|
== Landskabelige forhold ==
{{salmonsens}}
Størstedelen af Preussen tilhørte det nordtyske lavland, dog opfyldtes den sydvestlige del, hovedsagelig provinserne [[Rheinland]], [[Hessen-Nassau]], [[Westfalen]] og [[Sachsen]], af udløbere fra det mellemtyske bjergland. Syd for Østersøen strakte sig fra den danske til den litauiske grænse — og også videre — en højderyg, den baltiske landryg eller, som den på grund af sin rigdom på søer også kaldtes, »Baltische Seenplatte«, der i Turmberg vest for Danzig hævede sig til en højde af 331 m. Den deltes af floderne [[Weichsel]]s og [[Oder]]s brede dalstrøg og den lavning, hvorigennem en kanal forbandt [[Elben]] med [[Trave]], i fire afsnit: den preussiske, den pommerske, den mecklenburgske og den slesvig-holstenske landryg. Den baltiske landryg stødte dog ikke overalt umiddelbart til havet, men skiltes navnlig i [[Forpommern]] og i Østpreussen fra det ved et bredt lavere forland, hvoraf enkelte højere bakkepartier med en kerne af ældre dannelser rager op som øer: mod vest [[Rügen]], mod øst [[Samland]]. Syd for den baltiske landryg lå et næsten fladt land, gennemskåret af talrige brede dalstrøg, som dels endnu følges, dels på et tidligere stadium af landets udvikling har været fulgt af store floder, hvorfor de også kaldtes urfloddale (»Urstromtäler«). Urfloddalenes bælte afsluttes mod syd af en ny højderyg, der fra [[Katzengebirge]] mod øst strakte sig mod vest-nordvest. over [[Rückenberge]], [[Fläming]] og [[Lüneburger Heide]] hen imod [[Nordsøen]], hvor den omkring [[Elben|Elbmundingen]] nærmede sig den baltiske landryg stærkt. Syd for den sydlige landryg fandtes endnu lavlandsområder, der som bugter strakte sig ind i bjerglandet, således mod øst langs Oder den schlesiske lavlandsbugt omkring [[Elben]]-[[Mulde]]-[[Saale]], den sachsisk-thüringske bugt og mod vest omkring [[Münster]] den westfalske bugt. Endelig lå i det nordvestlige Preussen endnu et stort lavland, som er næsten helt fladt og som følge af det mangelfulde vandafløb for en stor del dækket af moser. Foran kysten lå en ørække, de østfrisiske øer, som rester af en af havet opbygget klitrække, der så atter var ødelagt af bølgerne. Det bagved liggende [[Vadehavet|vadehav]] greb med de store bugter dollart og Jade-bugten dybt ind i landet. Selve fastlandskysten dannedes for en stor del af diger, der beskytter det lave [[marsk]]land mod oversvømmelser. Enkelte steder trådte lave sandbakker ud til havet. Ganske samme kysttype som [[Slesvig-Holsten]]s vestkyst.
I den sydlige landryg dækkes undergrundens tertiære aflejringer kun af et tyndt lag kvartærdannelser, der hyppigst er meget sandede. Da den sidste nedisning kun i ringe grad har berørt denne zone, som således gennem meget lange tidsrum har været underkastet det rindende vands erosion, er de glaciale landskabsformer i høj grad udviskede; således mangler søer næsten totalt. Hvad højdeforholdene angår, når Katzengebirge nord for Breslau 256 m, mellem Oder og Spree når Rückenberg 229 m, mens Fläming — landet mellem Elben og Spree-Havel — har sit højeste punkt i den vestlige del: Hagelsberg, 201 m, og endelig hæver Lüneburger Heide mellem Aller og Elben sig i Wilseder Berge til 169 m. Teknisk vigtige var de rigelige forekomster af tertiære brunkul. På den ufrugtbare jordbund indtog oprindeligt hedevegetationen en stor del af arealet (navnlig Lüneburger Heide), men den veg efterhånden pladsen for plantager eller agerland.
