Chiliasme: Forskelle mellem versioner

'''Chiliasme''' (af ''χιλιας'', "tusinde") betegner den i den kristne kirke dannede forestilling om et tusindårigt rige, som tænkes oprettet af [[Kristus]] selv ved hans genkomst til jorden, og i hvilket han personlig vil herske over alle troende og gennem dem over hele verden. ▼

For den kristne kirke i de tre første århundreder, der var stedt under forfølgelsernes tryk, havde den her udtalte forhåbning den allerstørste betydning. Forskellige af de ældre kirkefædre som især [[Papias]], [[Irenæus]] og [[Tertullian]] optog tanken og udførte den med forkærlighed på forskellig måde: snart søgte de at begrunde den ved at sammenknytte den med [[skabelsesberetningen]], idet de gik ud fra, at ligesom skabelsesværket i de seks dage afsluttedes med hviledagen, således skulle også verdenshistoriens seks store perioder afsluttes med tusindårsriget som en stor verdenssabbat, snart påberåbte de sig et bestemt ord af Herren selv, således som Papias, og indlod sig der efter i sådanne skildringer af naturens tilkommende frugtbarhed, som fremstillede denne på en temmelig sanselig og fantastisk måde. I denne henseende blev de kirkelige [[teolog]]er dog langt overgåede af forskellige sekteriske partier som [[ebionitter]] og især [[montanister]]. Med ekstatisk begejstring forkyndte de sidste, at det himmelske [[Jerusalem]] om kort tid skulle dale ned fra [[Himlen]] og grundfæstes på jorden i nærheden af byen [[Pepuza]] i [[Frygien]]. Men just denne sværmeriske overdrivelse fremkaldte reaktionen mod chiliasmen inden for kirken. Det var især de alexandrinske teologer som [[Origenes]], der rejste en principiel modstand mod den hele forestilling, idet de på platonisk vis satte en skarp adskillelse mellem det åndelige og legemlige og anså åndeliggørelsen af alt for det højeste mål, kunne de i talen om et jordisk Jerusalem ikke se andet end en jødisk [[overtro]]. ▼

Efter, at først [[pietisme]]n gennem Spener og den som vranglærer afsatte superintendent Petersen havde vist sympati for chiliasmen, var det især den württembergske teolog [[Johann Albrecht Bengel|Bengel]], som gav denne forestilling indpas i den protestantiske teologi. Mangfoldige senere teologer er fulgt efter ham, dels således at de har søgt at klare skriftens forskellige udtalelser og bringe dem i samklang med hinanden, dels således at de har søgt at give den hele tanke et spekulativt-filosofisk underlag ved at sætte den i forbindelse med forestillingen om en åndelig legemlighed. Til den første klasse må i Danmark henregnes professor P. Madsen, der tænker sig som åbenbaringens mening, at Jesus Kristus og hans hellige engang skal regere fra himlen over menneskeheden på jorden, til den anden klasse hører [[biskop]] [[Martensen]], der opfatter tusindårsriget som en tilstand, hvor ikke blot kristendommens idealer behersker virkeligheden, men også en forklarelse af naturen tager sin begyndelse. ▼

Det kan dog næppe siges, at man i nogen henseende er nået til en virkelig afsluttende forståelse. Og samtidig med en sådan afdæmpet kirkelig betragtning har den mere ekstreme opfattelse stadig haft et tilhold hos forskellige protestantiske sekter. I ældre tid kan her nævnes de bøhmisk-mähriske brødre under deres adspredelse og de forfulgte [[hugenot]]ter, der i [[Cevennerne]] kæmpede den sidste kamp for deres frihed (kamisarderne). I nyere tid er det fornemmelig to sekter, der, skønt de er yderst forskellige i moralsk henseende, er fælles om at vise tilbage til chiliasmen som deres egentlige udgangspunkt, irvingianismen og [[mormonisme]]n.▼