Mainframe: Forskelle mellem versioner

'''Mainframe computere''' er høj-kapacitetscomputere som hovedsageligt anvendes af større virksomheder og offentlige institutioner til kritiske applikationer, samt behandling af større mændger data såsom forbruger- og sektorrelateret statistik, ressourceallokering og registrering af [[transaktioner]]. Begrebet refererer oprindeligt til de første computeres store kabinet som indeholdt hovedprocessoren og

[[harddrive]]. I 1970 opstod begrebet '[[minicomputere]]' (bl.a. HewlettPackard[[Hewlett-Packard]]). Senere skiftede mainframe-begrebet betydning til at skelne mellem de nyeste kommercielle modeller, og modeller med lavere kapacitet, der typisk blev anvendt i et netværk – se begrebet distribueret databehandling eller SNA – Systems Network Architecture fra slut-70-erne. Egentlige Mainframesmainframes blev lanceret i 1960’erne men er siden hen blevet videreudviklet igennem flere generationer. Særligt i 90’erne1990’erne undergik mainframen en gennemgribende re-udvikling der resulterede i den mainframe vi kender i dag.

De moderne mainframe computere er karakteriseret ud fra deres evne til at håndtere store mængder af input (typisk defineret som [[MIPS]] (Million Instructions Per Second)), stor driftsikkerhed, høj tilgængelighed, kompatibilitet med ældre software-løsninger, samt muligheden for at skalere både op og ned. Maskinerne kan køre i lange tidsintervaller uden afbrydelse, som konsekvens af deres store driftsikkerhed.

I starten af 1960’erne havde de fleste maineframesmainframes endnu ikke et interaktivt interface – stempelkort, papirtape og magnettape blev anvendt til at transportere data og programmer. Disse fungerede gennem batch mode til at støtte op omkring back office funktioner såsom kunde fakturering, og samtidig støttede interaktive terminalers applikationer fremfor programudvikling. Typewriter and Teletype produkter blev også typisk brugt som kontrolkonsoller op gennem 1970’erne, men blev senere erstattet af det mere velkendte tastatur og monitor. I starten af 1970’erne var mange mainframes udstyret med interaktive brugerflader ogfungeredeog fungerede som ”timesharing””[[timesharing]]” computere, hvis funtionfunktion var at støtte hundredevis af brugeresamtidigtbrugere samtidigt med de kørte batch processing. Brugere fik adgang gennem specielle terminaler, som senere blev erstattet af PC’en[[PC]]’en, der blev udstyret med terminal emulation software. I 1980’erne var mange mainframes i stand til at køre grafiske terminaler med terminal emulation, men kunne stadigt ikke producere en grafisk bruger interface. Denne form for slut-bruger computer blev udkonkurreret på mainstream markedet af PC’en i slutningen af 1980’erne i kraft af, at PC’en blev udstyret med et grafisk user interface (GUI). Dette er ydermere også grunden til, at de klassiske mainframes næsten blev udryddet fra markedet i det 21. århundrede.

Mainframen har fået tilskrevet sig sit navn på baggrund af dens betydelige størrelse, og fordi dens påkrævede specialiserede opvarmning, nedkøling, ventilation, vedligeholdelse og strømforsyning udgjorde et ”main framework” og specialiseret infrastruktur. I starten af 1990’erne ændrede behovet sig for en så omfattende [[infrastruktur]] til mainframen, i kraft af CMOS mainframedesign som erstattede den gamle bipolare teknologi. [[IBM]] hævdede, at deres nye mainframes ville reducereducere datacenterets energiomkostninger i form af mindre strømforbrug og nedkøling, samt at den ville have en mindre fysisk ramme sammenlignet med server farms.

Næsten alle mainframes siden 1972 kan køre flere [[styresystemer]] samtidigt, og derved fungere som platform for en samling af virtuelle maskiner. I sådan et tilfælde kan en mainframe erstatte denne mere funktionsdytige hardware med den traditionelle server. Selvom mainframen var forløber for virtualiseringen af mange maskiner, findes teknologien i de fleste nyere systemer – dog sjældent ligeså veludviklet.

Mainframes kan i dag tilføje eller ”hot”[[Hot-swap|hot swappe”swappe]]” systemkapacitet uden at forstyrre systemfunktioner med langt større nøjagtighed end de fleste andre serverløsninger. ModernemainframesModerne mainframes, specielt IBMs [https://en.wikipedia.org/wiki/IBM_System_z zSeries]; System z9 og System z10 servere, er i stand til at producere to niveauer af virtualisering: Logisk opdeling (logical partitions) (LPARs via PR/SM) og virtuelle maskiner (via z/VM systemet). Mange mainframe kunder bruger to maskiner: én som deres primære datacenter, og en anden som deres back-up datacenter, som enten er helt eller delvist aktive, eller på standby – i tilfælde af at en katastrofe indtræffer og påvirker bygningen. Tests og udvikling af applikationer og disses funktion kan typisk køre på en enkelt maskine, med undtagelse af enkelte situationer hvor kapaciteten ikke nødvendigvis rækker. En installation af to mainframes vil kontinuerligt kunne udføre funktioner i tilfælde af overbelastninger. Mange kunder benytter sig af flere mainframes som er forbundet gennem Parallel Sysplex og delt DASD (i IBMs tilfælde), eller gennem delt, men geografisk spredt harddrive plads som udbydes af EMC og Hitachi. Mainframes er designet til at kunne klare meget store mængder af input og output (I/O), og repræsenterer essensen af ”throughput computing”. Siden midten af 1960’erne i forbindelse med lanceringen af IBM's 360-arkitektur har mainframe-designet inkluderet flere underordnede computere (kanaler eller perifære processorer), hvis formål er at styre I/O således at CPUs kapacitet kan fokuseres udelukkende på high speed memory. IBM 360-serien var den første serie computere, hvor interfacet til disk blev offentliggjort og standardiseret i form af veldokumenterede systemkommandoer, såkaldte CCW'er – Channel Command Words. Dette første i slutningen af 1960'erne til fremkomsten af de første kompatible, konkurrende leverandører af disk enheder (især Memorex). Håndtering af meget store databaser of filer er norm-praksis for mainframes, og rekord store gigabyte/terabyte ratioer er ikke ualmindeligt i dag. Sammenlinget med den almindelige PC, har mainframes op mod 100.000 gange så meget plads til online lagring af data, og kan få adgang til data langt hurtigere. Andre typer servere benytter sig ligeledes af throughput computing. Med hensyn til mainframes økonomiske rentabilitet eller ROI (return on investment), afhænger dette af dens evne til at skalere og effektivt køre forskellige mængder data, reducere arbejdsomkostninger, levere uafbrudte ydelser til forretningsapplikationer, samt andre omkostningsfaktorer.