Mellem Sudeterne og det polske Bakkelandbakkeland strækker den schlesiske lavlandsbugt sig mod sydøst langs Oders øvre løb. Langs Sudeternes nordøstrand er en flage af jordskorpen sunket i dybet og undergrundens ældre dannelser blevet overlejret af tertiære og kvartære sedimenter; blandt de sidste spiller mange steder [[løss]] en vigtig rolle i kraft af sin frugtbarhed, mens andre steder ufrugtbare sandjorder gav plads for vidtstrakte skove, især af fyr. Sådanne var endnu mere udbredte i den sachsisk-thüringske lavlandsbugt mellem Fläming og det sachsiske bakkeland, som gennemstrømmes af Elben og dens bifloder [[Saale]], [[Mulde]] og [[Schwarze Elster]], og som i den østlige del rummer tertiære brunkulsaflejringer. Den tredje »"lavlandsbugt«" er den westfalske, som skyder sig ind mellem den langstrakte højderyg [[Teutoburger Wald]] og nordranden af de rhinske skiferbjerge. Undergrunden dannes her af horizontale kridtaflejringer, der kun dækkes af et tyndt lag yngre dannelser, hvori både diluvialsand og — omend kun i ringe mængde — moræneler indgår. Navnlig i den østlige del, omkring [[Paderborn]], forårsager kalkstenens gennemtrængelighed for vand en relativ vandfattigdom i overfladen, som derfor er ufrugtbar. [[Ems]] og Rhinens[[Rhinen]]s tilløb Lippe afvander landet, der mod nordvest uden skarp grænse går over i det nordvestlige lavland, »"de store mosers land«". Dette vest for [[Lüneburger Heide]] liggende parti af Preussen var en næsten fuldkommen flad slette, hvor over kun enkelte sandede bakkepartier rager op, fx Hümmling øst for nedre Ems, 73 m, og Dammerberge i det sydlige [[Oldenburg]], 146 m. Da Terrænnetterrænnet har yderst svagt eller slet intet fald, stagnerer overfladevandet og danner vidtstrakte moser, fortrinsvis højmoser. De største er [[Bourtanger Moor]] ved den hollandske grænse (1400 km<sup>2</sup>), [[Hochmoor]] i Ostfriesland[[Ostfrisland]], [[Teufelsmoor]] nord for [[Bremen]] og mod syd [[Wietings Moor]], [[Grosses Moor]] og andre. I nyere tid blev dog store mosestrækninger ved anlæg af afvandingskanaler[[afvandingskanal]]er, afgravning af tørven[[tørv]]en (der delvis brugtes som brændselsmateriale for elektricitetsværker) og tilførsel af kunstgødning gjort produktive og husede en ret talrig befolkning. Uden for moserne består jordbunden overvejende af sandede istidsaflejringer og er kun lidet frugtbar; det er den såkaldte [[geest]], der for en stor del er bevokset med hede. Langs kysten ligger et bælte af [[marsk]] af vekslende bredde, 10—20 km, der i kraft af sin frugtbarhed kunne ernære en tæt befolkning. Marsken beskyttes mod havets oversvømmelser af et kystdige, uden for hvilket det såkaldte vadehav breder sig. [[Vadehavet]] er ved højvande helt vanddækket, men ved ebbe lægges store arealer tørre. Dets ydre begrænsning er de østfrisiske øer, der er rester af en tidligere sammenhængende klitvold, som havet fik magt til at sønderbryde, ved at landet sænkede sig.
Det mellemtyske bjergland er opløst i et antal bjergdrag af meget forskellig bygning og overfladeform. Fælles for dem er den ringe højde, der på preussisk grund ikke overskred 1.142 m (Brocken i Harzen), hvorfor de var skovklædte lige til toppen, og de afrundede, bløde former, der kun af og til i snævre floddales sider afløstes af stejle og vilde klippepartier. Bjergene består overvejende af gamle, palæozoiske, sedimenter, der i kultiden har været underkastet en intensiv foldning, hvorved der formentlig dannedes en mægtig bjergkæde, som strakte sig tværs gennem Midttyskland. Af dette bjergland er dog intet tilbage, thi det har i de efterfølgende geologiske perioder så længe været underkastet forvitring, det rindende vands erosion og andre nedbrydende kræfters påvirkning, at praktisk talt alle ujævnheder er glattet ud og landet forvandlet til en svagt bølget slette, et [[peneplan]]. Imidlertid trådte i tertiærtiden de bjergdannende kræfter på ny i virksomhed, men ytrede sig denne gang i dannelse af en mængde brudlinjer i jordskorpen, langs hvilke større eller mindre flager og skodser forskød sig i lodret retning, således at nogle partier hævedes (relativt), mens andre sænkedes. I brudlinjernes forløb er to retninger fremherskende, den rhinske eller erzgebirgiske fra sydvest til nordøst og den hercyniske eller sudetiske fra nordvest til sydøst. I overensstemmelse med den skitserede udviklingshistorie har de enkelte bjergpartier hyppigst en temmelig jævn overflade (må nærmest betegnes som plateauer), hvori floderne har skåret sig ned i dybe, snævre dale, endnu langt fra færdigformede, hvis idylliske indesluttethed eller romantiske vildhed har gjort så mange af disse egne til hovedattraktioner for turister: Rhindalen, Thüringen, Harzen og så videre.
