|
== Opvækst ==
Leif Panduro er søn af Aage Petersen og Anne Johanne Petersen, født Panduro. Han er døbt utrolig'''Leif grimThormod Petersen''', men kort tid efter hans fødsel blev forældrene blevet skilt, og derefter antog han sammen med sin mor hendes fødenavn Panduro. Kort tid efter skilsmissen blev hans mor Anne Johanne Panduro indlagt på statshospital, hvorefter Leif Panduro kom på børnehjem og senere i pleje hos sin morbror, Gregers Panduro, og dennes kone, "tante Risse", i [[Ringsted]], hvor han fik et nært forhold til sin fætter Rudi, som han voksede op sammen med, mens han stod i stærk modsætning til morbroren og tanten, der oplevede ham som en vanskelig dreng. Panduro magtede aldrig at besøge sin mor på asylet, og gik heller ikke til hendes begravelse. Han var martret af skrækken for at have arvet hendes sindssygdom; hans morbror Gregers måtte følge to søstre til graven, først da den maniodepressive Jessica begik [[selvmord]] i [[1949]], derefter Anne Johanne, der skal være død af dårligt hjerte efter 24 år ved statshospitalet i [[Nykøbing F]]. Hun havde været nervøs og overspændt som ung, og da sønnen var 6 år, blev hjemmet opløst efter hendes endelige sammenbrud. Hun blev dog altid glad for besøg af svigerinden "Risse" og dennes datter Hanne, fniste og fortalte sjofelheder, og proppede sig, når de tog hende med på konditori. Hun blandede navne, men råbte til en mand, hun en gang fik øje på i skoven: "Jeg ''har'' set dig, Aage Petersen!" Aage Petersen var Panduros far. Om sønnen, hun aldrig så, havde hun sine egne tanker, og da "Risse" fortalte hende, at han var blevet tandlæge, protesterede hun med, at han var da konditor i [[Aalborg]]. <ref>John Chr. Jørgensen: "Leif Panduro", forlaget Gyldendal, København 1987</ref>
== Anden verdenskrig ==
Leif Panduro nåede lige at blive aktiv modstandsmand og ramt af et vådeskud på befrielsesdagen. Hans far var [[nazist]] og blev likvideret af [[modstandsbevægelse]]n. Først året før sin død talte Panduro offentligt om [[likvidering]]en af sin far. I april [[1976]] gengav Jens Branner en serie samtaler om [[angst]] i ''[[Politiken]]'', hvor Panduro fortalte: "Jeg kendte jo næsten ikke min biologiske far. Jeg så ham kun de fucking gange, da jeg selv skulle hente underholdsbidraget hos ham inde i [[Frimurerlogen]]." Mod slutningen af krigen var Panduro leder af en af militærets såkaldte ventegrupper, og var bange for at gå hen i [[Blegdamsvej]] efter farens penge: "Man vidste jo aldrig, hvor de penge kom fra." Da far og søn en gang tog toget sammen til [[Glostrup]], hvor faren boede med sin nye kone og to sønner, råbte Aage Petersen op om [[Sabotage|sabotørene]] midt inde i toget: "De skulle skydes alle sammen!" De andre passagerer stirrede, og Panduro prøvede at dysse sin far ned. Senere bad han sin far om penge til at flygte til [[Sverige]] for, og fik 500 kroner. I Sverige blev han dog kun i seks uger.<ref>Peter Øvig Knudsen: ''Efter drabet'' (s. 70), forlaget Press, Oslo 2003, ISBN 82-7547-119-2</ref>
Dagen efter likvideringen af sin far, læste Panduro om [[drab]]et i et kort [[Ritzau]]-telegram i avisen: "Onsdag kl 8:30 blev cand.polit. Aage Petersen og fuldmægtig i Magistratens 2.afdeling, cand.jur. Vikelsø-Jensen, dræbt i Nørre Allé i Glostrup". Han arvede den jakke, faren havde haft på, da han blev skudt, og kaldte den "den med 9-mm-[[møl]]hullerne". Få måneder efter krigen så han for første gang [[fotografi]]et af sin døde far i Ernst Mentzes bog ''5 Aar – Besættelsen i Billeder''. I [[interview]]et med Branner siger han: "Da er altså alt ved mig forkert? Men hvilken skyld havde jeg i, at min far var nazist?...Han hed Petersen og jeg Panduro. Men jeg levede altid med angst for, at det skulle blive opdaget. Til sidst havde jeg konstant skyldfølelse...Jeg havde skabt mit hemmelige rum, men udvendig blev man til en [[maske]], stiv. Og har man fortrængt, da tør man ikke længere at leve med angstens mange ansigter."<ref>Peter Øvig Knudsen: ''Efter drabet''(s. 71)</ref>
|
