Hunnere: Forskelle mellem versioner

Da hunnerne første gang dukker op i de romerske beskrivelser i det 4. århundrede, omtales de som ''"et folk uden konger, men med skiftende ledere."''<ref>AmmiatusAmmianus, citeret i Heather (2009), side 215.</ref> Meget tyder på, at de på dette tidspunkt stadig opererede i mindre grupper, uden central styring. Det er også betegnende, at man i denne periode ikke har kendskab til navne på konger eller høvdinge - der har været for mange af dem, og de har hver især ikke haft den store indflydelse. Samlingen af hunnerne ser ud til at være begyndt omkring år 400, og det første eksempel på en stor hunnisk styrke, der er registreret, er den hær, der plyndrede i Armenien og Mellemøsten fra 395.<ref>Heather (2009), side 216-219.</ref> Som tidligere nævnt, kan man i 420'er konstatere, at magten over hunnerne - og dermed også deres allierede - er blevet samlet hos en enkelt familie. Magten forblev hos denne familie eller klan indtil Attilas sønner døde eller blev romerske undersåtter. Selv om Attila kontrollerede mange folkeslag og store landområder, blev der ikke oprettet nogen centraladministration efter romersk eller orientalsk forbillede. Hans administration bestod af en sekretær, som Aëtius havde sendt til ham, samt en romersk fange, der blev brugt til at skrive breve på latin og græsk. De overvundne folkeslag blev holdt i snor med trusler og repressalier, samt lejlighedsvis andel i byttet fra felttog og plyndringstogter. Desuden sørgede Attila for, at de enkelte folkeslag aldrig havde én central leder, men derimod flere sideordnede høvdinge. Det var en styrform, hvis effektivitet afhang af evnerne hos den regerende konge, og her ses også en forklaring på, hvordan riget kunne gå så hurtigt i opløsning efter Attilas død.<ref>Heather (2009), side 233-234.</ref>