Inden for det mellemtyske bjergland danner det hessiske bjerg- og bakkeland som helhed en indsænkning, hvori mesozoiske lag, navnlig fra [[trias]] (broget sandsten), er blevet bevarede. De opragende, uregelmæssigt grupperede højdedrag er dels [[horst]]e (ved hvis dannelse foruden »hercyniske« brudlinjer også sådanne med nord—sydlig retning har gjort sig gældende), dels [[basalt]]bjerge, opbyggede af tertiære vulkaner. De højeste af disse sidste er [[Vogelsberg]] (772 m), der udmærker sig ved sin velbevarede, regelmæssige kegleform, og [[Rhön]] (950 m). Lavere er [[Meissner]], [[Knüllgebirge]], [[Habichtswald]] og andre.
Lige som det hessiske Bjerglandbjergland er det saakaldtesåkaldte Thüringer-Bækkenbækken i det store og hele en Indsænkningindsænkning mellem to højt løftede Horste[[horst]]e, Thüringerwald og Harzen, en Lavninglavning, hvori mesozoiske Dannelserdannelser er blevet bevarede og for en stor Deldel i Istidenistiden dækkede med frugtbar Løss[[løss]]. Men ogsaaogså dette Omraadeområde er gennemsat af talrige Brudlinjerbrudlinjer (her med overvejende hercynisk, nordvestlig-sydøstlig, Strygningsretningstrygningsretning), hvorved det er opløst i en Mængdemængde smaasmå Højdedraghøjdedrag og Lavningerlavninger. PaaPå Grundlaggrundlag af de rige Brunkulslejerbrunkulslejer er opstaaetopstået en forskelligartet Industriindustri, og værdifulde Saltlejersaltlejer yder vigtige Udførselsprodukterudførselsprodukter, samtidig med at de saltholdige Kilderkilder danner Eksistensgrundlageteksistensgrundlaget for en Rækkerække Badestederbadesteder.
Som et mægtigt bjergmassiv rager Harzen op ved nordranden af det mellemtyske bjergland. Det er en højslette, der falder stejlt af mod nord og vest, mens den mod sydøst går jævnt over i den lavere Mansfelder højslette. Randene er stærkt sønderskårne af vandløbene, men kun få floder, Selke og Bode, griber dybt ind i bjerglandet. Den nordlige del, Oberharz, har en gennemsnitshøjde af 600—800 m; det højeste punkt, granitkuplen Brocken ([[Bloksbjerg]]) hæver sig til 1142 m. Unterharz er kun 300—500 m høj.
