Romerske republik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Kaare (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved TherasTaneel, fjerner ændringer fra 83.93.195.144 (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 48:
'''Den Romerske republik''' var forløberen for [[Romerriget]], der var organiseret som en slags protorepublik, hvis statsform voksede frem som en gradvis løsning på de problemer, der opstod på grund af den ekspansion, der var sat i gang. Afsluttedes reelt med [[Søslaget ved Actium]] og [[Augustus]]' principat i [[31 f.Kr.]], endskønt [[Antikkens Rom|Rom]] formelt vedblev at være en republik mange år efter.
== Fra 500 til 123 f.Kr. ==
I virkeligheden er det svært at sige, hvor hele problematikken, der førte til kejser [[Augustus]]’ principat, begyndte, men det bunder på mange måder i den ekspansion, der foregik i [[Romerriget]] i tredje og fjerde århundrede før Kristi fødsel. I denne periode var Rom involveret i en lang række af krige. For det første var der borgerkrigen i Italien, hvor de forskellige bystater allierede sig i den italienske liga for at begrænse Roms ekspanderende magt. Det lykkedes ikke. Derimod lykkedes det for Rom at underlægge sig de fleste af bystaterne i det sydlige Italien. Men, som man måske kan forestille sig, var dette ikke en endelig sejr. På samme måde som Roms tidligere ekspansion forståeligt nok var provokerende overfor de nærliggende bystater, blev andre provokeret af denne nye udvidelse. Det drejede sig i denne omgang om [[Kartago]], en bystat i det nordlige Afrika, der indledte [[de puniske krige]]. Sideløbende med disse krige udkæmpede Rom krige imod Makedonien. Begge disse kampagner udvidede s magt betydeligt, da både provinsen Africa, Grækenland og Makedonien blev underlagt Rom. I slutningen af de to kampagner indledtes endvidere en krig imod Spanien. Det er i år [[133 f.Kr.]] vi springer ind i detaljen.
=== Ekspansion i Europa og Afrika ===
I 133 f.Kr. faldt Numantia i Spanien, hvilket gav de romerske tropper frit spil i Spanien og indlemmede endnu en provins i Rom, der nu altså strakte sig fra Gibraltar til det ægæiske hav. Samme år testamenteredes Pergamonriget, et kongedømme i Lilleasien, til Rom, efter den sidste konge i den herskende slægt døde. Rom var ikke længere det bondesamfund, det havde været for få hundrede år siden, men en stormagt, faktisk stormagten. Samme år begyndte den krise, der skulle få republikken til at spille fallit.
Den enorme ekspansion bevirkede, at der rullede skatter ind fra de nye provinser til Rom. Idet indførelsen af en fælles møntfod for alle provinserne var en ualmindelig tidskrævende og ressourceopslidende sag, blev de fleste af skatterne betalt i naturalier, fortrinsvis korn. Udvidelsen af [[Romerriget]] førte desuden langt større handel med sig, og i den forbindelse dukkede endnu mere korn fra Sicilien, Afrika og Spanien op på Roms markedspladser. Tidligere havde det også været det italienske fastlands hovedprodukt, men med så mange konkurrenter blev det næsten umuligt for de italienske bønder at opretholde kornproduktionen. I løbet af de puniske krige og krigen imod den italienske liga blev Italien på mange måder ødelagt, på grund af den plyndren og hærgen, der altid følger i hælene på en krig. Ydermere havde Rom konfiskeret en stor del af landbrugsjorden i det sydlige Italien, det blev kaldt ''ager publicus,'' som skulle lejes tilbage fra staten, hvilket selvfølgelig var en ekstra omkostning. Kornproduktionen kunne ikke give nok profit, så der var behov for at omlægge produktionen til husdyr eller andre afgrøder, hvilket igen krævede kapital til omlægningen og viden om de nye principper, som lå bag de andre slags landbrug. Begge disse ting kunne én bestemt samfundsgruppe levere. Senatorerne, de ledere, der havde ført Rom til storhed, havde ikke været sene til at udnytte alle de fordele, der nødvendigvis måtte komme med ekspansionen. I Grækenland havde de erhvervet sig skrifter og viden, ikke blot de filosofiske skrifter af f.eks. Platon og stoikerne, men også skrifter om krigskunst, skuespil og landbrug. Desuden var det naturligvis lederne forundt at erhverve sig rigdomme, der nu blev brugt til at leje sig ind på ''ager publicus'' og på at købe slaver til at opdyrke jorden og opdrætte husdyrene En yderligere tilskyndelse til at investere sine penge i produktion var, at det ved lov var forbudt for senatorer at give sig af med handel. Man kan vel formode at denne lov var der for at sikre, at der ikke var nogen der sad på hele magten, et ideal, der jo unægtelig stod republikanernes hjerte nær.
{{Politik_i_Antikkens_Rom}}
=== Senatorerne og forsøg på reformer ===
Således sad senatorerne på de fleste jordbesiddelser, imens de tidligere bønder søgte til byerne, da det var næsten umuligt at konkurrere med slaverne med hensyn til prisen på arbejdskraft (hvad er mindre end intet?). Men selv i byerne var der, som resultat af de mange krige, slaver overalt, så også her var det vanskeligt for det menige folk at klare sig. Disse borgere blev hvad man kaldte et byproletariat og var naturligvis en belastning for samfundets økonomi, for ikke at sige for senatorernes selvopfattelse (hvis man ejer det meste af den kendte verden, er det lidt træls at gå ud på gaden og se, at der flyder med fattige. Det føles måske ligefrem som en personlig fornærmelse). Disse faktorer førte frem til, at [[folketribun]]en Tiberius Gracchus i [[133 f.Kr.]] foreslog en jordreform. Denne reform skulle i al sin enkelhed begrænse antallet af hektar ''ager publicus'' den enkelte kunne fremleje fra staten. Det drejede sig om en begrænsning på 500 ''[[jugera]]'' land. Den overskydende jord, som allerede var i nobilitetens – såvel senatorer som riddere – besiddelse, skulle så konfiskeres af staten, og en tremandskommission skulle nedsættes for at fordele den ud til de jordløse i bidder af 30 ''jugera,'' som så skulle betale en minimal leje, der skulle give dem mulighed for at oprette landbrug.
[[Gracchernes reformbevægelse|Reformforsøget]] lykkedes aldrig og endte i stedet med en skærpet konflikt mellem nobilteten og tilhængerne af yderligere reformer. Begge [[Graccherne|Gracchere]] døde som en direkte følge af konflikten, men problemerne med Roms fattige blev aldrig løst.
== Fra 122 til 31 f.Kr. ==
| |||