Hunnere: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rsteen (diskussion | bidrag) Udbygget |
Rsteen (diskussion | bidrag) m Links "propaganda" mv. |
||
Linje 56:
Attilas død udløste en magtkamp mellem hans sønner Ellac, Dengizich og Ernakh. Mens hunnerne var optaget af indbyrdes strid, gjorde [[gepiderne]] oprør mod dem, ledet af Arderic. Ellac havde vundet magtkampen blandt brødrene, og han var i spidsen for den hær, der skulle bringe gepiderne og deres allierede tilbage under hunnisk dominans. De to hære kæmpede ved floden Nedao i [[Pannonien]] (nuværende Ungarn) i 454. Ellac faldt i slaget og hunnerne måtte opgive overherredømmet over gepider og flere andre folkeslag i området. De øvrige brødre forsøgte i løbet af 450'erne og 460'erne flere gange at genoprette overherredømmet, men uden held, og i takt med at flere folkeslag faldt fra, måtte hunnerne trække sig tilbage til området nord for Donaus udløb i Sortehavet. I 467-68 forsøgte Dengizich et angreb over Donau mod det Østromerske rige, men han blev overvundet i 469, og hans hoved sendt på en stage til Konstantinopel. Dermed var det slut på det hunniske rige. De overlevende hunner, der havde været med Dengizich, fik lov til at slå sig ned i det nuværende [[Dobrogea]] som østromerske undersåtter. Broderen Ernakh fik med sine tilhængere på samme måde lov til at slå sig ned syd for Donau i det nuværende Bulgarien.<ref>Heather (2005), side 339-341.</ref> Der var kun tale om mindre grupper hunnere, og til gengæld for at få asyl i det østromerske rige, måtte hunnerne betale for deres ophold og levere soldater til den romerske hær.<ref>Heather (2009), side 259.</ref>
Herefter forsvinder hunnerne ud af historien. Man kan finde senere henvisninger til "hunner" i historieskrivningen i middelalderen, men det drejer sig typisk om, at forfatteren opfatter folkeslag, der bor i det gamle hunniske rige, som "hunner", uanset hvad folket selv har valgt at kalde sig.<ref>Halsall, Guy, ''Barbarian migrations and the Roman West, 376–568'', side 48, Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-43491-2</ref>
[[File:AttilatheHunonhorsebackbyGeorgeSStuart.jpg|thumb|upright=1.35|Denne figur er George Stuarts bud på, hvordan en hunnisk kriger så ud. Stigbøjlerne er uhistoriske.]]
== Udseende og skikke ==
Linje 74:
Da hunnerne første gang dukker op i de romerske beskrivelser i det 4. århundrede, omtales de som ''"et folk uden konger, men med skiftende ledere."''<ref>Ammiatus, citeret i Heather (2009), side 215.</ref> Meget tyder på, at de på dette tidspunkt stadig opererede i mindre grupper, uden central styring. Det er også betegnende, at man i denne periode ikke har kendskab til navne på konger eller høvdinge - der har været for mange af dem, og de har hver især ikke haft den store indflydelse. Samlingen af hunnerne ser ud til at være begyndt omkring år 400, og det første eksempel på en stor hunnisk styrke, der er registreret, er den hær, der plyndrede i Armenien og Mellemøsten fra 395.<ref>Heather (2009), side 216-219.</ref> Som tidligere nævnt, kan man i 420'er konstatere, at magten over hunnerne - og dermed også deres allierede - er blevet samlet hos en enkelt familie. Magten forblev hos denne familie eller klan indtil Attilas sønner døde eller blev romerske undersåtter. Selv om Attila kontrollerede mange folkeslag og store landområder, blev der ikke oprettet nogen centraladministration efter romersk eller orientalsk forbillede. Hans administration bestod af en sekretær, som Aëtius havde sendt til ham, samt en romersk fange, der blev brugt til at skrive breve på latin og græsk. De overvundne folkeslag blev holdt i snor med trusler og repressalier, samt lejlighedsvis andel i byttet fra felttog og plyndringstogter. Desuden sørgede Attila for, at de enkelte folkeslag aldrig havde én central leder, men derimod flere sideordnede høvdinge. Det var en styrform, hvis effektivitet afhang af evnerne hos den regerende konge, og her ses også en forklaring på, hvordan riget kunne gå så hurtigt i opløsning efter Attilas død.<ref>Heather (2009), side 233-234.</ref>
[[Image:The Hun and the Home.jpg|thumb|upright=1.35|''The Hun and the Home.'' Britisk [[propaganda]] fra 1917, der spiller på forskellen i [[1. verdenskrig]] mellem det fredelige England og det tysk-besatte og undertrykte [[Belgien]].]]
