Åbn hovedmenuen

Ændringer

1 byte tilføjet ,  for 5 år siden
m
→‎Styreform: Trykfjel
== Samfund ==
=== Styreform ===
Da hunnerne første gang dukker op i de romerske beskrivelser i det 4. århundrede, omtales de som ''"et folk uden konger, men med skiftende ledere."''<ref>AmmiatusAmmianus, citeret i Heather (2009), side 215.</ref> Meget tyder på, at de på dette tidspunkt stadig opererede i mindre grupper, uden central styring. Det er også betegnende, at man i denne periode ikke har kendskab til navne på konger eller høvdinge - der har været for mange af dem, og de har hver især ikke haft den store indflydelse. Samlingen af hunnerne ser ud til at være begyndt omkring år 400, og det første eksempel på en stor hunnisk styrke, der er registreret, er den hær, der plyndrede i Armenien og Mellemøsten fra 395.<ref>Heather (2009), side 216-219.</ref> Som tidligere nævnt, kan man i 420'er konstatere, at magten over hunnerne - og dermed også deres allierede - er blevet samlet hos en enkelt familie. Magten forblev hos denne familie eller klan indtil Attilas sønner døde eller blev romerske undersåtter. Selv om Attila kontrollerede mange folkeslag og store landområder, blev der ikke oprettet nogen centraladministration efter romersk eller orientalsk forbillede. Hans administration bestod af en sekretær, som Aëtius havde sendt til ham, samt en romersk fange, der blev brugt til at skrive breve på latin og græsk. De overvundne folkeslag blev holdt i snor med trusler og repressalier, samt lejlighedsvis andel i byttet fra felttog og plyndringstogter. Desuden sørgede Attila for, at de enkelte folkeslag aldrig havde én central leder, men derimod flere sideordnede høvdinge. Det var en styrform, hvis effektivitet afhang af evnerne hos den regerende konge, og her ses også en forklaring på, hvordan riget kunne gå så hurtigt i opløsning efter Attilas død.<ref>Heather (2009), side 233-234.</ref>
 
[[Image:The Hun and the Home.jpg|thumb|upright=1.35|''The Hun and the Home.'' Britisk [[propaganda]] fra 1917, der spiller på forskellen i [[1. verdenskrig]] mellem det fredelige England og det tysk-besatte og undertrykte [[Belgien]].]]
 
=== Militær ===
Hunnernes militære fremgang kan ikke henføres til, at de var mange. Peter Heather anslår krigernes antal omkring år 400 til mellem 10 og 20 tusind ryttere. De var derfor ikke numerisk overlegne i forhold til for eksempel goterne, og alligevel vandt de over dem.<ref>Heather (2009), side 217-218.</ref> Svaret ligger i deres våbenteknologiske overlegenhed. De fleste af deres våben svarede til modstandernes: På mellemdistancen kunne de også anvende spyd, i nærkamp lange ryttersabler, og når fjenderne flygtede, var hunnerne ferme til at indfange dem med lassoer. På større afstande var de derimod suveræne: Hunnerne havde videreudviklet den asiatiske [[Bue (våben)|kompositbue]]. I sin grundform bestod buen af træ og dyresener, holdt sammen af en speciel lim. I enderne og på midten var den forstærket med horn, typisk fra bøfler. Hunnernes videreudvikling bestod i at sætte flere hornstykker på buen og i at gøre den længere. Når man sidder på en hest, vil der være en begrænsning nedad og indad mod hesten. Dette problem løste hunnerne ved at gøre buen [[asymmetrisk]], så den var længere foroven end forneden. Det krævede nogen korrektion omkring sigtet, men gav til gengæld en langtrækkende bue. Hunnerne havde ikke [[Stigbøjle|stigbøjler]], men problemet med at få rytteren til at sidde fast på sadlen, når buens skulle spændes og affyres, løste de ved at lægge kraftige træsadler på hestene, så rytteren kunne låse sig fast med benene. Hunnerne kunne dermed uskadeliggøre de ubeskyttede gotere på 150-200 meters afstand og de jernklædte alanske [[katafrakt|katafrakter]] på 75-100 meters afstand, uden at disse kunne gøre gengæld. Det gav hunnerne en taktisk overlegenhed, som de udnyttede til fulde.<ref>Heather (2005), side 156-157.</ref>
9.996

redigeringer