Rutan Voyager: Forskelle mellem versioner

'''Rutan Model 76 Voyager''' var den første [[flyvemaskine]] som fløj jorden rundt uden at stoppe eller påfylde brændstof. Piloterne var [[Dick Rutan]] og [[Jeana Yeager]]. Flyet lettede fra [[Edwards Air Force Base]]'s 4,.600 m lange startbane i [[Mojaveørkenen]] den 14. december 1986, og landede 9 dage, 3 minutter og 44 sekunder senere den 23. december, og satte derved rekord for den mest langvarige flyvning. Flyet fløj i en vestlig retning 42,.432 km; den distance som [[Fédération Aéronautique Internationale|FAI]] godkender er dog 40.212 km, <ref>{{cite web|url=http://www.fai.org/fai-record-file/?recordId=8391|title=Official FAI database|accessdate=2012-12-23}}</ref> i en gennemsnitshøjde af 11.000 fod (3.350 m). Dette slog en tidligere rekord for længste flyning som var sat af en besætning fra [[United States Air Force]] som fløj et [[Boeing B-52]] fly som fløj 20.168 km i 1962.

Flyet, som hovedsagelig er lavet af [[glasfiber]], [[kulfiber]] og [[Kevlar]], vejede 426 kg i tom tilstand. Med motorerne monteremonteret, var flyets tomvægt 1.020,6 kg. Men da det var fuldt lastet før den historiske flyvning vejede det 4.397 kg pga. den store mængde brændstof som var nødvendig til langdistance-flyvningen.<ref name="NASM">[http://www.nasm.si.edu/collections/artifact.cfm?id=A19880548000 Rutan Voyager - Smithsonian National Air and Space Museum]</ref> Flyet havde en anslået [[lift to drag ratio]] (L/D) på 27.<ref>David Noland, "Steve Fossett and Burt Rutan's Ultimate Solo: Behind the Scenes," ''Popular Mechanics'', Feb. 2005 ([http://www.popularmechanics.com/science/air_space/1262012.html?page=3 web version])</ref> Vingespidserne og vingebeklædningen var specialdesignede, og flyet blev analyseret med brug af [[computational fluid dynamics]].<ref>Lednicer, David, "A VSAERO Analysis of Several Canard Configured Aircraft," SAE paper 881485, presented at the SAE Aerospace Technology Conference and Exposition, Anaheim, California, October 1988.</ref> [[Vortex generator]]er blev adderet til vingespidserne, for at reducere følsomheden overfor forurening af overfladen.<ref>Bragg, M.B. and Gregorek, G.M., "An Experimental Study of a High Performance Canard Airfoil with Boundary Layer Trip and Vortex Generators," AIAA Paper No. 86-0781-CP, The 14th Aerodynamic Testing Conference Publication, March 1986.</ref>

Voyager havde propeller både foran og bagved, drevet af separate motorer. Det fløj første gang den 22. juni 1984, drevet af [[Lycoming O-235]] motorer med propeller som ikke kunne justeres.<ref>Yeager 1987, p. 107.</ref> I november 1985 blev flyet rullet ud, monteret med de motorer som skulle bruges til jordomflyvningen, en luftkølet [[Continental O-200240|Teledyne Continental IOLO-200240]] forrest, og en vandkølet [[Continental O-200|Teledyne Continental IOL-200]] bagerst.<ref>Yeager 1987, p. 121.</ref> Begge var udstyret med elektrisk styrede [[MT-Propeller]].<ref>Yeager 1987, p. 124.</ref> Planen var, at den bagerskebagerste motor skulle køre under hele flyvningen. Den forreste motor skulle give ekstra kraft til at lette, og under den første del af flyningenflyvningen når flyet var tungt lastet.

Den 15. julejuli 1986 gennemførte Rutan og Yeager en testflyvning, ud for Californiens kyst, hvorunder de fløj i 111 timer og 44 minutter, og tilbagelagde 19.093 km.<ref>Yeager 1987, p. 181.</ref> Det første forsøg på denne flyvning blev ramt af en fejl i en elmotor som skulle bruges til at indstille propellens stigning, og de var nødt til at foretage en nødlanding på [[Vandenberg Air Force Base]].<ref>Yeager 1987, p. 166.</ref> Under en testflvning den 29. september 1986 var flyet nødt til at foretage en nødlanding fordi et propelblad rev sig løs. <ref>Yeager 1987, p. 198.</ref> Som følge heraf, besluttede man at skifte til [[Hartzell Propeller|Hartzell]] hydraulisk indstillige propeller.<ref>Yeager 1987, p. 209.</ref> Hartzell lyn-fremstillede special-propeller til flyet, som første gang blev fløjet den 15. november 1986.<ref>Yeager 1987, p. 213.</ref><ref>Roncz, John G., "Propeller Development for the Rutan Voyager," SAE paper 891034, presented at the SAE General Aviation Aircraft Meeting & Exposition, Wichita, Kansas, April 1989.</ref>

Voyagers jordomflyvning lettede fra den længste startbane på [[Edwards Air Force Base |Edwards AFB]] kl. 8:01 lokal tid den 14. december 1986, med 3.500 pressefolk til stede. <ref>Norris 1988, p. 19.</ref> Mens flyet accelererede, blev vingespidserne beskadiget da de skrabede hen af startbanen, da vingerne var tungt lastet med [[brændstof]], hvilket førte til at dele (winglets) brækkede af i begge sider. (Piloten havde ønsket at opnå så meget fart at de indre vinger, i modsætning til de skrøbelige ydre vinger, ville løfte flyet; under 67 testflyvninger havde flyet aldrig tidligere aldrig været fuldt lastet.) Flyet accelererede meget langsomt og brugetbrugte ca. 4.,3 km af startbanen for at opnå fart nok til at lette fra jorden; vingerne buede dramatisk opad lige før det lettede. Under flyvningen måtte de to piloter klare sig på ekstremt lidt plads. For at reducere [[stress]] havde de to oprindeligt tænkt sig at flyve flyet i tre-timers skift, men flyveegenskaberne forhindrede rutinemæssige skift, og de blev meget udmattede.

Foran 55.000 tilskuere og et stort presseopbud, inklusive 23 TV kanaler, som brød ind i planlagte udsendelser over hele Europa og Nordamerika, kom flyet sikkert tilbage til jorden, og landede kl-. 8:06 på den samme startbane 9 dage efter det lettede. Gennemsnitshastigheden for flyvningen var 187 km/h. Der var 48 kg brændstof tilbage i tankene,<ref name="NASM">[http://www.nasm.si.edu/collections/artifact.cfm?id=A19880548000 Rutan Voyager - Smithsonian National Air and Space Museum]</ref> kun omkring 1,5% af den mængde brændstof, der var taget ombord.

Flyvningen blev godkendt af FAI og [[Aircraft Owners and Pilots Association|AOPA]], og var den første succesfulde luftbårne omkredsning af jorden uden påfyldning af brændstof undervejs, som inkludereinkluderede to passager af [[Ækvator]] (i modsætning til kortere muligeremulige "jordomflyvninger" som flyver rundt om [[Nordpolen]] eller [[Sydpolen]]). Denne bedrift er siden kun blev opnået yderligere en gang, af [[Steve Fossett]] i [[Global Flyer]]. Yeager, Rutan-brødrene, og besætningschefen/konstruktøren Bruce Evans modtog [[Collier Trophy]] i 1986 for bedriften.<ref name="larson>{{Cite journal | last = Larson| first = George C.| title = From Point A to Point A|journal = Air & Space Smithsonian|date=January 2012}}, p. 84.</ref>