker virkeligheden, men også en forklarelse af naturen tager sin begyndelse.