=== Militær ===
Hunnernes militære fremgang kan ikke henføres til, at de var mange. Peter Heather anslår krigernes antal omkring år 400 til mellem 10 og 20 tusind ryttere. De var derfor ikke numerisk overlegne i forhold til for eksempel goterne, og alligevel vandt de over dem.<ref>Heather (2009), side 217-218.</ref> Svaret ligger i deres våbenteknologiske overlegenhed. De fleste af deres våben svarede til modstandernes: På mellemdistancen kunne de også anvende spyd, i nærkamp lange ryttersabler, og når fjenderne flygtede, var hunnerne ferme til at indfange dem med lassoer. På større afstande var de derimod suveræne: Hunnerne havde videreudviklet den asiatiske [[Bue (våben)|kompositbue]]. I sin grundform bestod buen af træ og dyresener, holdt sammen af en speciel lim. I enderne og på midten var den forstærket med horn, typisk fra bøfler. Hunnernes videreudvikling bestod i at sætte flere hornstykker på buen og i at gøre den længere. Når man sidder på en hest, vil der være en begrænsning nedad og indad mod hesten. Dette problem løste hunnerne ved at gøre buen [[asymmetrisk]], så den var længere foroven end forneden. Det krævede nogen korrektion omkring sigtet, men gav til gengæld en langtrækkende bue. Hunnerne havde ikke [[Stigbøjle|stigbøjler]], men problemet med at få rytteren til at sidde fast på sadlen, når buens skulle spændes og affyres, løste de ved at lægge kraftige træsadler på hestene, så rytteren kunne låse sig fast med benene. Hunnerne kunne dermed uskadeliggøre de ubeskyttede gotere på 150-200 meters afstand og de jernklædte alanske [[katafrakt|katafrakter]] på 75-100 meters afstand, uden at disse kunne gøre gengæld. Det gav hunnerne en taktisk overlegenhed, som de udnyttede til fulde.<ref>Heather (2005), side 156-157.</ref>
Linje 96:
Erindringen om hunnerne blev også fastholdt i middelalderen i form af drengenavne i Europa. I sin oprindelige form betød navnet Hunfredus "Hunnerfred", dvs "den, der fremmæglede fred med hunnerne". [[Normannerne]] tog det gammel[[Fransk (sprog)|franske]] drengenavn Hunfroi med til [[England]], hvor det forvandledes til Humphrey, og i [[Italien]] til Umberto.<ref>John Man: ''Attila'' (side 233), Forlaget Gyldendal, Oslo 2009, ISBN 978-82-05-39335-6</ref>
I det 20. århundrede blussede brugen af hunner-henvisninger op, første gang den 27. juli 1900. Under [[bokseropstanden]] i Kina, gav den tyske kejser [[Wilhelm 2. af Tyskland|Wilhelm 2.]] ordre til, at oprørerne skulle behandles nådesløst: ''"Lige som hunnerne for 1000 år siden, under deres konge Attila skabte sig et navn, der stadig giver genlyd i overleveringerne, sådan vil navnet Tyskland i Kina blive så kendt, at ingen kineser vover at kaste så meget som et blik på en tysker."''<ref>''Weser-Zeitung'', 28. juli 1900, anden morgenudgave, forsiden: "Wie vor tausend Jahren die Hunnen unter ihrem König Etzel sich einen Namen gemacht, der sie noch jetzt in der Überlieferung gewaltig erscheinen läßt, so möge der Name Deutschland in China in einer solchen Weise bekannt werden, daß niemals wieder ein Chinese es wagt, etwa einen Deutschen auch nur schiel anzusehen".</ref> Det var altså tyskerne selv, der lavede koblingen til hunnerne, og da [[1. verdenskrig]] brød ud, var den allierede [[propaganda]] ikke sen til at omtale tyskerne som "hunnerne". Den franske sangskriver Theodore Botrel beskrev den tyske kejser som "En Attila, samvittighedsløs", der styrede sine "kannibalske horder".<ref>"Quand un Attila, sans remords, / Lance ses hordes cannibales, / Tout est bon qui meurtrit et mord: / Les chansons, aussi, sont des balles!", fra ''Theodore Botrel'', af Edgar Preston i ''T.P.'s Journal of Great Deeds of the Great War'', 27. februar 1915</ref> Under [[2. verdenskrig]] dukkede koblingen til hunnerne op igen, men slet ikke i samme omfang. Et eksempel er [[Winston Churcill|Winston Churcills]] radiotale i april 1941: ''"Der er færre end 70 millioner ondsindede hunner - nogle af dem kan omvendes, andre må ombringes, og de fleste af dem er allerede optaget af at undertrykke østrigere, tjekker, polakker og mange andre gamle folkeslag, som de nu plager og plyndrer."''<ref>[http://www.ibiblio.org/pha/timeline/410427awp.html Premierminister Winston Churchills radiotale ''Report on the War'' 27. april 1941]</ref>
== Henvisninger ==
| |||