Leif Panduro: Forskelle mellem versioner

Leif Panduro nåede lige at blive aktiv modstandsmand og ramt af et vådeskud på befrielsesdagen. Hans far var [[nazist]] og blev likvideret af [[modstandsbevægelse]]n. Først året før sin død talte Panduro offentligt om [[likvidering]]en af sin far. I april [[1976]] gengav Jens Branner en serie samtaler om [[angst]] i ''[[Politiken]]'', hvor Panduro fortalte: "Jeg kendte jo næsten ikke min biologiske far. Jeg så ham kun de fucking gange, da jeg selv skulle hente underholdsbidraget hos ham inde i [[Frimurerlogen]]." Mod slutningen af krigen var Panduro leder af en af militærets såkaldte ventegrupper, og var bange for at gå hen i [[Blegdamsvej]] efter farens penge: "Man vidste jo aldrig, hvor de penge kom fra." Da far og søn en gang tog toget sammen til [[Glostrup]], hvor faren boede med sin nye kone og to sønner, råbte Aage Petersen op om [[Sabotage|sabotørene]] midt inde i toget: "De skulle skydes alle sammen!" De andre passagerer stirrede, og Panduro prøvede at dysse sin far ned. Senere bad han sin far om penge til at flygte til [[Sverige]] for, og fik 500 kroner. I Sverige blev han dog kun i seks uger.<ref>Peter Øvig Knudsen: ''Efter drabet'' (s. 70), forlaget Press, Oslo 2003, ISBN 82-7547-119-2</ref>