== Geologi ==
Som et mægtigt Bjergmassiv rager Harzen op ved Nordranden af det mellemtyske Bjergland. Det er en Højslette, der falder stejlt af mod N. og V., medens den mod SØ. gaar jævnt over i den lavere Mansfelder Højslette. Randene er stærkt sønderskaarne af Vandløbene, men kun faa Floder, Selke og Bode, griber dybt ind i Bjerglandet. Den nordlige Del, Oberharz, har en Gennemsnitshøjde af 600—800 m; det højeste Punkt, Granitkuppelen Brocken ([[Bloksbjerg]]) hæver sig til 1142 m. Unterharz er kun 300—500 m høj. Landets geologiske Historiehistorie er meget kompliceret. De fremherskende Bjergarterbjergarter er palæozoiske Sedimentersedimenter og Eruptivereruptiver, der i Slutn.slutningen af Kulperiodenkarbonperioden blev foldede med StrygningsretningSstrygningsretning SV.—NØsydvest—nordøst. Efter, at de saaledessåledes dannede Bjergebjerge i den efterfølgende Tidtid var nedbrudt af Erosionerosion og Vejrsmuldringvejrsmuldring, skete i Mesozoikummesozoikum og Tertiærtertiær en ny Bjergdannelsebjergdannelse, idet der først dannedes en vældig Foldfold med Strygningsretningstrygningsretning SØ.—NV.sydøst—nordvest, altsaaaltså vinkelret paapå de gamle Folderfolder, og derefterder efter hævedes Landetlandet som en Horsthorst. Det raakolderåkolde Klimaklima hemmer agerbruget, men Rigdommenrigdommen paapå Bly[[bly]]-, Sølv[[sølv]]-, Kobber[[kobber]]- og Jernmalme[[jern]]malme gør Harzen til et økonomisk vigtigt Omraadeområde, ligesomlige som de romantisk vilde Dalstrøgdalstrøg hidlokker en umaadeligumådelig Mængdemængde Turisterturister.
N.Nord f.for de beskrevne Bjerggrupperbjerggrupper strækker endnu et Antalantal smalle, lave Bjergryggebjergrygge sig mod NV.nordvest ud i Lavlandetlavlandet. De opbygges overvejende af mesozoiske Sandstensandsten, Mergelkalkstenmergelkalksten og Kalkstenkalksten, som dels er svagt foldede, dels forskudt langs Brudlinjerbrudlinjer med hercynisk Retningretning; man sammenfatter undertiden dem alle under Navnetnavnet det subhercyniske Bjerglandbjergland. TerrainformerneTerrænformerne er hovedsagelig bestemt af Erosionenerosionen, der har ladet de modstandsdygtigste Bjergarterbjergarter staastå frem som Ryggerygge, medensmens de blødere Laglag har givet Pladsplads for Lavningerlavninger. Det vestligste af disse Højdedraghøjdedrag er [[Teutoburger Wald]] med dens sydøstlige Fortsættelsefortsættelse [[Eggegebirge]], hvor [[Volmerstod]] naarnår 468 m. Østligere følger [[Wesergebirge]] og [[Wiehengebirge]], mellem hvilke [[Weser]] gennem Porta westfalica baner sig Vejvej til Lavlandetlavlandet, derpaaderpå [[Hils]] (477 m), [[Ith]], [[Süntel]] o.og a.andre, og endelig N.nord f.for Harzen [[Elm]] og [[Huywald]] for blot at nævne de vigtigste. Mange Stedersteder inden for dette Omraadeområde findes i Undergrundensundergrundens Permaflejringer[[perm]]aflejringer udstrakte Saltlejersaltlejer, som bl.a.blandt andet er rige paapå de som Gødningsmiddelgødningsmiddel værdifulde Kalisaltekalisalte.
Endelig omfatter P.Preussen Nordøstskraaningennordøstskråningen af [[Sudeterne]], som danner Grænsengrænsen mellem [[Böhmen]] og [[Schlesien]]. I det nordlige Afsnitafsnit, [[Riesengebirge]], ligger lige paapå Grænsengrænsen det højeste Bjergbjerg i de mellemtyske Bjergebjerge, [[Schneekoppe]] (1603 m). Sudeterne, der bestaarbestår af Gnejs[[gnejs]], Glimmerskifer[[glimmerskifer]] og ældre palæozoiske Aflejringeraflejringer, stedvis gennembrudt af Granit[[granit]], deles gerne i 3 Afsnitafsnit: Riesengebirge, Glatzer Bjerglandet-bjerglandet og Gesenke, der hver især atter falder i fl.flere Højdedraghøjdedrag. Bakkelandet Ø.øst derfor rummer de mægtige Stenkulslejerstenkulslejer, der har skabt det øvreschlesiske Industridistriktindustridistrikt. Trods Manglenmanglen paapå værdifulde Mineraler[[mineral]]er og de lidet gunstige Vilkaarvilkår for Landbrugetlandbruget rummer Bjerglandet en meget tæt Befolkningbefolkning, der hovedsagelig ernærer sig ved Tekstilindustritekstilindustri, til Delsdels med Udnyttelseudnyttelse af den rigeligt tilstedeværende Vandkraftvandkraft.
== Befolkningsforhold ==
|
